Formålsløs og tyndbenet udgivelse
Nogle gange må man bare erkende, at velvilje ikke er nok. Hexvessel har intentioner om både dit og dat, men det hele bliver en rodet affære, der trænger til en gennemarbejdning og en tur med tættekammen.
Demian
Fire of the Mind
Bog Bodies
Sic Luceat Lux
Phaedra
Family
Kindred Moon
Magical & Damned
Joy of Sacrifice
Da finsk/britiske Hexvessel udgav ’All Tree’ sidste år, var det årets kærlighedshistorie. Et band jeg intet vidste om og på forhånd havde stemplet på baggrund af deres navn alene, strøg ind på min top 10-liste. Jeg strøede om mig med superlativer, sammenlignede dem med alt fra Nick Cave til Current 93 og begræd deres aflyste koncert på Beta. Af de samme årsager var jeg derfor hurtig til at erhverve mig anmeldelsesretten til ’Kindred’, for jeg lægger ikke skjul på, at jeg inderst inde er en lortehippie med hang til bare tæer i skoven.
Mere syre end folk
Men min tilgivende natur til trods har jeg svært ved at forlige mig med manglen på retning, substans og reelle interessante numre. Pladen indledes af ’Billion Year Old Being’, som blandt andet skiller sig ud fra de øvrige numre ved at være det længste, det mest rockede med sine abrupte og huggende riffs. Misforstå mig ikke, det er stadig straight outta syreby anno sen-tresserne/start-halvfjerdserne med orgel og en messende vokal der påkalder, nå ja, den aldrende skabning. Allerede her, vidste jeg, at den lillesøster jeg havde ønsket mig til ’All Tree’ nærmere er en skifting, der ikke lige så nemt lader sig elske. Det kunne dog tilskrives min amatørfejl med at have forventninger, og Hexvessels evne til at formidle emotioner gennem blide melodier er intakt og uden tvivl en formildende omstændighed. Hvor slemt kan det egentlig være?
Lad mig sige det sådan her: Med en spilletid på lidt over en halv time og to intermezzonumre kunne ’Kindred’ godt have tålt at blive arbejdet lidt mere på. Det er et af den slags albums, hvor man desperat springer fra sten til sten for at komme tørskoet over floden af ligegyldigheder og klamrer sig til de få øjeblikke, hvor bandet trods alt har fat i noget. Som på ’Demian’, hvor strengene på guitaren er lavet af elektrisk uld og Led Zeppelin svinger pikken i baggrunden. Eller den bratsch jeg roste til skyerne på den forrige plade, som titter frem på den ellers overspillet højtidelige ’ Fire of the Mind’. Således kan jeg sidde og håndplukke enkelte bestanddele frem på et album, der ellers mest bare understreger, hvorfor stoffer skal indtages med moderation.
Undtagelsen, der bekræfter reglen
Undtagelsen, og det der redder Hexvessel fra bundkarakter, er den næsten Lynchske ’Bog Bodies’. Ud af de mange kendte og ukendte bands, der har inspireret ensemblets mangefacetterede udtryk, er Portishead anno ’Dummy’-tiden nok den største overraskelse. Det er et drømmende og længselsfuldt nummer med en snert af anspændthed og melankoli. Forsanger Mat "Kvohst" McNerney er mediet Beth Gibbons udtrykker sig igennem, og der foregår så meget i musikken og stemmeføringen, at jeg komplet glemmer at lytte til teksten. Jeg blev næsten ked af, at det sluttede, især fordi Hexvessel har en idé om, at flow på en plade er for normies. Således er næste nummer, ’Sic Luceat Lux’, en jammerlig omgang Pink Floyd-epilepsi, jeg kun kan anbefale, at man springer over. Det er det første af de to førnævnte numre, der egentlig burde have været skrottet, men heldigvis er det andet, ’Family’, trods alt langt mindre irritationsfremkaldende med sin afdæmpede og akustiske klimpren.
Resten af pladen byder på tacky, cheesy – og andre uoversættelige adjektiver – kompositioner og en forsanger, der lever sig så meget ind i sin vibrato, at han på ’Kindred Moon’ bliver decideret pinlig at høre på. Deres forsøg på en kærlighedssang, ’Magical & Damned’, er uoverbevisende og mangler substans, hvilket er symptomatisk for hele pladen. Jeg ved fra deres tidligere udgivelser, at de evner at spænde bredt både emotionelt, musikalsk og tematisk, men Jungiansk symbolik og græsk mytologi er ikke nok til at redde dem, for når man breder sig over for meget, er der ikke tid til at gå i dybden med noget af det. De dedikerer sig ikke nok til deres særpræg, hvilket betyder, at netop særpræget kommer til at føles påtaget, halvhjertet og uautentisk. Det eneste, der redder dem fra bundkarakter og besked på at se mig på kontoret efter frokost, er ’Bog Bodies’, som er det eneste, jeg tager med fra ’Kindred’. Resten kan gå i mosen.