En rodet omgang

Eluveitie-Ategnatos-01-500x500

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

Kunstner
Titel
Ategnatos
Dato
05-04-2019
Trackliste
1. Ategnatos
2. Ancus
3. Deathwalker
4. Black Water Dawn
5. A Cry In The Wilderness
6. The Raven Hill
7. The Silvern Glow
8. Ambiramus
9. Mine Is The Fury
10. The Slumber
11. Worship
12. Trinoxtion
13. Threefold Death
14. Breathe
15. Rebirth
16. Eclipse
Karakter
2

Eluveitie er klar med bandets ottende album, 'Ategnatos'. Det er deres første elektriske album efter en større udskiftning af medlemmer i 2016, hvor blandt andet den kvindelige vokalist Anna Murphy forlod bandet til fordel for Cellar Darling og blev erstattet af Fabienne Erni.

Bandet fortsætter stilen med en blanding af melodisk dødsmetal og folkemusik. Lige da albummet går i gang, kan man dog for et øjeblik komme i tvivl.

Første sang – titelsangen – sætter i gang med en fortæller, der vækker mindelse om noget centraleuropæisk power metal i stil med Rhapsody of Fire. Men bandets stifter Chrigel Glanzmann tager hurtigt over og growler og råber sig gennem en typisk Eluveitie-sang, hvor trommer og bas dundrer af sted akkompagneret guitar og fløjter samt Fabrienne Erni på et kor, der ligger noget lavt i mixet.

">

I det hele taget er det ikke så meget plads, Erni får på albummet. Kun i sangene ’Ambiramus’ og ’Breathe’ samt i afslutningssangen ’Elipse’, hvor hun synger solo uden instrumentering, får hun rigtigt lov til at træde i karakter i den vokale forgrund. Herudover deltager hun i duet med Glanzmann på sangen ’The Slumber’. ’Ambiramus’ er tilsyneladende den sidste sang, som blev skrevet til albummet, og det virker som et forsøg på at finde en sang, der kan få lidt airplay. Det er albummets lettest tilgængelige sang, og med en spilletid på under tre minutter er den designet til playlister på rockradiostationer.

">

For mange og for korte sange
Fire sange med Erni i den vokale front virker måske ikke som få, men det skal også tages ud af et album med hele 16 sange på 60 minutter. De mange sange er et af albummets svagheder. Selv om tre af dem alene har karakter af korte intermezzoer, er der for mange sange på albummet. Albummet er ellers ikke for langt, men man vil alt for meget i de ret korte sange. Alle sangene er teksttunge med meget vokal. Der skal naturligvis være en masse metal også, men samtidig skal der jo også være plads til de traditionelle instrumenter i form af fløjter, hurdy-gurdy, violin og sækkepiber. Det resulterer alt for ofte i, at sangene hugges op og skifter mellem mange sekvenser på ganske kort tid, og det fjerner det naturlige flow i sangene og givet et rodet indtryk. Man har helt åbenbart svært ved at få bandets mange medlemmer og instrumenter til at fungere sideløbende, sånogle gange stopper sangene nærmest midt i det hele, inden et nyt og helt anderledes stykke igangsættes.

Der er fine passager, hvor hele baduljen brager af sted samtidigt. Det er især i de stykker, hvor de to vokalister undtagelsesvis holder mund og lader musikken spille. Færre og længere sange ville kunne have givet bedre plads til disse musikalske sekvenser med de elektriske over for de traditionelle instrumenter.

Et af de hæderlige eksempler på, at det kan lykkes med denne sammenblanding, er sangen ’Rebirth’. Den udkom allerede på single for over et år siden, men er bestemt et af albummets mest vellykkede numre.

">

For meget fyld
Albummet er præget af ganske meget fyld i form af fortæller og sekvenser med regn, vind, skrigende ravne, marcherende horder m.v. Der er tilsyneladende tale om et eller andet gennemgående koncept, men det fortaber sig i uvisheden, hvilket ikke mindst påvirkes af, at sangene afsynges på en blanding af engelsk og keltisk. I længden trættes man af alt det treatralske fyld.

Som lytter står man tilbage med et produkt, der virker rodet og forvirrende. Det er ikke helt skævt, men heller ikke specielt godt.

Måske er Eluveitie alligevel ikke et godt metalband, der har åbnet for en ny stil med inkorporering af traditionel folkemusik? Måske er det bare et middelmådigt metalband, der scorer billige point på at blande keltisk mytologi og middelalderinstrumenter med ikke særligt original metal?