Falsk, ulækkert og fortænkt
Populær
Det er svært at sige noget positivt om ’Mother’, udover at In This Moment lykkes at skabe en rød tråd gennem deres forsøg på at malke penge ud af ligestillingsdebatten.
Fly Like An Eagle
The Red Crusade
The In-between
Legacy
We Will Rock You
Mother
As Above, So Below
Born In Flames
God Is She
Holy Man
Hunting Grounds
Lay Me Down
Into Dust
Gud er en kvinde. Fint portrætteret af Alanis Morisette, der med et tordenbrøl og et enkelt boop indskriver sig i moderne filmhistorie som et stærkt bud på en visuel repræsentation i 'Dogma' fra 1999. Fremstillingen af Gud, faderfiguren, i kvindelig form kan være et stærkt narrativ, bliver det gjort troværdigt og indlevende. For nogen provokerende, for andre naturligt.
‘Mother’ lykkes hverken med at være provokerende eller naturlig. Selvom pladen er provokerende unaturlig. Over 15 år har In This Moment reddet på den ene hype-bølge efter den anden – og nu har bandet, lettere forsinket, kastet siger over ligestilling. Med Maria Brink som spydspidsen. Kvinden, der forholdsvis sparsommeligt påklædt proklamerede: "Pig, pig! / I'm already under your skin / 'Cause I'm the big bad wolf, now let the games begin" på ‘Big Bad Wolf’ fra 2014.
Som det så populært siges, var det en anden tid, dengang for seks år siden. Naturligvis kan man sagtens promovere ligestilling og samtidig spille på sin seksualitet. Det går fint i spænd med en stærk kvindelig karakter. Det bliver først grimt, når det gøres med det åbenlyse formål at malke en sag for pengenes skyld.
Det er udgangspunktet for bandets syvende album. En plade, der ikke er andet end hule ord og blankpoleret metal, der tekstligt tager fat om ét af nutidens mest aktuelle emner. Anført af en falsk messias søger Brink og resten af kvintetten konsekvent laveste fællesnævner. Endda med en signifikant mangel på det, der tilnærmelsesvis definerer metal. Guitar.
‘Mother’ er en forfærdelig plade. Musikalsk er det en rodebutik af genreinput. Elektro-elementer, 80’er-pastiche (ja, det er jo også populært for tiden) og fælleshymner pakket ind i poppede omkvæd. Det er Brinks polerede og overproducerede vokal, tilføjet et enkelt hint af guitar fra tid til anden. Vi skal jo nødigt glemme, at der faktisk er hele to guitarister, hvad de så end laver i 70 % af pladens spilletid. Ja leadguitaristen var såmænd med til at danne bandet i sin tid.
Det hele er så falsk. Ulækkert og fortænkt. En hån mod alle musikere, der knokler for et gennembrud. En lige så stor hån mod alle, der kæmper for ligestilling. Generelt og især inden for det musikalske spektrum, magasinet her typisk begår sig i. In This Moment går benhårdt efter, hvad der er populært, hvor pengene er, hvad der kan give mest taletid.
At bandets fortid kan vær svært forligelig med temaerne på ‘Mother’, sætter fra start bandets nyfundne forkærlighed for feminisme i et sært lys. Det gør det ikke bedre, at In This Moment nødvendigvis skal skære det ud i pap for lytteren. Titler som ‘God Is She’, ‘Mother’, menstrutions-hymnen ‘The Red Crusade’ og Brinks pinefuldt simple temalyrik gør det tydeligt, hvor meget bandet presser konceptet. Det er ikke emnet i sig selv, men måden, det forsimplet præsenteres på. Så alle kan forstå det. Så alle kan være med. Så alle har lyst til at købe produktet.
Det er næsten chokerende, at det er lykkedes Brink at få lokket Lzzy Hale og Taylor Momsen med til at kalde til kamp ved coveret af ‘We Will Rock You’. Dog ikke nær så chokerende som covernummerets kvalitet. Ringe som det er, er det dog kun marginalt dårligere end coveret af Steve Millers ‘Fly Like an Eagle’ og Mazzy Stars ‘Into Dust’. At bandet har behov for at inkludere hele tre covernumre, øger på ingen vis kvaliteten af ‘Mother’.
Det mest overraskende ved amerikanernes seneste udspil er, at der ikke er fokus på bæredygtighed – det emne, der udover COVID-19 trender mest i 2020. Men det sælger nok ikke lige så godt hos bandets kernelyttere i staterne. Ikke lige så godt som en stærk kvindelig karakter, der også ser godt ud (d'oh).
Til gengæld er det konsekvent, til forskel fra ‘Ritual’, der haltede på grund af manglen på rød tråd. ‘Mother’ er gennemført. Gennemført i tematik og gennemført ubehagelig. En leflen for det simple, det hurtige fix pakket ind i tomme løfter og falske forventninger. En popudgivelse, der skjules bag løftet om at være en eller anden form for metal. Skabelon-“metal” af værste skuffe.
Mens ‘Into Dust’ afslutter pladen, er det svært ikke at ønske In This Moment samme skæbne. 6 minutters klaver og stryger-arrangement tilsat en Brink-klassiker i form af stereotyp klynkevokal. En sigende følelsespornografisk afslutning på dette misfoster af et album.