Fuld af rædsler, ikke rædselsfuld

broken Gargoyles

Der er intet kalas som et Diamanda-kalas, for et Diamanda-kalas holder aldrig op. Med at vise dig menneskehedens værste stunder.

Titel
Broken Gargoyles
Trackliste
I: Mutilato
II: Abiectio
Forfatter
Karakter
5

Fra første færd på ’Broken Gargoyles’ rammes vi, sammen med dystopiske og forvrængede klavernedslag, af den legendariske avantgarde-komponist og performer Diamanda Galás’ fuldstændig unikke og voldsomt ekspressive stemme. Et myrekrybsinducerende, infernalsk kor af dissonante stemmelag afbrydes af noget, der lyder som en tibetansk klokke, og lag af gusten støj tromler os ned, og så begynder Diamanda at recitere Georg Heym-digtet ”Das Fieberspital” (Feberhospitalet): ”De syge, alle tynde som marionetdukker, går rundt på gangene. En af dem har alle sygdomme. Med hvidt kridt noteres hans lidelser klinisk. Feberen tordner. Deres indvolde er brændende bjerge.” Man fornemmer godt, at ’Broken Gargoyles’ blev til i 2020, i begyndelsen af Covid-19-pandemien, også selv om Heyms digt egentlig handler om et hospital for folk, der led af gul feber, i begyndelsen af det 20. århundrede. Diamanda Galás’ stemme er både dæmonisk og vederkvægende. Hendes let outsiderprægede, men udtryksfulde tyske diktion er, for en germanofil som mig, en nydelse at lægge ører til, også selv om den gru, der opmales både sonisk og lyrisk, er temmelig rystende, og at det føles, som om feberen også sniger sig ind på en selv. Man kommer ud på den anden side af ’Broken Gargoyles’ med mere gusten hud, og øjnene sidder dybere i hulerne.

’Broken Gargoyles’, som oprindeligt var en lydinstallation på et tysk middelalderrefugium for spedalske og pestlidende, blev færdiggjort i et samarbejde med lydkunstneren Daniel Neumann, og de to har et fantastisk greb om de elektroniske lydmanipulationer, ikke mindst af Diamanda Galás’ stemme, de tunge klaverakkorder, ildevarslende droner, isnende metalliske misklange og strygere, der griber en om halsen og flår i nervesystemet. Som man måske fornemmer, er det ikke easy listening, men når kunsteren er Diamanda Galás, og emnet er sygdom, død og krigens dehumaniserende rædsler, kan man vel egentlig ikke forvente andet.

Del to: Afvisning
Anden del af pladen, ’Abiectio’, er endnu mere rystende og rædselsvækkende. Her folder Galás virkelig sin imponerende stemme og sin vokaltekniks enorme spændvidde ud over skurrende, dirrende, disharmoniske soniske snigangreb. Her tager hun blandt andet udgangspunkt i Heyms digt ”Der Blinde”, hvor hendes ord føles som istapper; kolde og smukke, og måske kløver de dit hoved.  Her formidler hun denne beskrivelse af en hjemvendt soldat fra første verdenskrigs blinde, fortrukne ansigt: ”hans blege ansigt rejser sig som en liljestilk op fra den magre hals / under det tørre hungergab ruller adamsæblet rundt som en bold / øjnene hæver i deres snævre huler / et par hvide knapper / fordi den hvide middagsstunds stråle ikke bortskræmmer de døde”. Gåsehud.

Jeg kan kun anbefale alle at tage sig tid til at lade sig nedsænke i Diamanda Galás’ intenst gruopvækkende syrebad. Det er en overvældende, smuk, skræmmende, udmattende, men også givende oplevelse, hvor man især vil finde glæde ved ”Broken Gargoyles”, hvis man sætter pris på ikke blot musik, men selve lydenes kvaliteter og tekstur, og så skader det bestemt ikke, hvis man kan goutere, hvor vidunderligt smuk et sprog, tysk er, også når det beskriver det værste af det værste. Se blot dette uddrag af Heyms’ digt ’Die Dämonen der Städte” (Byernes dæmoner), hvor Baal, siddende som en gargoil på en bygning, skuer ud over byens ofre og overgrebsmænd:

Sie hält sich zitternd an der Wehebank.
Das Zimmer schwankt um sie von ihrem Schrei,
Da kommt die Frucht. Ihr Schoß klafft rot und lang
Und blutend reißt er von der Frucht entzwei. 

Der Teufel Hälse wachsen wie Giraffen.
Das Kind hat keinen Kopf.

(Hun klamrer sig skælvende til bænken
Hendes skrig får værelset til at svaje rundt om hende
Der kommer frugten. Hendes skød gaber rødt og langt
Og blødende, han flår frugten itu.

Djævlens halse vokser som giraffer.
Barnet har intet hoved.)

Er det moralsk forsvarligt at finde skønhed i formidlingen af sådanne grusomheder? Ja, det mener jeg, for skønheden belyser rædslerne og tvinger os til at forholde os til dem. Hvordan skulle vi ellers kunne føle empati med de lidende eller stoppe voldens cyklus? Lyt!