Fin variation fra garvede svenskere

Fin variation fra garvede svenskere

Samlet et lidt jævnt materiale, men Hypocrisys nye album indeholder også et par vaskeægte perler. 

Kunstner
Titel
A Taste of Extreme Divinity
Dato
23-10-2009
Distributør
Trackliste
01. Valley Of The Damned
02. Hang Him High
03. Solar Empire
04. Weed Out The Weak
05. No Tomorrow
06. Global Domination
07. Taste The Extreme Divinity
08. Alive
09. The Quest
10. Tamed "Filled With Fear"
11. Sky Is Falling Down
12. The Sinner (bonus på digipak)
Karakter
3

Så er der nyt fra den ganske aktive hr. Peter Tägtgren i form af album nummer 11 med det band, som han stiftede tilbage i 1990. Dengang kun som guitarist men Masse Broberg forlod posten efter et par albums, og siden har der stået Tägtgren på guitar- og vokalarbejde.

Med ’The Valley of The Damned’ lægger Tägtgren, Hedlund og Horgh hårdt ud i et insisterende tempo, som alligevel levner plads til masser af melodi. Og netop melodi er blevet et Hypocrisy-trademark fra de spæde og mere brutale dage. Det er dog ikke ”Gøteborg-stilen”, men en mere stemningsfuld og atmosfærisk lyd, som til dels låner fra black metallen, hvor den nærmest hyperaktive frontmand, da også har huseret fra tid til anden.

Der er numre, der vil gå fint ind i sætlisten, når bandet skal på tour igen, men det er nok heller ikke et album, der i dets 10-års jubilæum ryger på sætlisten i sin helhed. Der har bandet albums, som har en højere klassikerstatus, og som ’A Taste of Extreme Divinity’ ikke umiddelbart vil slå.

Favoritten er for undertegnede nummeret ’Alive’ der har et intro-riff, som virkelig sparker røv og overgår de ellers fede dødsbaskere i ’Hang Him High’ og titelnummeret. Det er fedt at høre, at Peter har hevet de gamle growls frem igen, og ikke kun har smidt sin mere hysteriske vokal på, hvilket fx mest var tilfældet på bandets selvbetitlede album. Variation synes kodeordet i vokalen. Og det er godt.

Produktionen er typisk for Peter og hans The Abyss-studio. Lyden er indimellem lidt for luftig, og en lidt mere tør produktion, ville have gjort de brutale sange lidt mere brutale. Måske er det dét, som gjorde, at albummet for undertegnede i nogle lyt fuldstændig gled hen over hovedet uden at gøre sig bemærket. Først når der virkelig blev lyttet koncentreret, dukkede der gode ting op i de sange, som ellers virkede ukendte på trods af lyt nummer 7 eller 8.

Selvom albummet uden tvivl indeholder gode sager, så er mavefornemmelsen alligevel sådan, at Hypocrisy kun har lavet et lidt jævnt 11. album. Heldigvis indeholder udspillet et par sange, som bare må og skal med på bandets live-liste, og det gør derfor, at albummet bestemt ikke skal regnes som overflødigt.