Kommer tid, kommer doom
Fortræffelighederne i Khemmis' tredje album kommer snigende, og pladen vokser sig fra pæn, men også anonym, til ganske fortryllende doom.
Det er blot tre år siden, at amerikanske Khemmis udgav debutalbummet 'Absolution'. Imidlertid var det først med den næste skive 'Hunted', at bandet for alvor fik opmærksomhed. Doom metallen med klassiske heavy metal-dyder har også fået Nuclear Blasts opmærksomhed; de udgiver nu 'Desolation', den tredje skive fra Denver, Colorado-gruppen. Det er på licens fra 20 Buck Spin, men det skal nu nok hjælpe bandet en hel del frem, at det store tyske selskab har fået sat sit radioaktive stempel på udgivelsen.
Ved de første lyt gør skiven nu ikke meget væsen af sig. Vokalen kan synes lidt monoton i den rene vokal, der klart er mest af, for det er blevet sjældnere med de mere rasende udbrud med hæst growl. Og når guitarriffene samtidig virker ret banale, så er det så som så med overgivelsen. Men så er der lige 'Isolation', hvor den galopperende rytme vækker en Iron Maiden-nostalgi: Her kommer den fremragende vokalmelodi-linje, der holder håbet oppe for mere af det gode. Og 'Flesh to Nothing' tager fornemt over på den front. Og 'The Seer' indeholder storladne guitarharmonier, mens aggressionen i starten af 'Maw of Time' egentlig også er ret spændende. Og endelig! I sidste nummer kommer det helt rigtige episke riff til at indlede albummets længste sang på lige under ti minutter.
Udfolder sig langsomt
Det er doom metal, som har sine Candlemass-momenter. Dels de simple riffs, men der er også noget over stemningen og modet til at sætte af sted i imponerende simple, men effektive riffs. Der er elementer fra den klassiske heavy metal og twin guitar-harmonier. Men hvorfor viser pladen så modhager ved de første lyt? Doom er gerne simplicitet og monotoni, men også, når det er fedt, de helt rigtige toner, der gentaget tilpas skaber nye rørende højder i lydbilledet. Og det er måske dér, at Khemmis kræver overvindelse på denne skive. For der er ingen hjælp at hente i utallige gentagelser. Nej, her sker der faktisk masser af nyt og udvikling i musikken undervejs. 'Isolation' er det mest regulære track og måske også derfor så let at falde for fra start, og tilmed er det uptempo i sammenligning med resten af numrene. Men ellers har musikken et så velkendt lydbillede, at øret skal forstå, at det ikke er som vanligt, og at der faktisk kræves en indsats som lytter. Heldigvis viser indsatsen sig at være anstrengelsen værd.
Derfor, lidt efter lidt, opdager ørerne, at det her ikke bare er banale powerakkorder. Der er lækre harmonier gemt i både vokal og guitar, og der dukker rytmeguitarspil op, der viser sig som mere end akkorder og folder sig ud som riffs. Riffs, som de skal være, vægtige og vigtige for det tunge billede med den lyse vokal henover. 'Desolation' er en fandens sløv starter, men når skiven får chancen, så gemmer der sig et monster derinde. Og her menes ikke det growlende bæst, som dukker op fra tid til anden. Det er da glimrende krydderi, men det er melodierne, der huskes, fra især vokal og strenge, der bakkes fornemt op af tung bund og solidt trommespil.
Tag genvejen til albummet med det ret ligetil nummer 'Isolation', men husk at dykke dybere ned i albummets andre sange også: