RF '13: Festivalmagi - i blodet og bollerne
Populær
Airbourne leverede sprudlende festmagi, lige før festivalen var forbi.
Den australske boogie rock-kvartet Airbourne på den store Arena-scene i den tvivlsomme trætheds-gråzone mellem søndag eftermiddag og tidlig aften? Hmmm ... ville det blive for meget AC/DC og så alligevel slet ikke? Ville det bare blive alt for meget søndag og forfærdelig lidt lørdag?
Og så alligevel: Undertegnede havde håbet om Airbourne som leverandør af en solid eller endda gedigen rock'n'roplevelse tæt ved exiten fra dette årets Roskilde Festival.
Men jo, indrømmet; der var tvedelte spekulationer helt op til Airbournes entré. Men få akkorder inde i bandets trotylbombe af en sæliste flød det pænt fyldte Arena-telt over af sprudlende rock'n'roll-energier, der gik lige i blodet og bollerne. En fest var skudt i gang - af et topmotiveret band armeret med hårde powerfulde boogierocknumre sprængfyldt med herlige hooklines.
Som ventet lagde bandet ud med den heftige uptempo-fræser 'Ready To Rock' fra debut-ep'en i 2004, men genindspillet som første nummer på bandets aktuelle album, 'Black Dog Barking', som udkom i maj.
Og svaret på dét spørgsmål var et rungende JA: Salen var helt klar til at rocke, basalt og nådesløst, for netop Airbourne kan tricket af at kickstarte et party uden tilløb. Bandets altspredende entusiasme og frivole greb om deres fedt swingende rockskæringer var både overrumplende og højeffektiv. En velkommen oplevelse af en fest (som i festival); således også på en søndag, hvor publiken havde været mange lange og tunge ture igennem siden torsdagen eller tidligere.
Rockfesten blev fremragende anført af den dynamiske frontmand og leadguitarist Joel O'Keeffe, spundet perfekt op om bandets tre fuldlængder. Vi fik eksempelvis den lækre midtempofrækkert 'Diamond In the Rough' fra 'Runnin' Wild' (2007), den racende rocker 'Raise the Flag' fra 'No Guts. No Glory' (2010) og det hårdt riffende titelnummer fra den aktuelle skive, 'Black Dog Barking', med det kvikt fængende omkvæd.
Det hele spillet med en gnist, glæde og legende løssluppenhed, som jeg ikke helt hørte den hos eksempelvis Metallica aftenen forinden.
På vejen hjem fra festen gav Airbourne også lige et par høflige nik og musikalske skåle til både Rolling Stones og 'Satisfaction', Black Sabbath og 'Paranoid' og selvfølgelig AC/DC - helt rigtig versioneret i et kort, men intenst medley, der inkluderede 'Dog Eat Dog' og 'Dirty Deeds (Done Dirt Cheap)'.
Men omvendt slog det også undertegnede, at de nævnte og visse andre Airbourne-træffere faktisk kunne have klædt nogle af AC/DC's egne plader, og her tænker jeg ikke bare på de ringeste af dem (hvis sådanne ellers findes i denne sammenhæng?).
Airbourne leverede simpelthen festmagien til os, lige før det hele var forbi - og det er "bare" det rock'n'roll kan og det rock'n'roll altid vil gøre. Også på en Roskilde Festival en sen søndag eftermiddag.