Dokken uden Dokken

Populær

Enkelte gange kan det, der på det nærmeste mases ned i halsen på en fra redaktørens side, vise sig at være så langt mere end en tvangskødbolle før den ønskede dessert. Det gør sig i hvert fald gældende med hensyn til T&N’s debutalbum, som godt nok var hørt, men lagt på hylden, inden redaktørens milde, men bestemte øjne signalerede, at bemeldte medium skulle graves frem igen.

Kunstner
Titel
Slave To The Empire
Label
Distributør
Karakter
4

Dokken uden Dokken er ikke umiddelbart lige det, der får en til at bryde ud i jubelbrøl. Og T&N er lige præcis Dokken uden Dokken. Der er nemlig tale om et band bestående af George Lynch, Jeff Pilson og Mick Brown, som alle var med i bandet Dokken sammen med Don Dokken i storhedstiden i 80’erne. Mick Brown er for den sags skyld stadig med i Dokken i den konstellation af bandet, der fortsætter i dette årtusinde.

’Slave To The Empire’ er T&N’s debutalbum og består af otte nye sange og fire genindspilninger af gamle Dokken-hits. Umiddelbart troede jeg i den forbindelse, at T&N nok stor for ’Then and Now’, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at bandet er opkaldt efter Dokken-sangen ’Tooth And Nail’. Bandet måtte dog opgive navnet ’Tooth and Nail’, da det var optaget til anden side.

Med hensyn til de fire genindspilninger af gamle Dokken-hits, så har T&N valgt at hente fire gæstesangere ind til at fortolke dem. Det drejer sig om Doug Pinnick (Kings X) ('Tooth And Nail'), Robert Mason (Warrant) ('It’s Not Love'), Sebastian Bach (ex. Skid Row) ('Alone Again') og Tim ‘Ripper’ Owens (ex Judas Priest m.fl.) ('Kiss of Death').

I den forbindelse skal det fra denne anmelder lyde, at de nye versioner med Doug Pinnick og Tim ’Ripper’ Owens (i særdeleshed) i den grad giver originalerne kamp til håret. Og Sebastian Bach leverer sådan set også en overraskende fin præstation.

For så vidt de nye sange, så spiller Dokken-trommeslageren Mick Brown ikke på dem alle, hvor han i stedet afløses af Brian Tichy (Whitesnake m,fl.). På de nye kompositioner er det bassist Jeff Pilson, der synger leadvokal, og det gør han faktisk overraskende godt. Jeff Pilsons vokal lyder til tider lidt som vores egen Mike Tramp - men jeg vil dog til hver en tid foretrække Jeff Pilson.

"Men hvad så med kompositionerne?", kunne den krævende læser så spørge, og her må anmelderen så udbryde, at er man til amerikansk 80'er-/90’er-hard rock/metal, så tror han ikke, at man bliver skuffet.

Endelig skal det understreges, at uanset hvilke præferencer man måtte have, så er det et faktum, at George Lynch spiller helt forrygende guitar – og det gør sig også gældende på dette album.

Efter sigende skulle T&N allerede have indspillet endnu et album med gæstesangere til udgivelse i dette år. Det ser vi så frem til. Men indtil da burde ’Slave To The Empire’ være noget for fans af 80’er- og 90’er-hard rock af amerikansk aftapning, som naturligvis Dokken, men også Damn Yankees, Van Halen, Mr. Big osv.