Langt på literen, men langsom på toppen
Populær
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire
Disc 2
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out The Bone
Der er desværre flere missere end fuldtræffere på Metallicas massive og længe ventede dobbeltalbum.
Metallica behøver næppe nogen større introduktion. Otte år er der gået siden ’Death Magnetic’ – deres seneste studiealbum i eget navn. En udgivelse, der dengang var på det jævne, og som efterfølgende ikke har været på anlægget meget mere end en håndfuld gange. Efter at have skamhørt ’Hardwired... to Self-Destruct’ den seneste uge, står man tilbage med lidt samme følelse: Dette bliver ikke en plade, som man kommer til at vende tilbage til ofte.
Blandt en betydelig del af fanskaren hedder det sig, at man absolut ikke skal bryde sig om hverken ’Load’ eller ’Lulu’. Om end vi alle kan være enige om, at bandets storhedstid var i 80’erne, så står begge disse plader højt i min bog. Det er dette perspektiv, der ligger til grund for denne anmeldelse. En følelse af, at der siden ’St. Anger’ er gået stilstand i maskineriet, og at Metallica siden ’... And Justice for All’ har været bedst, når de ikke har gået sig selv i bedene.
Det er sundt at kede sig, men …
De lægger ellers fint fra land med næsten-titelsangen, der, som pladens eneste nummer, er skåret ind til benet med sine blot tre minutter. Netop de resterende elleve skæringers længde er min hovedanke mod 'Hardwired...'. Generelt mangler for mange af pladens numre dynamik og hooks – både melodiske og knyt-næven-momenter – til at retfærdiggøre deres omfattende varighed. De bliver simpelthen ensidige og dermed kedsommelige i deres udtryk.
Både ’Now That We’re Dead’, ’Moth to Flame’, ’Confusion’, ’Here Comes Revenge’, ’Am I Savage?’ samt Lemmy-hyldesten ’Murder One’ er alt, alt for lange i spyttet.
Jo jo, bevares, ’Now That We’re Dead’ har en et minutst relativ spændende opbygning, hvor Lars ruller på tammerne, hvilket fungerer fint i det tunge og bastante guitar-groove. ’Confusion’ præsenterer efter et minuts spilletid et vuggende og fuldfedt Hetfield-riff, der desværre ikke redder sangen som helhed. ’Murder One’ er en sympatisk sag med en ganske habil Hammett-solo uden nogensinde at blive den vedkommende hyldest, som verdens største – død eller levende! – bad-ass fortjener. ’Am I Savage?’ synes at være lidt af en pendant til ’Sad But True’ tilsat en knivspids 'Load', men uden den der helt stramme og kontante Bob Rock-produktion, som man enten elsker eller hader.
Dette er symptomatisk for pladen. Der er enkeltdele, som isoleret set fungerer fint på hovedparten af de tolv skæringer, men som helhed går det sjældent op i nogen højere enhed.
"I see my reflection in the window"
På 'Hardwired...' lyder Metallica unægtelig som sig selv. Der er referencer fra det meste af bagkataloget, selvom otte ud af pladens tolv numre tempomæssigt læner sig mere op af en groovet, hårdrocket, heavy-lyd i lighed med ’Metallica’ og i særdeleshed ’Load’.
Sammenlignet med førnævnte plader er produktionen denne gang en ganske jævn affære. Man har lidt på fornemmelsen, at James og Lars ikke har fået meget modspil af Greg Fidelman mht. produktionen. Der virker ikke til, at der har været leget meget med dynamikken i de enkelte sange. Fraregner man ’Hardwired’, ’Atlas, Rise!’, ’Moth Into Flame’ samt ’Spit Out the Bone’, har de føromtalte resterende otte skæringer på pladen mere eller mindre samme antal BPM.
På trods af at jeg har været intenst omsluttet af Metallicas selvdestruktion de forgangne dage, finder jeg det stadig svært at huske titlen på adskillige af pladens sange. Mange momenter på pladen flyder simpelthen sammen¨, og det er mildest talt svært at fastholde interessen.
Kast knoglen op i luften!
Alt er ikke skidt på albummet. Afsluttende ’Spit Out the Bone’ sparker røv og passer faktisk fint sammen med Fidelmans bastante og ligefremme produktion. Det er, som om produceren drejer på knapperne med en mere sikker hånd, når der er fart over feltet. Han fik hvert fald et ganske habilt resultat ud af High on Fire, om end det heller ikke var dette bands bedste præstation til dato.
Det samme gælder ’Atlas, Rise!’. Dette er også en længere sag, men her spiller især Hetfield og Hammett på lidt flere parametre. Kirk Hammetts solo, der begynder lidt over halvvejs, bider fra sig og munder ud i et fantastisk stykke, hvor Hetfield riffer derudad i et lidt højere og renere register, end hvad der ellers er gængs på pladen. Dette skaber den tiltrængte synergi, som for mange af pladens skæringer mangler. Når der endelig stemples tilbage til ”grund-riffet”, og James synger ”Masquerade as maker”, så får dette skifte også det nødvendige punch!
Jeg stopper ikke med at tro og håbe på, at Metallica kan lave endnu en genistreg. Før det scenarium kan udspille sig, virker det, som om de er nødsaget til at afsøge nye territorier for at kunne revitalisere sig selv. ’Hardwired... To Self-Destruct’ virker momentvist kreativt inspireret, men det er pakket ind i en ensidig produktion og med alt for meget overflødigt materiale. Øv!