Ingen vind i sejlene

Populær
Ingen vind i sejlene

De amerikanske black/sludge-doomere Graves at Sea mislykkedes med det store angreb på deres let oppustelige debutalbum.

Titel
The Curse That Is
Dato
01-04-2016
Genre
Trackliste
1. The Curse That Is
2. Dead Eyes
3. Tempest
4. The Ashes Made Her Beautiful
5. This Mental Sentence
6. Waco 177
7. Luna Lupus Venator
8. Minimum Slave
Karakter
2

Nogle bands tager bare deres tid. Det er Graves at Sea i høj grad et eksempel på. De blev dannet helt tilbage i 2003 i Phoenix af guitarist Nick Phit og forsanger Nathan Misterek, men er først nu klar med deres første album.

Før vi når til det, så lad os tage historien ganske kort: Efter et par demoer stemplede bandet ind på den stadigt behersket voksende doom-scene i 2005 med en split med Asunder, hvorpå bandet udødeliggjorde sig selv med den møgbeskidte fanfavorit 'Pariah'. Et nummer, som på forløsende vis forener tonstunge slugde/doom-riff med en arrig og dæmonisk black metal-vokal. Siden fulgte så en opløsning af bandet, inden de igen fandt sig selv på den amerikanske vestkyst i 2012 og siden da ikke har set sig tilbage med utallige nedrivninger på scener verden over. Ikke mindst på den hedengangne Heavy Days In Doom Town i 2014.

Frem til 2016. Bandet er blevet modnet til et helt album. Og det på ganske fornem vis med en af metallens store mastodonter, Relapse, bag sig. Ganske fortjent med den betragtelige hype, som er løbet forud for 'The Curse That Is'. Desværre er det, som om Graves at Sea kommer et par år for sent.

Der bliver ellers lagt fornuftigt ud med det mildt catchy titelnummer, som trods sin mere polerede lyd alligevel formår at holde  forventningerne intakte. Men ærlig talt bliver der ret hurtigt prikket hul på ballonen i andet nummer 'Dead Eyes'. Jo, det groover da udmærket, og gruppens formular med black metalliske skrig oven på en tyk, beskidt bund af svedende riff er stadig, hvad der gør Graves at Sea. Men hvor er al den nådesløse grusomhed blevet af? Det, som fik Graves at Sea til at lyde som den mest naturlige arvtager, når de tydeligvis store idoler i Eyehategod en dag skulle finde på at begrave sig selv for evigt?

Okay, hvis man ikke hører doom metal til daglig, så er 'The Curse That Is' selvfølgelig en overvældende modbydelig sag at få tæsk med, men for den mere rutinerede lytter er der simpelthen for meget tomgang og genbrug af riff, som er meget tæt på at få doom-bægeret til at flyde over. Undervejs forsøges det at give de lange kompositioner lidt luft med nogle flotte om end en smule pirat-agtige blæse-symfonier. Det hele føles dog mere fortænkt end følt, som det er med to af genres stærkeste navne lige nu, Pallbearer og YOB.

Og så er det ubegribeligt at Graves at Sea nærmest har dræbt deres egen lille niché med en vandskuret, sjælløs produktion. Selv ved alt for høj styrke står det hele skarpt som en nyfødt kongesøn og ikke den mudred og sprællende gris,  som fik verden til at spærre øjnene op.