Kvindekamp
Populær
Finske Indica tvinger anmelder Anders Molin ud i en længere serie seriøse bekendelser, betroelser og men ingen overgivelse.
2. Precious Dark
3. Children of Frost
4. Lilja’s Lament
5. In Passing
6. Scissor, Paper, Rock
7. A Way Away
8. As if
9. Straight & Arrow
10. Eerie Eden
Jeg indrømmer det blankt. Jeg har et stærkt anstrengt forhold til pigebands, og jeg kan ikke begrunde hvorfor!
- Måske er jeg i bund og grund bare mandschauvinist og et produkt af en barndom, hvor mor gik hjemme og lavede mad og far arbejdede i kulminerne.
- Måske er jeg bare godt gammeldags misundelig på alle piger, der kan spille bedre guitar end mig, ligesom de fleste mænd hellere vil afdribles tusind gange af en mand end en gang af en pige med en fodbold.
Men Indica er et finsk pigeband, og jeg skal i de følgende linjer prøve at være virkeligt objektiv i forhold til køn såvel som musik. Jeg har i det mindste ikke noget større problem med finner!
Indica består af fem ganske musikalske og i enkle tilfælde ganske kønne piger (eftersom jeg finder den bemærkning vigtigt at få med, er jeg vel lidt mandschauvinistisk, da de færreste ville påpege det i en anmeldelse af Iron Maiden – ikke at jeg tror Jernjomfruerne anses for kønne).
Uforløst gotik
Der er noget sært gotisk over Indicas musik – og så alligevel ikke. Det er ikke rigtigt rock, ikke rigtigt metal, og det er som sådan heller ikke noget problem. Men violinerne danser flittigt af sted, fløjterne triller, vokalerne stædigt påtrængende og melodiske, og en snert af folkemusik har også sneget sig ind.
Alligevel gemmer der sig en dysterhed i musikken, som giver gotiske undertoner, der i øvrigt matcher bandets valg af store eventyragtige kjoler på coveret (og det kan jeg godt lide!). Det er dog lidt ærgerligt, at de ikke udnytter optrækket til skæve og dunkle stemninger – der indsniger sig en uforløst irritation over, at det kun bliver lige ved og næsten, når intensiteten stiger, og det rammer ikke et klimaks eller en eksplosion i musikken. Det udløser i stedet en tomhed uden brag og bulder, som tøserne eller ofte lægger op til.
Af samme grund virker det som om, der er spekuleret meget i radiovenlighed, og knap så meget i at forfølge den mystik, som bandet antyder et opløb af, og dermed bliver potentialet ikke udnyttet tilnærmelsesvist.
Indicas 'A Way Away' er ikke en rigtig god plade, ikke en rigtigt dårlig plade, men heller ikke en særligt spændende plade. Tam og velproduceret må være de afsluttende ord, og således sejrer den kvindeforskrækkede anmelder måske ikke, men han overgiver sig heller ikke denne gang til det modsatte køns musik.