Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

I afgrundens trygge dyb

Updated
a2520027179_10

Det er ikke meget, man hører til Disrule herhjemme. Det er synd, for bandets stoner/doom er fermt udført og har masser at byde på, selvom bandet på godt og ondt ikke er interesseret i at forlade genrens trygge rammer.

Kunstner
Titel
Sleep in Your Honour
Dato
16-11-2018
Genre
Karakter
3

På trods af at bandets historie går tilbage til 2014, og der nu er udgivet to fuldlængder og en ep, så er danske Disrule ikke det mest velbeskrevne blad og synes at være fløjet gevaldigt under radaren herhjemme. Bandet har ellers fint greb om den stoner/doom, som de har kastet sig over. Og i en genre, hvor sangene kan have en tendens til at gå i ørkenvandring og være alt for lange, er det fornuftigt, at bandet efter eget udsagn koger sangene ned til det mest basale. Det betyder, at en typisk sang på 'Sleep in Your Honour', den anden fuldlængde fra Disrule, varer 3-4 minutter.

Med åbneren, titelnummeret, har Disrule gang i et rigtigt fedt nummer, og det er en god præsentation af bandet og stilen. En tung start, fuzzede guitarer og en ren vokal, der minder om noget, som Pepper Keenan kunne have fyret af i et tungt og slæbende Corrosion of Conformity-nummer. Vokalerne er melodiske, men har også noget snakkende over sig. Omkvædet er catchy og mere melodisk, og så er der en fed uptempo bro hen mod slutningen, hvor vokalen løfter nummeret en tak. Overordnet er der vibes til bands som Black Sabbath, Kyuss og Clutch, mens der i de mest rockede og fængende passager også kan sammenlignes med Helhorse, men det kan også skyldes en fælles interesse i de andre bands, der er nævnt i dette afsnit.

Live og ærligt
Albummet er optaget live over blot to dage i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl ved roret. Det er et meget levende album, og optagelsesmetoden har gjort musikken ærlig og enkel. Det er let at falde for det generelle lydbillede, men enkeltheden gør til gengæld også, at de steder, hvor et riff, en rytme eller en vokalmelodi ikke falder helt i hak, kan man ikke gå på jagt efter spændende detaljer i musikkens lag, for det hele er lagt frem til skue på én gang. Take it or leave it. Men det er heldigvis ikke så længe ad gangen, man står af, for med de korte sange er der ikke langt til næste bud på et godt og tungtrockende riff.

Alligevel leges der også lidt med lyden og guitarpedalerne. Hør fx 'How You Suffer', der har nogle fine nuancer i guitarlyden. Det dobbelte vokalangreb er interessant; udover bassist Allan Segalt synger trommeslager NP Nielsen (The Kandidate) også, og sammen kan de lægge tryk på fede detaljer, så de enten rocker hårdere eller støtter hinanden i at gøre udtrykket lidt mere psykedelisk, når sangene er vandret ud ad den tangent.

Disrule er med 'Sleep in Your Honour' et fint bud på en god omgang stoner/doom-metal. Veludført, men også meget tæt op ad idolerne. Det er helt klart et plus, at bandet aktivt har gjort op med sig selv, at der ikke må være for meget fyld i hvert nummer, selvom bandet ikke slipper helt uden om, at nogle af sangene er lidt generiske. Og sammenligner man med flere af inspirationerne, så virker Disrule mest som en hyldest til retro, røgfyldte lokaler og røvtung lyd uden at udfordre de genrer, der er med i ligningen. Men mindre kan selvfølgelig gøre det, og er man med på præmissen, så er det danske band yderst habile til det, de laver, og noget, der bør opleves, når de står på en scene i nærheden af en.