En velspillet knytnæve

En velspillet knytnæve

På deres tredje studiealbum balancerer koncertaktuelle Gallows på en velspillet skarp knivspids af politisk vrede og festlige opstandsmelodier.

Kunstner
Titel
Gallows
Dato
10-09-2012
Label
Distributør
Genre
Karakter
4

Af alle de koncerter, denne skribent siden '97 har oplevet på Roskilde Festival, står Gallows' hedonistiske festhymne af et nattebrag fra 2010 som en af de absolut bedste. På et tidspunkt på festivalen, hvor ens drikkelyst var på det sølleste, og hver tår kun fik én til at miste overblikket over festivalen endnu mere, formåede Gallows at give én et tiltrængt spark i røven af oprigtig rockrevolte. Musikken og spillelysten fik hevet én op ved nosserne, som det britiske hardcore-akt forvandlede Odeon fra en kold, mørk klat til en skueplads for mørk, kaotisk skønhed.

Selv for en forholdsvis newbie i punk- og hardcore-genrerne ramte Gallows her solidt plet.

Krasbørstig sviner

Nu er den britiske kvintet her så med deres første studiealbum siden deres besøg på Roskilde og selvom denne nye, selvbetitlede studieudgivelse til tider tilsidesætter en ellers suveræn musikalsk vrede til fordel for øjeblikke, som lægger sig mere op ad hardcore-genrens typisk opildnede feststemning, end godt egentlig er, så er 'Gallows' stadigvæk en krasbørstig sviner af et socialt bevidst og hårdt punkalbum med skaller til en dum og kynisk verden, der i bandets øjne ligger, som den selv har redt.

De hårde, kyniske skaller skinner igennem allerede fra start af med åbningstrioen 'Victim Culture', 'Everybody Loves You (When You're Dead)' og 'Last June'. Her bliver der galdet og rocket i ét væk med en så stærk, medrivende kraft, at det virkelig er svært ikke at hive næven op af sine dovne lommer og blive påvirket af vreden. Mens den forrige plade, 'Grey Britain' (2009), angiveligt var en konceptplade, er det nye udspil i stedet koncentreret om hver enkelt skæring, der alle som én starter og slutter med samme enormt høje puls. Konceptet på den nye plade er det konceptløse, og deri ligger i sig selv et anarkistisk mål om en verden i brudstykker frem for en helhed.

Stærke melodier

Hvad angår pladens sange, så er det dog alt andet end halvhjertede forsøg, Gallows bevæger sig ud i. Helheden er dominerende, og det på trods af, at medstifteren af bandet, Frank Carter, sidste år blev udskiftet med Wade MacNeil, der af nogle måske genkendes fra canadiske Black Lungs eller det snart hedegangne Alexisonfire. MacNeil passer ind, som havde han altid været en del af bandet. Under koncerten på Roskilde, var det i høj grad Frank Carter, der imponerende denne skribent, så allerede ved meldingen om hans afsked med bandet, var det egentlig med lidt blandede fornøjelser, at man begyndte at lytte til den nye plade. Den bekymring kunne man godt have været foruden.

Pladens elleve numre er overstået på omkring 32 minutter og det er virkelig ikke meget sejt, senet kød, der er på svinet hér. Lortet er mørt stort set hele pladen igennem. Der er dog et nummer som 'Outsider Art', der på én gang bliver både for patetisk indfølt og alt for party. Overordnet set er det nummer dog ikke repræsentativ for pladens samlede udtryk.

Kommende koncert i Lille Vega

Siden deres koncert på Roskilde Festival har den karismatiske Frank Carter som nævnt forladt Gallows. Han havde angiveligt andre visioner med den nye plade end resten af bandet. Om det har været politiske eller kunstneriske visioner, skal det ikke kunne siges. For mange Gallows-tilhængere er tabet af Carter på niveau med det katastrofale, hvilket den nye plade altså dog heldigvis ikke lader sig mærke meget med. Tværtimod, skulle man hellere sige: Gallows anno 2012 har noget at bevise, og det er de tydeligvis selv klar over med pladen her. De pisser til både højre og venstre med musikalske stød, der for det meste af tiden får lytteren til at skråle begejstret med.

Om det også stadigvæk er tilfældet i live-regi uden Carter, kan man selv finde ud af i Lille Vega i København søndag d. 23. september, hvor Gallows altså har noget at leve op til. Der er stadig billetter at få til koncerten, som nemt kan gå hen og blive en hidsigt vedkommende fest af en koncert. Devilution vil uden tvivl være på pletten.

Se videoen til pladens "Last June" hér: