Bxxgie-listen beatdxwn

Populær
dethrxner-overthrxwn

Dethrxner råber deres sangtitler i versaler, og det spejler deres helt vildt lidt subtile virkemidler. Men tud mig en flod, det fungerer på sin egen perverse måde.

Kunstner
Titel
Overthrxwn
Trackliste
This Is the Real World
T.R.A.S.H (feat. CABAL)
Always Grind (feat. ROT AWAY)
(((brb)
untouchable. (feat. KXDS)
Take Nx Loss (feat. Lifesick)
lowerdose (feat. graa)
TOTAL DOMINANCE (feat. @petepatience)
(afk)))
Crybaby (feat. Slug Christ)
D.I.D (feat. Hexis)
Karakter
3

Når pophistorien gentager sig, er det ikke med et anerkendende nik til dem, der allerede har set det hele passere forbi en gang før, endsige en undskyldning for at udsætte dem for det endnu en gang, men med to store, fede fuckfingre til alle dem, der bilder sig ind, at bare fordi de har stået på sidelinjen med korslagte arme og rystet på hovedet af alt nyt årti ud og årti ind, har de fattet det mindste af, hvad det handler om.

Således også den igangværende nu metal-revival. En fuldkommen unødvendighed, hvis man spørger det granvoksne metapublikum, der allerede vrængede på næsen ad opkomlingegenren første gang, den kom væltende med håndtegn og forstadshvid hiphopattitude i slutningen af 90’erne, og som har brugt det seneste årti på at gøre grin med nu metal som det latterligste af alt latterligt siden hair metal.

Imens er der en yngre generation, der er vokset op med Boogie-Listen som ledende princip for, hvad der var fedt, og som måske nok er vokset tilpas meget ud af nu metal til at kunne se, at det var lettere problematisk i al sin toksisk maskuline hypersensitivitet, men også har et nostalgisk forhold til det. Så med ét har man – kvindelige! – popmusikere som Poppy, Grimes og Rina Sawayama, der bruger elementer af nu metal som virkemidler i deres sange, metalcore-giganter som Bring Me the Horizon og deathcore-navne som Emmure, mens en rapper som Ghostemane trækker industrial og nu metal ind i sin musik, og Natjager og hele Prime-segmentet, der omfavner den neonfarvede angst-pop med tunge guitarer som en måde at udtrykke, hvor kompliceret det er at være ung voksen i 2020.

Blandt dem altså Dethrxner.

Selvom de på deres anden plade gør alt for at maskere de der følelser bag en mur af attitude. Og det er faktisk noget af det positive ved ‘Overthrxwn’: At alle de der følelser ligger nedenunder hele vejen igennem den lille halve time, pladen varer, men hver gang det hele er lige ved at tippe mod vokalmelodier, kommer der et kæmpe bassdrop, et breakdown og en tom trussel om at flå dit hoved af med tynde arme, som er uomtvisteligt … charmerende?

Tidsånden ramt forskudt
Det er det, der nemlig også ligger i revivalens natur: at når ting, der egentlig virkede temmeligt lamme og bedagede allerede første gang, de kom frem, vender tilbage, kan de nogle gange ramme ned i en samtid, hvor de med ét har deres berettigelse. Som nu metal: Det er ikke mere end et par uger siden, jeg stod i Skatehouse i Aarhus og noterede mig 1) at de spillede den der sang med Korn og Nas, ‘Play Me’, som virkede helt vildt klodset og gammeldags, da den kom ud i 2003, fordi det var 16 år efter ‘I’m the Man’ med Anthrax, men 2) at 17 år senere tappede den perfekt ned i tiden.

Det er den samme tidsånd, Dethrxner rammer på ‘Overthrxwn’: Trap har ramt præcis den aggressivt følsomme, maskulint sårbare, bas-bas-bassede vibe, som der er i den nu metal, Dethrxner spiller. Derfor virker ‘Overthrxwn’ så frisk og aktuel, selvom den reelt lyder som et forsøg på Korn indspillet på et soveværelse.

At pladens deathcore-breakdowns i ‘T.R.A.S.H.’ og ‘Total Dominance’ er befriende, og dens trap i ‘(((brb)’ og ‘Lowerdose’ giver én lyst til, at Dethrxner lagde endnu mere vægt på de elementer, vidner om, at når Detrhrxner en gang imellem i løbet af pladens 28 minutter tager sig en puster og bare lader musikken spille, er der ikke vildt meget at komme efter. Det er, når bandet ivrigt læsser på, og ikke mindst når den ikke helt vildt alsidige vokal får noget modspil fra de mange gæster, at ‘Overthrxwn’ syner af noget. Når den gør sig til og puster sig op, som om den vil slås. 

Det er en del af dens charme: Lige så meget pladen stiller sig an med deathcore-breaks og flere homies på besøg, end myndighederne tillader i lokalet, fra Cabal over Rot Away og Lifesick til Hexis og Kxds, lige så tydeligt er det, at ‘Overthrxwn’ har det hele i munden og hellere vil slås med dig i kommentarsporet end irl. På den måde demonterer Dethrxner den toksiske maskulinitet, der løb som en understrøm i nu metal: Det her er ikke musik for voldsparate incels, det er musik for dem, der er kommet videre og kan grine lidt ad det hele nu.

Og hvis man ikke kan det, løfter Dethrxner en linje fra Justin Timberlakes udødelige klassiker i sangen ‘Untouchable’: “Cry me a river.”