Fra hysteri til flødesovs

Fra hysteri til flødesovs

Det var planlagt at skulle være mørkere og tungere, men In This Moment får også flirtet lidt med det flødepoppede og hysteriske på bandets tredje aktuelle album.

Titel
A Star-Crossed Wasteland
Dato
12-07-2010
Distributør
Trackliste
01. The Gun Show
02. Just Drive
03. The Promise
04. Standing Alone
05. A Star-Crossed Wasteland
06. Blazin'
07. The Road
08. Iron Army
09. The Last Cowboy
10. World In Flames
Karakter
3

Albumåbneren 'The Gun Show' er et fantastisk, energisk og ultra-nedstemt nummer, hvor frontkvinde Maria Brinks ekstremt hysteriske vokal passer perfekt ind i det nærmest industrial-agtige feel. Desværre skal man helt hen til 'Blazin'', før der leveres noget, der svarer lidt til.

'Just Drive' fortsætter skiven og viser bandets Killswitch Engage-inspiration, og Maria får vist at også skønne og flotte toner undslipper hendes strube. Også dette nummer har en god energi, og er ganske godkendt. Det kan desværre ikke siges om 'The Promise', hvis duetpassager med Adrian Patrick fra Otherwise er alt for pæne og kvalmende. Heldigvis har nummeret i optakten til slutningen et stykke med tætpakket energi, råb og skrig og dobbeltpedal.

'Standing Alone' byder på et af albummets problemer. De alt for pæne omkvæd, som hiver energi ud og trækker fokus væk fra det tunge og mørke, som bandet har udtalt skulle være i højsædet. Bedre går det ikke med titelnummeret, som går ballade-retningen og keder bravt.

Som antydet så er der gang i 'Blazin''. Et lækker stoner-rock-groove og masser af hyletoner på guitarriffet, som var Zakk Wylde ombord på skibet. Vokalen holder sig primært i det råbende, lettere hysteriske toneleje, som Maria gør så godt.

Masser af fede idéer men for meget fløde.


Den efterfølgende sang 'The Road' har alt for meget flødepop, men et ganske vellykket vers, hvor en fed vokalmelodi lægger sig over nogle ganske interessante trommerytmer. I slutningen byder trommerne igen på en sej detalje, når rytmen vendes over et typisk metalriff. Idéen lyder lånt fra en Dream Theater-sang, men det gør den ikke dårligere her, og den slags kan næppe patenteres alligevel.

'Iron Army' byder på albummets sidste regulære nummer, for de to numre, der runder skiven af, er frygtelige tørre stykker med alt for meget sovs. Selvom melodierne også flyder poppet på overfladen af 'Iron Army', så er der fed energi, og herlige råb fra Maria.

Det er blevet et meget alsidigt album fra amerikanerne, og det er desværre albummets hæmsko. For gruppen viser, at de kan skrive tons-tungt materiale, og endda bløde det op med melodi fra vokal, guitarer, keyboards en masse uden at miste energien og den metalliske tiltrækningskraft. Men de går altså for langt med flødepoppen og kvalmende elementer indimellem. Og derfor munder de få rigtigt stærke sange, og de adskillige rigtigt stærke passager ud i en karakter, der skal antyde splittelsen mellem det gode og det dårlige.

Se videoen til albummets bedste sang: