Et godt deja-vu

Populær
Et godt deja-vu

Grand Supreme Blood Court tæller nogle for dødsmetalgenren prominente medlemmer og spiller da også på velkendte tangenter. Men de gør det heldigvis godt.

Titel
Bow Down Before the Blood Court
Dato
12-11-2012
Distributør
Karakter
4

Hvad har Hail of Bullets, Asphyx og nu Grand Supreme Blood Court til fælles? Svaret er Martin Van Drunen og Dan Swanö. Førstnævnte glammer sit vokalbånd ud som en gal hund, mens sidstnævnte er lydsnedkeren, der om nogen forstår sig på at skabe bidsk og in-your-face-dødsmetallyd ud af de filer, han modtager.

Grand Supreme Blood Court er dannet af tidligere Asphyx-mand Eric Daniels, men der er flere fra rækkerne i Asphyx med (udover nævnte Martin Van Drunen): Alvin Zuur og Bob Bagchus, som dog i dette band har valgt andre instrumenter end deres normale.

Stilen er - trommehvirvel - naturligvis oldschool-dødsmetal, og kan man lide de mere doomy passager i Asphyx, ja, så findes de også her. Dan Swanö har drejet på knapperne så guitarlyden lige er en tand mere spids end på de seneste Asphyx- og Hail of Bullets-udgivelser, men hans fingeraftryk er dog stadig tydeligt. Hos Grand Supreme Blood Court har det betydet en fyldig, men stadig ret råddent lydende produktion. Og i dette tilfælde er det naturligvis en kompliment.

Bassen skærer sig gennem de hidsige guitarer og skaber sig en plads, så det ikke kun er tunge trommer, skærende guitar og den genkendelige vokal fra Martin van Drunen. Et lydbillede med plads til det hele med andre ord, og det udnytter van Drunen til det ypperste. Han er virkelig kommet i form via sit virke i Hail of Bullets og Asphyx gennem den sidste håndfuld år. Han er måske en type, som kræver tilvænning for nogle, men her virker det ikke så svært tilgængeligt som det har været før. Måske er det fordi lyden lige er lidt mere hidsig end hos fx Hail of Bullets, hvorfor det hysteriske growl måske netop passer rigtig godt ind på 'Bow Down Before the Blood Court'?

Her er hverken tale om mesterværk eller nyopfindelser. Men der er tale om et album, hvor sangskrivningen sparker røven ud af bukserne på mange nye dødsmetalbands, der blot vil vise hvor hurtigt en atlet af en trommeslager kan spille, mens resten af medlemmerne er alt for forhippede på at være brutale som ind i helvede. Der høres klart passion i musikken, og det gør, at det swinger, hvad end bandet spiller hurtigt eller kravler tungt hen ad gulvet. Og når der så er et riff, der har meftænkt et lille groove, ja, det bliver i hvert fald ikke dårligere!