Far kan være stolt
Populær
Stifteren af Headspace har generne i orden som søn af Yes-keyboardspiller Rick Wakeman. Arv og miljø har sikret en lille progressiv perle.
Bandet er skabt som bands blev skabt i teenage-årene: blot nogle venner som mødes for at hygge sig med musik. Medlemmerne i Headspace fandt dog hurtigt ud af, at de ikke kunne benægte rødderne; resultatet blev en vandring ud ad den progressive sti .
Når man samler keyboardspiller Adam Wakeman (også i Ozzy Osbournes band), hvis far er Rick Wakeman fra Yes, og sanger Damian Wilson fra Threshold, så er det svært at holde de progressive tendenser væk. Og med Lee Pomeroy, som har spillet for It Bites og sågar i Take Thats band, så er bassist-rollen også effektivt indtaget. Guitaren spilles af Pete Rinaldi, som også er en del af Hot Leg, mens trommerne varetages af Richard Brook, der som sessionsmusiker har spillet med Hall & Oates, Rick Wakeman, Avril Lavigne og mange flere. Altså en ganske habil samling af musikere!
Men kan de så lave god musik, som ikke flyder bort i "hør mig - hør mig"-sekvenser? Så absolut, for albummet er flot fokuseret på sangene, og hvad der er bedst for dem. Men det betyder heller ikke at den progressive genres dyder og overraskelser er gemt væk, for detaljer er der masser af, og vers-omkvæd-vers-omkvæd-strukturen er ikke i højsædet.
Adam og Damian var hovedmændene i dannelsen af Headspace, hvorfor det måske også er naturligt, at både keyboardet og vokalen har fået så meget plads. Men Adam spiller også nogle virkeligt fede ting på keyboardet og Damian gør som altid et godt arbejde på vokalen. Skulle man være et skarn og efterspørge noget i hans vokal, så måtte der godt være blevet plads til en lidt mere dunkel og mørk tone af og til - og med de toner han lirer af sted, så må den slags også være en del af hans repertoire.
Tid til lidt af hvert i sangene
Det er lange sange - 'Soldier' skiller sig ud med sine 3.44 minutter, men ellers er der intet under 8 minutter. Der lægges godt ud med 'Stalled Armageddon', der, ud over Yes og Rush-inspiration, også sender hints mod Dream Theater. I den efterfølgende sang lægger et fedt keyboard-riff ud, og det følger guitaren flot op på - det fungerer storartet på begge instrumenter. Vokalen lægger sig her op ad Bruce Dickinson i stil og rytmik, men Damians tone trækker mere på den gamle progrock-skole i sin lyd. Dermed et yderst interessant vokalmelodi-valg i verset på 'Fall of America'.
'Daddy Fucking Loves You', en noget uventet sangtitel, er et marathon af et nummer med sine 15 minutter, og her får musikken virkeligt lov til at blive progressiv. Det er som et Dream Theater-jam med fede melodier à la Event, når tracket virkelig folder sig ud i midten. Effektivt og godt.
Albummet udvikler sig hele tiden
'Invasion' viser bandet fra endnu en ny side. Den bærende basmelodi lugter lidt af Tool, men så kommer trommerne på og spiller en skæv rytme, og keyboardet kommer med sære input, og pludselig er der igen metal i de progressive toner, når sangen udvikler sig i løbet af sine 8 minutter.
Albummet er virkelig langtidsholdbart. Melodierne synker langsomt ind, og selvom der måske som nævnt savnes det lidt mørkere register i Damians stemme, så er der skam steder med utroligt tung guitar med hyletoner og andre vaskeægte metaltricks. Med de åbent udmeldte inspirationskilder i Yes og Rush, så er der naturligvis også store dele af albummet, som er mere rock end det er metal, men når de to stilarter mødes, så sker det med stil, og man finder at overgangene mellem de to stilarter er harmoniske og velkomponerede. Det er virkeligt godt håndværk.