Kræs for de modige
Populær
Med 'Nomad' har Mike Tramp' fuldendt en trilogi af plader, hvor han med gode melodier når ind til kernen af sig selv og ud til lytterens øregange.
2. Wait Till Forever
3. Counting The Hours
4. Bow And Obey
5. High Like A Mountain
6. No More
7. Stay
8. Who Can You Believe
9. Live To Tell
10. Moving On
Mike Tramp er desværre lidt den glemte af hårdrockens "Big 3" i dansk musikhistorie. I firserne var der nemlig tre danskere, der på hver deres måde satte store fodspor i musikbranchen. Der var Lars Ulrich fra Gentofte, Kim Bendix Pedersen fra Hvidovre og Michael Trempenau fra Vestebro i København. Den første slog til gryderne i Metallica, den anden iførte sig krigsmaling og sang som King Diamond i bandet af selvsamme navn samt legendariske Mercyful Fate. Og så var der Michael fra Vesterbro, hvis kunstnernavn blev Mike Tramp. Lars, Kim og Michael var hver især kæmpestore i firserne.
Tramp indtog den danske musikverden som forsanger i Mabel, hvor han vandt Melodi Grand Prix med sangen 'Boom Boom' i 1978. Efter en håndfuld plader med Mabel, der bragte ham til både Tyskland, Spanien og til sidst USA, gik det projekt så småt i opløsning, og han dannede i 1983 bandet White Lion. Det blev et stort navn, der turnerede som opvarmningsband for navne som AC/DC, KISS, Aerosmith, Ozzy Osbourne, Mötley Crüe og Cinderella. Da White Lion udsendte deres plade 'Pride' i 1987 slog de for alvor igennem i USA, og pladen gik tredobbelt platin. Herefter gik det stærkt, og den opfølgende plade 'Big Game' betød, at White Lion nu var hovednavn på turnéer, der bragte dem til både Japan og Europa. Dette er stadig i slutningen af firserne, hvilket betyder, at Mike Tramp på dette tidspunkt er mindst lige så populær og berømt som Lars og Kim.
White Lions popularitet holdt dog ikke på den lange bane. De gik i opløsning i 1991 på et tidspunkt, hvor Lars Ulrich i den grad løb med overskrifterne. Mike Tramp samler grungebandet Freak Of Nature omkring sig i Los Angeles og udsender plader, turnerer verden over og fortsætter livet som feteret rockstjerne. Men i 1995 opløser han bandet og starter den solokarriere, der nu har varet i 20 år.
'Nomad' er den niende soloplade, og den afrunder en lille trilogi, der startede med den udmærkede 'Cobblestone Street' fra 2013 og fortsatte med den flotte 'Museum' fra sidste år. Tramp har på 'Nomad' bestemt ikke mistet sin evne til at forfatte fængende melodier og synger stadig lige så godt, som han gjorde, da han tilbage i firserne knuste millioner af pigehjerter med sange som 'When The Childen Cry'. Allerede på den første skæring fornemmer man hans fornemmelse for melodi. Den kan læseren lytte til her:
En af Tramps styrker er netop den tilbagelænede stil, hvor man så tydeligt mærker, at han hviler i sig selv som kunstner. Det stråler igennem på den rolige 'Wait 'till Forever', mens han blotter sig selv hudløst ærligt i teksterne. Ofte kaldes hans stil singer/songwriter, og det er, præcis hvad Mike Tramp er. Godt nok har han et band bag sig, men omdrejningspunktet på 'Nomad' er, ligesom på de to forrige plader, Tramps vokal og guitar. Det vil ikke være svært at forestille sig en akustisk koncert med ham på en barstol. Det ville passe helt perfekt til flere af disse sange såsom 'Bow and Obey'.
Som lytter kan man i Tramps selskab trygt tillade sig selv at hvile ørerne og bare nyde hans sange, der emmer af erfaring, og hvor der bliver fortalt historier, der i stil og ord sender tanker til countrymusikken og klassisk rock.
Albummet er nydeligt produceret i Medley Studios i København og lyden er varm og passer perfekt til musikken.
Med denne afsluttende del af trilogien er nomaden kommet hjem. 'Nomad' er den perfekte titel til at beskrive Mike Tramp. Han har været hele verden rundt mange gange, og disse solopladers kvalitet og succes betyder, at det ikke er sidste gang, han har taget turen. Herhjemme mangler anerkendelsen dog stadig, og som vi skrev i den forrige anmeldelse, så er det uforståeligt, at den etablerede musikbranche herhjemme nærmest ignorerer manden og hans værker.
'Nomad' er en plade med stærke sange, der får lytteren til at geare ned, reflektere og bare nyde øjeblikket, mens Tramps behagelige stemme og musik kæler for øregangene. Det er modent, modigt og velovervejet. Modigt fordi Tramp er så ærlig i tekster og musik. Der er intet filter. Hvis læserne er modige og vover pelsen med 'Nomad', venter der en behagelig oplevelse forude.