Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt samspil på jævn plade

Populær
Updated
Lamb Of God - Omens - Artwork

Lamb of God har fart på med deres niende plade ’Omens’, der dog ikke ligefrem indvarsler så meget andet end en fortsættelse af det, de allerede har lavet.

Kunstner
Titel
Omens
Dato
07-10-2022
Trackliste
1. Nevermore
2. Vanishing
3. To The Grave
4. Ditch
5. Omens
6. Gomorrah
7. Ill Designs
8. Grayscale
9. Denial Mechanism
10. September Song
Karakter
3

Med ’Omens’ er Lamb of God nu oppe på hele ni studiealbums. Lige fra deres debutplade ’New American Gospel’ i 2000 og frem til ’Omens’ her i 2022, har Lamb of God stået for netop en ny musikalsk front i amerikansk heavy metal. Sammen med Slipknot har de været bannerførere for den nyere generation af amerikanske bands efter bølger af thrash, døds- og nu-metal. I dag er der ikke så mange, der kalder Lamb of God nye længere. Bandmedlemmerne nærmer sig de 50 år, men det fornemmer man ikke umiddelbart på ’Omens’.

For med ’Omens’ holder Lamb of God stadig et højt tempo. Lige fra den aggressive åbningssang ’Nevermore’, videre i ’Vanishing’ og over til ’To the Grave’ er der lynhurtige guitarer, der vredt spytter tunge riffs ud og de dybe breaks viser, at Randy Blythe og co. ikke har tænkt sig at slippe trykket på gaspedalen. 



Lamb of God er nemlig vrede. Vrede på verden og sender en bandbulle mod menneskeheden på førnævnte ’Vanishing’, hvor vi måske ikke gør nok for klimaet og vreden vendes også indad, som Blythe så ofte før har gjort. På ’Grayscale’ knurrer forsangeren ’There is a war going on inside my head’, og det høres især på titelnummeret, hvor Blythe og resten af Lamb of God brøler ’Fuck it all, ignore the omens’ mens vi hver især og menneskeheden ræser udover kanten uden sikkerhedsnet. Dystopien, galskaben og frustrationerne står stadig i kø når Lamb of God spyr galde.

Der er gode midtempo-sange som førnævnte titelnummer og ’Gomorrah’ midt på pladen, der lige lader lytteren trække vejret. Men kun kortvarigt. For også på ’Gomorrah’ brøles der misantropisk ’Everything is going to fail’ i verset, så Lamb of God giver ikke mange forhåbninger for os kollektivt.



Musikalsk minder ’Omens’ om de forrige plader. Den relativt nye trommeslager Arturo ’Art’ Cruz medvirker på sin nu anden plade med bandet, og han passer rigtig godt ind. Gryderne ligger godt i mixet og det virker samspillet. Bandet har da også udtalt, at de har indspillet pladen live, sammen, i studiet. Det kunne tyde på, at kemien internt er bedre end den måske har været tidligere. 

Som plade vinder ’Omens’ dog ikke meget nyt terræn. Det er Lamb of God, som vi har kendt dem de sidste par plader. Der er enkelte gode riffs hist og pist, men trods intensitet fra Blythe så rammer vi ikke helt loftet eller kælderen, alt efter hvordan humøret er. Den er dog en smule bedre end den selvbetitlede forgænger fra 2020. Der var vi lidt efter Lamb of God for at være løbet tør for ideer.

Denne gang er der faktisk udmærkede numre som titelnummeret, en hidsig ’Ditch’, åbningsnummeret ’Nevermore’ og der er i den grad dømt bred fodstilling til ’Grayscale’. Er man til hardcore, så har Lamb of God også lige smidt en lynhurtig fætter ind sidst på pladen i form af nummeret ’Denial Mechanism’, der afløses af den afsluttende ’September Song’, der med sine 6 minutter er pladens længste. Den starter roligt det første minuts tid og går så over i klassisk Lamb of God, hvor dobbeltpedalen får nakkerne til at vugge i takt. Lamb of God kan stadig på ’Omens’, om end vi ikke når samme højder, vi tidligere har oplevet fra deres kant.