Dødsræs uden adrenalin
Populær
Velspillet og med flere fede elementer ender Zenithal alligevel ud med en omgang standard thrash, der kun momentvis rammer genrens gyldne formål: at rykke som bare pokker.
02. Sing For The Damned
03. Blue Magic
04. Punch And Judy
05. Crucifuxion
06. Accepted
07. Shrink ‘n’ Grow
08. Rocking Chair, The
Der findes nogle plader, som man ikke lige kan sætte en finger på, hvorfor de ikke virker bedre end de gør. Zenithal fra England er ude med sit andet album, og går fint fra land med åbneren, titeltracket 'Death Race'. God energi, og den lidt tandløse produktion er bekæmpet ved udmærket sangskrivning og riffs.
Men allerede i sang nummer to viser middelmådigheden sig. De spiller udmærket, men det rykker bare ikke, og måske ligger noget af svaret i vokalen, der i bandets bedste anmeldelser er sammenlignet med Phil Anselmo. Hvis han var helt væk på dope måske, selvom manden jo stadig har evner i selv den største røgtåge. Zenithals sanger lyder som en hæs pubertetsknægt morgenen efter en tur ud i natten med Netto-øl klirrende i posen.
Bandet flirter også meget godt med melodi, og når det slippes løs med et skud energi, går musikken ganske acceptabelt igennem på cirka hver anden sang på skiven. Dog ødelægger den ensformige bjæffen en del, og bandet ender nede i "no man's land", selvom der trommes ihærdigt og fyres en sej solo fra tid til anden.
Hvis det lykkes bandet at finde sit "missing-link", så kan det gå hen at blive spændende. For det fornemmes, at der ligger noget og lurer i overfladen. Briterne slipper det bare ikke løs på denne plade.