Skrig mig din historie!
Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.
2. Shibuya
3. Dysphoria
4. Resented
5. Seclusion
6. Funeral Plans
Disillusionist er bandet for dig, der mindes Myspace-dagene, foretrækker at det hele er lidt kaotisk uden at være for vanvittigt og savner den sprøde screamo.
Det er en dansk trio, bestående af forsanger Frederik Brandt Jakobsen, guitarist Jakob Høy og naturligvis den erfarne trommeslager Sara Gacic – også kendt fra Ivy Crown og hedengangne Taras. En kompetent forsamling, der har fin succes med at gengive screamoen, primært som den var, dengang Myspace var en relevant platform, og tilføje en nutidig lyd.
’Love & Anxiety’ er bandets første EP – og hvilken titel. Could it be more screamo!?. En fin tilkendegivelse af bandets intentioner og et udgangspunkt med højdepunkter såvel som muligheder for forbedringer. Der er en fin musikalsk rød tråd gennem pladens seks numre, og man er som lytter aldrig i tvivl om, hvad Disillusionist egentlig vil: Spille og skrige sig igennem kompetent emotionelt baseret hardcore med et hint af punk.
Der bliver musikalsk nikket og vinket til genrens ophavsmænd fra 90’erne, ditto til de, der spillede screamoen ind på mainstreamen-kanalerne dengang – og de, der har holdt fanen højt og udviklet genren de seneste 10 år. Åbningsnummeret ’Sleeper’ har det hele, og man føler sig næsten 15 år yngre, blot ved at lytte til nummeret. Levende og ørehængende med nogle særdeles insisterende riffs og et dejligt smadret c-stykke. ’Shibuya’ og ’Resented’ er tilsvarende stærke, mens resten af pladen nok er interessant, men ikke helt lykkes med at være lige så fængende.
’Funeral Plans’ udmærker sig dog ved at have et større variationsspænd i vokalspektret. Om end Jakobsens vokal er som skabt til genren, klæder det med en vekslen mellem skriget og ren sang. Det høres løbende gennem pladen men er først værdiskabende på dette sidste.
Som udgangspunkt er ’Love & Anxiety’ en positiv oplevelse, der skaber forventninger til bandet fremadrettet. Lidt stærkere sangskrivning, lidt mere variation i vokalen og så kunne Disillusionist principielt udvikle sig til et fint dansk screamo-band med international lyd.