Erfaren Anonymitet
Secret Sphere har håndværket i orden, men ikke den store personlighed, og så ender det med at være gode, men ligegyldige takter.
02 – X
03 – Wish & Steadiness
04 – Union
05 – The Fall
06 – Healing
07 – Lie To Me
08 – Secrets Fear
09 – The Rising Of Love
10 – Eternity
11 – Legend 2012 (bonus track)
7 studiealbum og omkring 15 års levetid har italienske Secret Sphere på samvittigheden, samtidig med heftig turneren med King Diamond, men det lyder ikke rigtigt, som om de endnu har fundet sig selv, trods en altså rimeligt stor erfaring.
For det progressive symfoniske metalband handler det ikke om instrumenthåndteringen, da den er på det teknisk høje niveau, man forventer af genren, hvor ekvilibrisme er et must, hvis man vil gøre krav på troværdighed. Ligeledes har de en sanger i front, som kan den samme side af sit kram med selvsikkerheden strålende ud af sig.
Men hvem er de?
Men de kan ikke skrive interessante sange, som hæver sig sig over gennemsnittet, og man mangler i den grad holdbare melodier, som kan bære de lange og storladne værker. Trods en del fede riffs, og nogle meget onde, flotte soloer, og faktisk også en hel del gode vers- og omkvædslinjer, er der ikke meget, som trænger sig på og insisterer på genlyt eller plads i bevidstheden - på klassisk vis bliver det ved lige ved og næsten-finten.
Der savnes også et personligt udtryk. Man kan ikke rigtigt høre, at det her band kan eller vil noget særligt, og ligesom ideerne er hørt før, bringer de ikke noget nyt og særegent til genren, ligesom man ikke uden træning eller tilvænning vil kunne sige om et nyt nummer i samme stil, at dette her er umiskendeligt Secret Sphere. Der trænges til nytænkning og en genopfindelse af genren, hvis italienerne skal gøre sig et håb om at komme videre og højere.