Dragejægerens Krønike - del 2
Populær
Devilutionskribent Molin leder videre efter power metallens sande nedkæmpere af drager, og er derfor taget til Tyskland for at overvære Xandria og Freedom Call dyste på turneringsvis.
Efter et opmuntrende møde med Tjekkiets fornemste udøvere af dragejægerkunsten, drog jeg i rask og utroligt mandigt trav til Europas powermetalhjerte, det smukke Tyskland, hvor en potentielt neglebindende spændingsfyldt gladiatortvekamp mellem Xandria og Freedom Call skulle udfolde sig. Begge erfarne kæmpere, der dog benyttede meget forskellige kampteknikker i mødet med de bevingede monstre, og dermed var scenen sat til en klassisk duel: 2 bands – 2 drager og masser af pompøse finter.
Freedom Call vs. Bæst
Som de mest erfarne med hele seks tidligere forsøg på at nedlægge et eventyrbæst, lagde Freedom Call ud og stormede frem mod dyret midt i arenaens støv. Og kampen var ikke mange sekunder gammel, før publikum brød ud i jubel – denne kvartet viste at eftertænksomme og fintede elverfinter ikke nødvendigvis har sin ret, hvis man vil overvinde sin ildbøvsende modstander.
To ting skal der til: Stærke melodiske muskler, som venner og fjender kan synge med på, og så skal hugges og stikkes med de spidse klinger, når dragen deltagende som deltager i udyrs-nedbrydende fællessang er svækket – og der skal stødes dybt med heftige riffs og ditto skæl-afhøvlende soloer. Ja, jeg tøvede ej en kende med forventningsfuldt at glæde mig over, at sandet kun ville løbe kort tid gennem timeglasset, før den sejrende part var fundet - og at drage såvel som Xandria nok måtte bide i det velsmagende og blodstænkede græs.
Men jeg blev både visere – og fik en næse længere end Pinocchio som nar ved kongens hof. For just som der absolut ikke var nogen tvivl i min sind om, at Freedom Call ville triumfere og nedlægge det ækle skællede væsen, begik kvartetten samme grusom og historisk fejl, som også fældede dem i sidste store kamp, slaget der blev døbt: 'Legend of the Shadowking' tilbage i 2012 – de gik over til tumpet og gumpetung hard rock! Og det trick end ikke et babynaivt uhyre for. I løbet af få sekunder vendte billedet, og selvom dragen i perioder var trængt, kunne Freedom Call på ingen måde true den for alvor, al den stund at de nægtede at gå helhjertet ind i power metallen.
Xandria vs. Bæst
Nu blev det således Xandrias tur, og de greb sagen og deres dragenedlægning ganske anderledes med en teknik, der først sent i power metallens historie har vundet indpas og pøblens fulde accept. Midt i arenaen – lige over for den skællede modkombattant – opstillede den med fem-udgivelser kompetente kvintet deres skønsangsudgydende skønjomfru Manuela Kraller i håb om, at hendes fine krystallysekroneklare vokal kunne grovforføre væsenet.
Et modigt udspil og jomfru Kraller skulle straks vise sig, at kunne hypnotisere både publikum og modstander længe nok til, at sidst og førstnævnte blev ukampdygtig i lange perioder af dysten. Men drager kan ikke dysses til ro, de hviler mindre end elvere i en frisørsalon, og den sandhed knækkede uendeligt langsomt men effektivt Xandria.
Gang på gang angreb de, med dystre riffs, lange keyboardflader, og masser af udholdende i lange hymner og kort sagt med hele pivtøjet. Og kun med det ene skuffende resultat, at dragen kedede sig og kunne svare igen på de talrige tandløse udfald mod den – alt for let kunne et enkelt brøl slå det hele tilbage, fordi Krallers vokal var smuk, men ufarlig og uden for alvor betagende melodier.
Overdommerens endelige afgørelse
Således endte kampen i arenaens støv altså ganske skuffende uden drab, og point var den eneste mulighed for mig som dragejægerekspert og overdommer at afgøre kampen – en svær opgave, men efter grundige overvejelser, løb Freedom Call med en marginal sejr, fordi de trods alt i perioder trængte dragen op i en krog med velpoleret og knivskarp power metal.
Point: Xandria 2 – Freedom Call 3