En åbenbaring fra 'Lille Lizzy'
Populær
Black Star Riders løfter på fornemste vis arven efter Thin Lizzy. Der er respektfulde referencer specielt til 'Black Rose'-epoken, og Lars Schmidt elsker det!
2. Bound For Glory
3. Kingdom Of The Lost
4. Bloodshot
5. Kissin' The Ground
6. Hey Judas
7. Hoodoo Voodoo
8. Valley Of The Stones
9. Someday Salvation
10. Before The War
11. Blues Ain't So Bad
12. Right To Be Wrong (Bonus)
Det kunne gå begge veje med det her album.
Enten ville det være et meningsløst rip-off med totalt voldbollede klicheer. Eller også ville det være det, som det heldigvis er:
Et album lavet med respekt og med hjertet - med tydelige referencer til det, som Thin Lizzy stod for i 1970'erne: Keltisk inspireret powerrock båret oppe af stærke tekster, gode melodier og fantastisk guitarspil - og ikke mindst kendetegnet: guitarharmonierne.
Heldigvis er Black Star Riders' debutalbum 'All Hell Breaks Loose' noget af en åbenbaring.
Fra Thin Lizzy til Black Star Riders
For nytilkomne må bandet og projektet lige præsenteres: Black Star Riders hed indtil for ikke så længe siden Thin Lizzy.
Ankermand var Lizzy-guitarist Scott Gorham, bakket op af Lizzys originale trommeslager, Brian Downey, og Lizzy-keyboardmand Darren Wharton. Med på bas var Marco Mendoza og på leadguitar Damon Johnson. Dette kompetente hold, som senest i juli 2012 besøgte Danmark og gjorde fornem reklame for sig selv, har i de sidste to år pønset på at udgive et album i Thin Lizzys navn, fordi man med stort held havde skrevet et par håndfulde numre, man var ovenud tilfredse med.
Men, men, men: Det var jo reelt ikke Thin Lizzy, der var tale om, blev man lykkeligvis enige om.
Der manglende ligesom the main man: Philip Lynott, bassist, sanger, sangskriver, frontmand, der døde i januar 1986. Og derfor besluttede man at lave et nyt band, og så smuttede både Downey og Wharton. Ikke fordi de ikke stemte for projektet, men fordi de ikke ønskede at turnere så heftigt, som der var lagt op til.
Da det nye hold var sat, tog man så et par uger over Atlanten til producer Kevin Shirley (Iron Maiden, Joe Bonamassa, Black Country Communion m.m.fl.) og fik numrene i kassen. Og vupti: den fine åbenbaring fra 'Lille Lizzy', 'All Hell Breaks Loose'.
Et par åbenlyse mangler
Denne anmelder har haft Thin Lizzy som favoritband siden de glade dage med 'Whiskey In The Jar' i starten af 1970'erne. Og denne anmelder er, som det nok er gået op for selv den mest tungnemme, yderst lettet over udfaldet. For Black Star Riders er lige dele Thin Lizzy og lige dele sit helt eget band med sit helt eget udtryk.
Et par minusser - eller måske rettere: åbenlyse mangler - er der bestemt. Vi mangler Lynott og Downey.
Trommeslager DeGrasso slår igennem og gør det fint, men han har ikke Downeys shuffle-swing. Det er der ingen, der har.
Sanger Ricky Warwick får topkarakter for sin indsats, som både falder fint i tråd med det, han op gennem 1990'erne lavede med sit eget band, The Almighty, og med den arv, han så fint og naturligt løfter efter Lynott og Lizzy.
Warwick er 'The Rocker'
Langhåret, overtatoveret og klædt i denim er han indbegrebet af det, som Lynott kaldte 'The Rocker', og den gamle ville have været noget så stolt af Warwick - helt sin egen og alligevel formet i Lynotts billede.
Utroligt stærke tekster leverer Belfast-sønnen Warwick, og det er det, der gør forskellen. Det, der gør Black Star Riders så autentisk.
Det er ikke et hidsigt rockband med et par guitar-shreddere, der strør om sig med harmonisoloerne. Nej, det er et band, med sange, med noget på hjerte og med en sanger og tekstforfatter, der bestemt nærmer sig Lynotts niveau.
Hør blot hyldesten til Irland/Nordirland, 'Kingdom of the Lost', som er så gennemført netop på grund af teksten.
Kærlighedssangen 'Hey Judas', som er anmelderens absolutte favorit på albummet, får alt, hvad den kan trække tekstmæssigt. For fruentimmeret behandler ikke vores helt særlig godt. Men han elsker hende sgu alligevel: "I still love you, Judas, after everything you've done. I still trust you, Judas, like I never trusted in no one". En reference til Lizzy-klassikeren 'Still In Love With You' og så en meget ærlig tekst om, at selv om ens elskede er en dum røvbanan, så elsker man hende altså alligevel. Selv om hun er en Judas, en forræder mod forholdet.
Bogstavrimene, ordbillederne, metaforerne, ja, det er ikke blot fornemt gennemført. Det er lige til at relatere sig til, og det var præcis det, som Lynott var så ufatteligt dygtig til. Og det er derfor, Black Star Riders holder hele vejen. Det er autentisk hele vejen igennem, og i Ricky Warwick har vi en genfødt rockstjerne, der i dén grad skaber det her band, teksterne og sangen i sit eget navn. Wauv!
Og så må det altså lige nævnes, at det jo er en sand fornøjelse at høre gamle Scott Gorham live op på spaden, og det gør han jo også takket være stærkt med- og modspil fra Damon Johnson, der i anmelderens øren rangerer oppe blandt de bedste Lizzy-guitarister (ja, Brian Robertson og Gary Moore).
Selve albummet
'Bound For Glory' kunne lige så godt have været med på Lizzys stærkeste studiealbum, 'Black Rose (A Rock Legend)' fra 1979. Energien, frækheden, teksten og drivet er der bare. Man tænker straks 'Got To Give It Up' og 'Toughest Street In Town'. 'Kingdom Of The Lost' følger trop som en værdig efterfølger til 'Black Rose's hyldest til Irland. 'Kissin' The Ground' har samme energi, 'Hoodoo Voodoo' lige så.
'Valley Of The Stones' er der fuld knald på, et nummer, som fint rammer den sultne flabethed og lethed, Thin Lizzy havde over sig i 1970'erne. Titelnummeret holder samme niveau med sin skarpe hookline og det stærke guitarspil.
Den dystre antikrigshymne 'Before The War' har en stærk tekst, et omkvæd, der sidder fast og en fin enkelthed i det bærende riff. 'Someday Salvation' skiller sig ud og lyder nærmest som et eller andet, Diana Ross & The Supremes kunne have lavet, var de iført lædertøj, cowboystøvler, nittebælter og et par distortede Gibson Les Paul-guitarer.
Afslutningsnummeret, det tunge 'Blues Ain't So Bad', er stemningsmættet, tilbagelænet og superfedt. Bonustracket 'Right To Be Wrong' fræser derudad - med endnu en tekstmæssig reference, for Warwick synger om at være 'alive and dangerous'. Sådan et lidt halvpunket og simpelt nummer, som igen leder tanker, minder og følelser hen på epoken med 'Black Rose', der blev skabt, da punken var ved at svede af.
Denne Lizzy-worshippende anmelder håber noget så inderligt, at Black Star Riders fortsætter med at lave plader. Og at bandet kommer til Danmark.
Har du billet til årets Sweden Rock Festival, kan du jo heldigvis opleve Black Star Riders dér. Hvis ikke, så kan du da i hvert fald få stor fornøjelse ud af et album, der på fornemste vis - uden at være søgt - agter og ærer mindet om Thin Lizzy, som Thin Lizzy var, dengang før de sorte skyer trak op, og solen gik ned.