Doktor fræs fra Stockholm
Populær
Stockholmerdrengene Dr. Living Dead får på bandets tredje album fyret en masse energi og entusiasme af. Det kan dog ikke hive ’Crush the Sublime Gods’ glat i mål. Albummet fremstår som en noget ujævn affære.
2. Crush The Sublime Gods (4:41)
3. TEAMxDEADx (2:44)
4. Eternal Darkness Of The Fucked Up Mind (3:24)
5. Buck$ (2:22)
6. Civilized To Death (3:58)
7. Another Life (3:03)
8. Force Fed (5:29)
9. Scanners (3:14)
10. Salvation (3:10)
11. No Way Out (2:57)
12. Triggerkiller (3:03)
13. Wake Up…Join The Dead! (6:05)
Hvis en og anden ikke lige skulle kunne huske, hvem Dr. Living Dead er, så er det de svenske thrashere, der optræder med papmachekranier og bandanaer. Det giver således nok en forventning om, at bandet har en forkærlighed for Suicidal Tendencies, og det er da også helt åbenbart, at meget af bandets inspiration er hentet derfra.
Man kan mene meget om Dr. Living Deads image, men sådan er det altså, og der er heldigvis vide rammer inden for metalgenren, når bare musikken holder. Det gør den dog desværre kun delvist hos Dr. Living Dead. Faktisk er det noget af en rutsjebanetur at komme gennem ’Crush the Sublime Gods’. Der er en masse højdepunkter, men der er så sandelig også mange kedelige nedslag.
Lidt forsigtigt i gang
Albummet begynder med en noget forslidt intro i form af ’Final Broadcast’ men en masse radiosnakkesekvenser med politisirener m.v., inden der sættes i gang med titelnummeret, der begynder med et helt ok riff, der går over i et sangstykke, der minder en del om Death Angel. Og her er vi så allerede ved albummets svaghed, men også er det, der gør det lidt sjovt at høre det – det giver nemlig en lyst til at finde musik og videoer frem med en masse af Dr. Living Deads inspirationskilder som Death Angel, Anthrax, Suicidal Tendencies, Overkill m.fl.
Anden rigtige sang ’TeamxDeadx’ sparker en smule hårdere i gang, idet den stadig trækker på inspiration fra Death Angel, ligesom Anthrax her dukker op.
Højdepunkterne melder sig midtvejs
Det er dog først med albummets sjette sang, ’Civilized To Death’, at Dr. Living Dead får kørt kanonerne helt i stilling. På denne sang bliver der trykket på aftrækkeren i bedste Slayer-stil. Det er hårdt, hurtigt og hidsigt.
Desværre falder bandet straks efter dette højdepunkt i et hul med ’Another Life’, der vækker minder om 80’er-metal med diverse semi-professionelle eurobands.
Straks derefter er vi så igen i skyerne med ’Force Fed’, der har en smule Megadeth over sig. Det går også godt med efterfølgeren ’Scanners’, hvor vi befinder os i ”Anthrax-land”, men så er det godt nok også ved at være slut for denne gang.
Af en eller anden grund finder bandet, at det er en god idé at spille et instrumentalt guitarnummer. Det kunne naturligvis eventuelt falde godt ud, men at vælge en melodi hvor guitaren lyder som en Scorpions-sang, hvor man begynder at vente på, at Klaus Meine pludselig vil begynde at synge, er måske ikke optimalt på et thrash/crossover-album.
Uheldigt stilskifte
Bedre bliver det så desværre slet ikke i ’No Way Out’, hvor vi er tilbage i startfirserne. Ja, faktisk lyder sangen som noget punk-pop-metal, Girlschool kunne have indspillet. Mærkeligt!
Vi bliver spist af med endnu et instrumentalnummer og en slutsang, hvor doom metal blandes med thrash. Det er lidt mærkeligt.
Dr. Living Dead har fine takter. Men bandets crossoverstil, der blander thrash, punk, traditionel metal og pop-punk-metal er en lidt for blandet sag.