Hardcore punkband genoplivet af Grohl
Populær
Kaos og vildskab er intakt trods den digitale finpudsning af gamle indspilninger, og det gør ’Blood’ til et lytteværdigt åndedrag fra slutfirsernes undergrund.
2. Ssshhh
3. Sometimes
4. Winding Down
5. Look Into Myself
6. Tomorrow
7. Your Eyes
8. Poison
9. Sequel
10. Something Beyond
11. It’s In My Blood
Bl’ast var i 1986 med debuten ’The Power Of Expression’ en møgbeskidt køter, der rystede sin stinkende pels på ryatæpper såvel som hessianbeklædte vægge og lod resterne blive hængende på en voksende og vred scene, der mere var en livsstil end en genre, der blev rusket godt rundt af bands på de samme breddegrader. Black Flag og Dead Kennedys har uden tvivl været en inspiration for Bl’ast, der udgav deres plader på Greg Ginns (Black Flag) indielabel SST (Solid State Transmitters).
Dave Grohl hævder at være en stor fan af Bl’ast, og det er hørbart, hvorfor Nirvana kom til at lyde som de gjorde, med samme vrede fra kulturen, der fødte Bl’ast, som opstod i Californiens skate- og punkmiljø i starten af firserne.
Derfor var det også med ærefrygt, at Grohl, på foranledning af Southern Lord Records, som Bl'asts guitarist Mike Neider først kontaktede angående sit fund, er lykkedes med opgaven og har trodset tidens slid, da han satte sig til at filtrere og forfine det gamle materiale, som Neider havde glemt alt om, men fundet i et kælderrum i starten af året - over 25 år efter de udgav deres andet album ’It’s In My Blood’ (1987).
Og egentlig er der tale om et ekko af selvsamme, for ’Blood’ anno 2013 er Bl’asts egen indspilning af forberedelserne til netop dét album. Optagelser, der kom i kassen og blev glemt, da de rigtige spor til studieversionen blev indspillet, men som nu udgives for første gang. Det særlige ved det skal findes i, at guitaristen på ’Blood’ er det kortvarige og senere mere kendte medlem, som på albummet er krediteret for nummeret ’Poison’ under aliasset Dr. Twang.
Dr. Who?
Det er såmænd den seneste Alice In Chains-frontmand, dengang knap 20-årige William DuValls anstrengelser, der kan høres på ’Blood’, men han blev ikke længe nok i bandet til at indspille selve albummet. Skulle nysgerrigheden være vakt, kan DuVall ses med Bl’ast
">her, men til advarsel så er det mere interessant end vellydende.
I front for eksplosionen stod Cliff Dinsmore som en sydende vulkan og særegen hybrid af Phil Anselmo og Jacob Bredahl. Bl’ast startede som en kvintet, men endte som trio efter deres tredje og sidste album ‘Take That Manic Ride’, da både Dinsmore og bassist Dave Cooper droppede projektet, og Mike Neider måtte overtage mikrofonen.
Bl’ast er nu tilbage med Neider på guitar, Dinsmore i front og er yderligere vokset med Nick Oliveri på bas (Kyuss, Queens of the Stone Age, Mondo Generator) og trommeslager Hoss Wright (Mondo Generator m. fl.). De har annonceret en koncert på Hellfest 2014 (hvis program lige er værd at tjekke op på i øvrigt!) samt to koncerter med Yob og Neurosis sidst på året, og har de bevaret fordums vrede og energi, kan det blive en hæsblæsende omgang.
Mens videoklippet af DuVall og Bl’ast er en mellemtynd oplevelse, kan det samme ikke siges om albummet ’Blood’, der er en komprimeret knytnæve fra fortiden. Kender man ikke baggrundshistorien, er det første indtryk, at musikken er satans tidstypisk og tro mod sine forgængere, indtil det siver ind, at Bl’ast selv er forgængerne, og at albummet lyder autentisk, fordi det er det.