Ep'sk doom
Populær
Det engelske doomband Solstice forsøger et comeback med ep’en ’Death’s Crown is Victory’.
2. I Am the Hunter
3. Death's Crown Is Victory
4. Aequinoctium II
Solstice er efterhånden et band med en del år på bagen. Bandet indspillede debutalbummet ’Lamentations’ i 1994 og fulgte op med ’New Dark Age’ i 1998. Herefter er der imidlertid ikke sket meget på udgivelsesfronten. Bandet indstillede aktiviteterne i 2002 men vendte så tilbage i 2011.
Bandet forsøger sig så nu med et comeback. Men med udgivelsen af en ep med kun fire sange, hvoraf der er to instrumentalnumre, synes forsøget at være lidt halvhjertet.
Solstice spiller såmænd en udmærket doom uden dog at være prangende. Faktisk er de bedst i de to instrumentalnumre, hvor samspillet mellem guitar, bas og trommer fungerer udmærket i en omgang lavmælt og lidt folkinspireret doom.
Når der kommer sang på, bliver det hele desværre en smule kritisabelt. Sanger Paul Thomas Kearns har kun været med i den gendannede version af Solstice, og han beviser ikke rigtigt, hvorfor det lige netop var ham, der skulle have tjansen bag mikrofonen. Kearns synger med ren vokal og det er således ok, men han er bestemt ikke nogen Messiah Marcolin. Det virker dog netop, som om det netop er Marcolin, som Kearns forsøger at synge som. Det slipper han ikke heldigt fra. Det mest irriterende ved Kearns er dog, at han hverken lyder farlig, engageret, grim, ond eller overgearet. Han lyder bare træt og træls. Det gør, at det hele bliver lidt anstrengende at lytte til, og det skygger for musikken, som egentlig ellers ikke er så ringe.
Det er lidt skuffende, at et gammelt, erfarent doomband ikke kan komme op med noget bedre end denne ep efter så mange års fravær.