Gode sange savner live-energien
Populær
Chainfists debutalbum rummer gode takter, men der er også visse elementer, som kunne have været fulgt bedre til dørs.
2. Edge of the World
3. Evolution
4. Be a Man
5. Have you Ever
6. Stay
7. In Your Face
8. Show Me
9. Clown
10. Carpe Diem
11. Black Out
12. SHCHWH
Chainfist benyttede dette sites jule-ferie til at sende os bandets debutskive, der ellers udkom tilbage i efteråret 2010. Men det var nu ganske passende, når 2011's første nyhedsbrev også indeholder en live-anmeldelse af bandet.
Det er i live-versionen at gruppen har sin største styrke, og kommer live-energien med på næste album fra gutterne, så vil det sikkert blive en slagkraftig satan af en skive.
'Black Out Sunday' har desværre sine mangler pga. en ofte sjusket indsunget vokal. Der er masser af steder, der viser, at Jackies stemme - uden at være den største stemme i verden - sagtens kan bruges. Men der er bare andre passager, hvor man sidder tilbage og tænker: den blev lidt tynd eller skæv, hvorfor tog han den ikke om? Det er som om, at den energi han har "live" slet ikke er kommet igennem mikrofonen. Hvor der synges tostemmigt harmonerer vokalerne flere steder også skidt med hinanden.
Noget af problemet må ligge i produktionen - ja, måske endda i kvaliteten af sangmikrofonen, for det er som om, at det ikke er hele stemmen, der trænger igennem. Det som alligevel redder Chainfist er nogle godt varierede vokalmelodier, som vælger en simpel, let genkendelig og dermed fin syng-med-agtig-stil. Der er simpelthen gang på gang invitation til at synge med.
Gruppen har eksisteret siden 2007, og har brugt tiden til at udvikle en rocket omgang metal, der henter lidt hist og her fra Metallica, Kiss og Mötley Crüe. På sin vis på samme mission som Volbeat, men med nogle lidt andre inspirationer som udgangspunkt.
Variationen er god
Der er en fin variation i sangene men samtidig en rød tråd. De tracks, der lige stikker hovedet længere frem er 'Free Me', 'Have You Ever' og 'In Your Face', der alle rocker godt. Bandet kan godt lide at give en powerballade, og selvom de gør det fint med flotte melodiske guitarfills, så er det lidt malplaceret at have sådan en sang allerede som nummer to på skiven. Man glemmer lidt, at man var i gang med at rocke. 'Edge of the World' burde have ligget senere, og så havde det i det tilfælde klædt den med en lidt mindre banal vokalmelodi og lilletrommen trukket længere tilbage. Trommen er faktisk lidt generende i det nummer.
Man kan måske som læser så undre sig over at så meget kritik alligevel munder ud i en 3'er på karakterskalaen. Men det skyldes simpelthen, at bandet har ramt noget mange andre bands ikke formår: at få en række gode sange til hver især, at være memorable, så albummet ikke lyder som én stor klump af det samme.