Kaskader af storslåethed

Populær
Kaskader af storslåethed

Man skal elske sin black metal uforbeholdent for at give sig i kast med englændernes dogmatiske tilgang til genren. Men deres femte plade giver også en god grund til at gøre det.

Titel
The Dark Hereafter
Trackliste
The Dark Hereafter
Pariah's Path
Ensigns of Victory
Green Cathedral
Led Astray in the Forest Dark
Karakter
4

Hvis man godt kunne tænke sig et Enslaved, der holdt igen med skønsangen og de proggede udflugter, så misser man godt nok en stor del af pointen ved Enslaved, men til gengæld har man et ret sikkert kort i Winterfylleth. Englænderne står ikke tilbage for nordmændene, når det kommer til det episke anslag og de folkemusikalsk funderede melodier, men de holder sig troligt inden for rammerne af black metal, og det har de gjort siden begyndelsen i 2007. Det virker som en selvpålagt begrænsning, når man lægger mærke til alle de melodier og stemninger, de antyder, men ikke tillader sig selv at udforske nok til at lade dem bære steder hen, der ville føre dem uden for genren. 

Det er en dogmatisk tilgang, og første halvdel af ‘The Dark Hereafter’ fremstår næsten monoman med sine kaskader af guitar, sine skrig og blastbeats og den konstante tremolo picking hen over det hele. Men det er en ensidighed, der åbner for nogle nuancer i musikken, når Winterfylleth lader temaerne køre i ring med ganske små ændringer, hvor Enslaved på deres side ikke ville have kunnet nære sig for at smide endnu et C-stykke, et break eller nok et nyt riff ind i deres fortolkning af et tilsvarende nummer. Mens de åndsbeslægtede ukrainere i Drudkh – som Winterfyllth i 2014 udgav en split med  amerikanske Agalloch eller landsmændene i de fornylig opløste Wodensthrone ofte har ladet det atmosfæriske og det folkemusikalske vægte tungere end den egentlige black metal, demonstrerer Winterfylleth, at de elementer kan indgå i kompositioner holdt strengt inden for genrens formalia.

Nuancerne hos kvartetten opstår dels med en af de klassiske teknikker for genren, hvor trommerne går i halvt eller kvart tempo, mens melodien fortsætter i det oprindelige tempo, dels med de generøst doserede keyboards, dels med den andenstemme til melodien, som bassen flere steder lægger ind. Det, der umiddelbart minder om den kaskadiske lyd, som en bølge af post-black- og blackgaze-bands har taget op fra Wolves in the Throne Room, viser sig snart hos Winterfylleth at rumme en detaljerigdom, som størsteparten af deres samtidige forsager i jagten på den hurtige, bjergtagende effekt. Og nuancerne i den bevirker, at det monomane ikke går hen og bliver monotont: Winterfylleth er ret tydeligt forankrede i en metallisk dannelse, der rækker ud over både black metal og nyere metal i det hele taget, og som er med til afstive deres rigide black-metallisme. Eller sagt på en anden måde: De er sand metal.

Skulle det så alligevel komme til at virke ensidigt nok i løbet af de første tre numre på ‘The Dark Hereafter’, og skulle man af en eller anden vanvittig grund (der nok mest ville have noget at gøre med, at man var en poser, der ikke fortjente metal) være ladt uberørt af den heroisk klingende ‘Ensigns of Victory’, hvis gejst er Primordial værdig, så åbner ‘Green Cathedral’ for en anden, sjældnere hørt side af bandet. Det tretten minutter lange nummer er andægtigt langsomt og atmosfærisk doomy, dets goth-keyboards fylder næsten lige så meget som tremolo pickingen, og et koda med klare mindelser om Bathorys vikingeepos slår tonen an for den afsluttende ‘Led Astray in the Forest Dark’. Her får man ikke bare skønsang, der er simpelthen munkekor hele vejen igennem, og det er ikke langt fra Bathorys schlager ‘Blood Fire Death’.

‘The Dark Hereafter’ er ikke et mesterværk, selvom det er den følelse, den godt kan give en. Det er en bundsolid plade, men der kunne godt være mere på spil for Winterfylleth, end tilfældet er. De udfordrer ikke sig selv, heller ikke for alvor med sidste halvdel af pladen. Det må vente til næste plade, hvor kvartetten har annonceret, at de agter at spille akustisk. Men spiller de sikkert på ‘The Dark Hereafter’, levner de heller ikke plads for forbipasserende modeluner eller ironisk distance. Det er en plade, der fordrer hengivenhed, man skal virkelig elske sin metal uforbeholdent for at give sig i kast med den. Og det er der nok på den, der giver én grund til at gøre.