Lækker vinyl-teaser
PopulærSvenske Morbus Chron varmer op til en kommende fuldlængde hos Century Media via en vinyl-10" med tre lækre, obskure dødsmetal-hymner.
Black Orb Reverence
The Place of the Four Hundred Volcanoes
Man må sige, at Kill-Town Death Fest har fingeren på pulsen. Morbus Chron blev sidste år spået til noget stort indenfor oldschool død med et råddent touch a la Autopsy. Det skete i kraft af debutalbummet 'Sleepers in the Rift', som altså både fik bandet booket til årets Kill-Town og signet hos Century Media.
Nogle vil måske mene, at Century Media er lige "hipt" nok for en omgang obskur dødsmetal, der stinker af undergrund, men husk så på Sonne Adam, som Century Media udgav en plade med sidste år. Og som faktisk også gæstede Kill-Town det år.
Og Morbus Chron får da også lov til at holde fast oldschool-værdierne i og med, at de tre aktuelle numre udgives på 10" vinyl. Man går ikke helt galt i en sammenligning med Autopsy, men det er samtidig umiskendeligt svensk. Fred Estby (Dismember) har stået for produktionen, og det har han gjort så ganske glimrende. Moderne tricks lader til at have været bandlyst i studiet, for det lyder autentisk og som en (rigtig god) live-indspilning, men promomaterialet røber dog ikke, om det så har været tilfældet.
Vokalen er fed; en slags hysterisk growl, der når den ikke er ond og gurglende har en smule Chuck Shuldiner (Death) eller Chris Reifert (Autopsy) over sig. Den gør sig godt til musikken, der veksler en del i tempo fra noget halvhurtigt a la temmelig gammelt Bolt Thrower til noget mere doomet.
Den ene guitar lægger ofte bunden sammen med bassen, mens leadguitaristen lægger noget lysere indover, som er delvist melodisk samt delvist obskurt og skævt. Morbus Chron har masser af charme og egen personlighed, selvom man sagtens kunne have forvekslet bandet med et af de bands, der omkring 1990 skulle være med til putte Sverige på dødsmetal-verdenskortet.
Tre numre fordelt på 13 minutter er ikke meget, men det tjener som en god reminder til at notere sig, at bandets 2013-album bestemt bør tjekkes ud.