Ikke anderledes nok
Populær
Hatebreeds hyperaktive frontmand Jamey Jasta har begået en soloplade, der ikke bringer nok nyt til bordet til at give kunstnerisk mening.
2. Mourn The Illusion
3. Screams From The Sanctuary
4. Nothing They Say
5. Anthem Of The Freedom Fighter
6. Something You Should Know (med Phil Labonte fra All That Remains)
7. Set You Adrift
8. Enslaved, Dead or Depraved (med Randy Blythe of Lamb of God)
9. With A Resounding Voice (med Tim Lambesis fra As I Lay Dying)
10. The Fearless Must Endure (med Zakk Wylde fra Black Label Society)
11. Heart Of A Warrior (med Mike Vallely fra Revolution Mother)
12. Death Bestowed (med Mark Morton fra Lamb of God)
Jamey Jasta er først og fremmest kendt som frontmanden i Hatebreed, men han har har været om sig, for han har også bandet Kingdom of Sorrow med Kirk Windstein, har været vært på MTV, ejer sit eget pladeselskab og alt muligt andet. Det eneste han har manglet, er at lave en soloplade, som han med denne udgivelse, også kan hakke af på to do-listen.
Og hvis man tror, at det er en Hatebreed-plade i forklædning, får man... tja, har man både lidt ret og uret. Ingen tvivl: man kan sagtens høre, at han kommer fra hardcoren på numre som 'Walk the Path Alone' og 'Screams From the Sanctuary', der faktisk har nerve og break downs og alt muligt lækkert, men albummet har også numre, hvor Jasta forsøger sig med andre musikalske nuancer end de betonfarvede.
Slap sangermuskel
Desværre slipper han ikke heldigt fra det alt sammen, og især er hans forsøg med rigtige omkvæd og ren sang sgu ikke lige sagen, for hans melodiske muskel er nok er den slappeste i hans kreative arsenal - dels fordi hans melodier ikke er særligt spændende, men også fordi han faktisk er en halvringe clean-sanger.
Den tough-guy lyd som gør sig så glimrende til at bjæffe af alverdens uretfærdigheder i front for et hardcore band, giver en fodboldstribuneklang, når man synger rent, og det er der ikke så meget ved at lægge øre til uden for et stadion. Det bedste eksempel på dette er nummeret 'Nothing They Say'.
Guddommelig hjælp
Men råbe. Det kan han! og de numre, hvor han holder sig for god til at bryde ud i sang er faktisk ikke dårlige. Især 'Enslaved, Dead or Depraved', hvor han har inviteret gudslammet Randy Blythe med, er ret effektivt - især fordi de to herrers forvrængede vokalers forskellighed klæder hinanden godt. Også Mark Morton (Ligeledes Lamb of God) får sat guitarkabinettet, hvor det skal stå, på 'Death Bestowed', men ellers giver resten af pladens gæstenotabiliteter ikke så meget til musikken, som man kunne have håbet på.
Den overordnede dom må derfor blive, at siden pladen er bedst når han holder sig til den bøllehardcore, han er blevet kendt på, så skulle han måske bare have taget de bedste af numrene med til Hatebreed-øveren og se, hvad det kunne blive til. Det andet. Det som peger væk fra Hatebreed, og som burde være den kunstneriske grund til at lave en plade, er bare ikke spændende nok til at denne plade burde være lavet.