En stærkmand-ding!

En stærkmand-ding!

Soil har begået en udgivelse, der indeholder meget styrke, men ikke så meget musikalsk retning.

Kunstner
Titel
Whole
Dato
18-08-2013
Trackliste
1. Loaded Gun
2. The Hate Song
3. Ugly
4. Way Gone
5. Psychopath
6. Shine On
7. Wake Up
8. Amalgamation
9. My Time
10. Little Liar
11. One Love
Forfatter
Karakter
3

En af mine underholdende facebookvenner har fundet på et godt navn til en særlig forlystelse på markedspladser. Dén der, hvor man med slag fra en træhammer kan bevise sin svimlende og overmenneskelige styrke, ved at få en lille jernslæde til at fare op ad en skinne og få en klokke til at sige ”ding!”. Navnet er selvfølgelig en ”stærkmand-ding”. Grunden til at det kommer på bane i en anmeldelse 'Whole' – Soils nye album – er selvfølgelig, at det er lige præcist, hvad den seneste udgivelse fra bandet er.

Udtrykket på pladen er virkelig tungt og kraftfuldt og man er ikke i tvivl om, at der musikalsk bliver lagt arm, slået med hamre og løftet på tyrekalve, og det er ganske underholdende alt sammen. I øvrigt er Ryan McCombs (Drowning Pool) tilbage i bandet igen efter ni års fravær, og hans maskuline vokal er bestemt med til at give dette indtryk, men derudover er det i høj grad selve produktionen, der oser af vilje til at gå til stålet. Dét i en grad, så det næsten bliver for meget. For villet, med andre ord.

Og hvorfor så det? Jo, nogle vil måske kunne huske bandets nok største hit 'Halo' fra 2001 – i øvrigt med den gode McCombs som sanger. Der var der også tale om overarmsmusik, men det var faktisk også et meget veldrejet og enkel sang. Og det er det sidste, man mangler på 'Whole' til at give alle kraftanstrengelserne retning. Godt nok er sangene 'Ugly' og 'Shine On' nogle gode nogen af slagsen, men den skiller sig også ud, for albummet mangler generelt stærke melodier og riffs. Idétørken ligger lige under overfladen og mangler man eksempler på dette, kan man bare lægge øre til 'Way Gone', der med et åndssvagt disco-offbeat i verset bestemt lyder af et band, der har gravet dybt efter inspirationen.

Så der står man så som lytter: Med en plade, der er på den ene side er bemærkelsesværdigt potent og kraftfuld i al sin velproducerethed, men som ikke kommer i nærheden af fordums sangskriverkunst. Den er med andre ord god til øl og festligheder, men bliver trættende hjemme i stuen. En stærkmand-ding, med andre ord.