En tung byrde

Populær
En tung byrde

Last in Line er en samling musikere, som tidligere har spillet med Dio. De kommer ikke vildt nok fra start.

Kunstner
Titel
Heavy Crown
Dato
20-02-2016
Trackliste
1. Devil In Me
2. Martyr
3. Starmaker
4. Burn This House Down
5. I Am Revolution
6. Blame It On Me
7. In Flames
8. Already Dead
9. Curse The Day
10. Orange Glow
11. Heavy Crown
12. The Sickness
Forfatter
Karakter
3

Dio er død – det er 5½ år, siden Ronnie James Dio gik bort, og for mange efterlod et hul på heavy rock-scenen, fordi han om nogen havde stemmen, der var med til definere genren. Men da han gik bort, efterlod han flere backingmusikere, som enten har haft lidt svært ved at komme videre, eller som har haft brug for at videreføre hans arv. Vi vælger at håbe på det gode og tro på det sidste.

Last in Line udgøres af blandt andet af Vivian Campbell, Vinnie Appice og netop afdøde Jimmy Bain, som var med på blandt andet Dios ’Holy Diver’ fra 1983, og som bandnavnet måske antyder, eftersom det også er titlen på 1984-udgivelsen, startede som et tribute-band til den lille amerikaner, der efter sigende indførte det djævelske håndtegn i heavyrock. Men efter at have turneret med det materiale i nogle år har Last in Line altså valgt at udgive eget materiale.

Et forståeligt, men også farligt projekt, når man nu er startet som et cover-band. For ja, de vil blive sammenlignet med deres legendariske udgangspunkt.

Derefter er det et klog træk at vælge Andrew Freeman som forsanger, eftersom han IKKE lyder som Dio. Faktisk overhovedet ikke, da han er langt mere rå og beskidt. Og da Last in Line samtidig tager mere udgangspunkt i halvfjerdserrocken end pladen, de er opkaldt efter, er det ikke Dios soloplader, der dukker op som primær reference, men derimod hans tid i Rainbow (der må siges at være lige så vigtig).

Men hvis man skal give Last In Line lov til et øjeblik at træde ud af skyggen, står de bag et solidt udspil, hvor sangskrivningen såvel som det tekniske niveau er af den forventeligt høje kvalitet. Det er desværre også en ufarlig omgang, hvor der savnes mod til at være andet end et opkog af tidligere tiders storhed. På trods af at Vivian Campbell får lov til at vise, hvilken fremragende guitarist han er, og at virkelig slynger om sig med fede riffs og soloer, er det generelt for mageligt. Der savnes, at de vil mere end bare spille sammen og skrive sange nok til et album. Der savnes vildskab, blod på tanden, oprørske tanker og ikke mindst en mindre tilbagelænet tilgang til musikken.