En evighed i mørkets favn
Hexis’ tredje fuldlængde-udgivelse er, som altid med bandets ekstremt voldsomme blanding af hardcore, black, industrial, grind, sludge, post-metal og andre ibenholtfarvede sager, en brutal oplevelse, men hov, hvad var det?
Divinitas
Exhaurire
Interitus
Tacet
Accipis
Nunquam
Vulnera
Captivus
Memento
Amissus
Aeternum
’Aeternum’ byder som sagt på velkendte elementer fra Hexis’ hånd, men det ekstremt arbejdsomme band, som er kendt for at drage ud på nogle ufatteligt krævende turnéer, har føjet flere nuancer og spidsfindigheder til deres fifty shades of black.
Det kan især spores i Filip Andersens vokal, som afslører flere facetter og et højere ambitionsniveau. Lyt for eksempel til pladens tredje nummer ’Exhaurire’, som er latin for at dræne, udtømme eller gøre en ende på noget, hvor han besynger menneskehedens endeligt. Muntre sager. ”Soil,” skriger han, mens musikken trækker en ned i jorden. Samme nummer gæstes også af vokalisten Marietheres Schneider, som føjer et æterisk, luftigt lag til Filip Andersens vokaler, der som sagt beskæftiger sig med undergang, jord, afgrunde og døden: ”End is near / Sleep forever”. Pessismismen har kronede dage på ’Aeternum’, men hvem kan da også tage et ærligt kig på verden omkring os og sige, at det går godt?
Kompromisløshed
Det er både en styrke og en svaghed i Hexis’ musik, at den er så kompromisløs. På den ene side er det virkelig tilfredsstillende at stå der i filmbulvinteren sammen med dem og nyde altings opløsning, og på den anden side bliver man næsten fartblind af det nærmest konstant høje aggressionsniveau, men det er nu svært at forestille sig Hexis lige tage en slapper. Det er bare ikke sådan, det fungerer med det her band, og det bør det heller ikke.
’Aeternum’ er en mastodont. Musikken er enorm, livsleden og desperationen er kolossal, og alting føles, som det er skrevet i stor målestok. Netop derfor er det øgede fokus på små finesser så opløftende, også når der er fuld smadder på, som for eksempel i ’Divinitas’, ’Nunquam’ eller den absolut vanvittige sang ’Accipis’. Men nuancerne ændrer trods alt ikke på det overordnede billede. ’Aeternum’ er en plade, der tromler lytteren ned med sit overvældende brutale udtryk og dybt deprimerende lyriske indhold, og det er bestemt positivt ment, selv om det måske kan lyde som det modsatte.
Fortabelse
’Amissus’, som betyder ”tab” på latin, er et særligt rørende højdepunkt med sine sorgfulde guitartoner, der fint danner rammen om Filip Andersens bandbuller: ”When all is dead / Embrace the darkness / Let the souls vanish / Suffocate all light”. Mens guitaren langsomt ringer nummeret ud, slutter albummet med titelnummerets cinematisk stemningsfulde instrumental. Det føles, på godt og ondt, som end credit-musik til en film. ’Aeternum’ trak os helt ind i mørket, men vi får ikke en Hollywood-forløsning. Der er ikke en tilfredsstillende narrativ bue, for ’Aeternum’, altså afslutningsnummeret, forløser ikke spændingen, men lader os hænge i mørket sammen med døden, menneskehedens endeligt, vores medmenneskers kulde og fortabelsen. Men kun i en evighed. Det er vel hurtigt overstået, ikke. Ikke?