Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt og grunget

Populær
Updated
Godt og grunget

Danske Black Income debuterer på mere end ganske fornuftig vis med ’Noise Pollution’.

Kunstner
Titel
Noise Pollution
Distributør
Trackliste
1. You can't overcome
2. Everything
3. Lock'n load
4. Left you alone
5. My favorite gasoline
6. Hate to say it
7. Let you down
8. Noise pollution
9. Separate heart
10. Even though
11. Better day's
12. Open your mind
Karakter
4

Det er ikke hver dag, der udgives et grungealbum i Danmark. Og da slet ikke et med så mange fine takter som på Black Incomes ’Noise Pollution’.

Det er måske lige forsimplet nok at placere Black Income under grungeetiketten, for der er også elementer af noget stoner rock samt en god del gedigen feel good hard rock.

Men ikke mindst forsanger og guitarist Henrik Thranes vokal giver stærke mindelser om grungekoryfæer som Alice in Chains' Layne Staley og på enkelte sange også Soundgardens Chris Cornell.

Grunge med mere

Stilen er riff- og rytmeorienteret og noget mere direkte i sin udtryksform end traditionel amerikansk grunge. Der trækkes på inspirationer fra den mere traditionelle og melodiøse del af rockhistorien. Det høres eksempelvis i den fint fængende og velsvingende ’Everything’, der er første videoudspil fra ’Noise Pollution’, der med sit melodiske omkvæd kaster en smule Soundgarden-skygger over et solidt pumpende rocknummer.



Udover Henrik Thrane består Black Income af Philip Jensen (guitar/vokal), Kenneth Smedemark (bas/guitar) og Lars Olrik (trommer). Alle leverer en ganske udmærket præstation, hvor riff og rytmer sidder, præcis som de skal i en velproduceret helhed, kreeret med Søren Andersen i producerstolen.

Der er mange ganske gode sange på ’Noise Pollution’ som ’Let You Down’, ’Even Though’ og ’Better Days’, der alle er bundsolide med præcise, tunge riff og bastant og pumpende rytme.

Lagt op til live

Der er ingen tvivl om, at bandets materiale vil gøre sig godt i en livesituation. Musikken besidder en kraft og energi, der umiddelbart går i såvel hoved som ben.

Skal man endelig smide lidt malurt i bægeret til Black Income, så må det være, at sangene kan blive endnu bedre. På ’Noise Pollution’ tager sangene i meget høj grad afsæt i nogle tunge og gentagne riffs. Det ville klæde bandet, hvis materialet blev en smule mere varieret og fik lidt flere nuancer.

Der er plads til forbedringer. Men de vil sikkert også være at finde på opfølgeren, når den en gang forhåbentlig følger.

Indtil videre kan vi glæde os over et nyt dansk band med potentiale og et godt debutalbum fra Black Income.