Lidt fra alle hylder
Populær
Dan Swanö har sammen med vennen Ragnar Widerberg skabt et værk under banneret Witherscape, der kæder Dans interesse for så forskellige ting som dødsmetal og symfonisk progrock sammen på fornem og interessant vis.
Witherscape er et nyt band, der består af to medlemmer. Begge beskrives som multi-instrumentalister, men det er nok kun den ene, hvis navn burde få en klokke til at ringe hos de fleste. Dan Swanö er tilbage. Han er kendt fra Edge of Sanity, der spillede dødsmetal, og som fra plade til plade kunne være ganske forskellige i udtrykket. Han kendes også fra Nightingale, som er gået fra gothic rock til en art halvprogressiv klassisk rock, og så har han ellers produceret et hav af skiver gennem årene. Nu har han set sit snit til at blande de ret forskellige udtryk han har dyrket i de to bands samt en række projekter som Pan.Thy.Monium, Odyssey og ”Moontower” (som egentlig er titlen på det album, Dan udgav i eget navn i 1999).
Som nævnt sker det ikke alene, da Ragnar Widerberg som deler cirka samme kærlighed som Swanö for dødsmetal og fælles favoritter i bands som Judas Priest, Rush, King Crimson med flere. Og så skal man også lige huske hans store kærlighed til Marillion (læs evt. vores 10 hurtige eller interviewet med ham). Kan de inspirationer så blandes? Ja, for Swanö og Widerberg synes det på ingen måde umuligt. Men lyder det så godt? Faktisk, ja – men det vil bestemt ikke være for alle.
The growl is back!
’The Inheritance’ byder Dan Swanös growl velkommen tilbage. Det har været savnet siden ’Moontower’ i 1999, men da Dan simpelthen ikke kan growle uden at ødelægge sin stemme, så må vi bare være glade for, at han overhovedet har gidet gøre det igen, for efter få linjers growl har han været nødt til at holde vokalfri en tid, før han har kunnet fortsætte indspilningerne. Den rene vokal volder ham derimod ikke problemer, og den er også med på albummet her i stor stil.
Overraskende nok står Dan Swanö kun for keyboards og trommer og har altså ladet Ragnar Widerberg om at tage alle guitarer og bassen. Produktionen har Swanö (naturligvis?) selv stået for. Guitarerne er ikke stemt langt ned, som man ellers ser det så ofte i dødsmetal, og det vækker minder om Dan Swanös ’Moontower’, som var helt standard E-tuning guitar og et symfonisk og progget album med masser af keyboard og synths. Det fungerede, og den del har han taget med over i Witherscape.
Men Witherscape er mere vidtgående end noget, Dan Swanö før har lavet. Selv Pan.Thy.Moniums skøre univers holdt sig inden for snævrere genrerammer. Nightingale-stilen – specielt den mere rockede ’Alive Again’ – synes også at være rigt tilstede på 'The Inheritance'. Og det er specielt, når der fra et mere tungt og growlet stykke kommer en omgang ”cheesy” harmoniseret rent vokal-angreb som fløde på pigtråden (hør slutningen på ’Dead for a Day’ som et godt eksempel).
Som Opeth – bare anderledes
Der er detaljer i hobetal, helt i tråd med de progressive inspirationer fra 70’erne og 80’erne. Førstesinglen ’Astrid Falls’ har lidt Opeth-tendenser, men selvom Witherscape også ynder at skifte mellem distortion og ren guitar, growl og ren vokal, så ligger d'herrer i de rene passager ofte tæt op ad en mere symfonisk rock. Og det er her, Witherscape måske vil tabe nogle af de lyttere, der ellers godt kan lide en omgang stærkt varieret dødsmetal, som blander hårdere udtryk med elegance. Ikke brutalitet, nej: hårdere udtryk. For Witherscape er trods Dan Swanös fede, dybe growl ikke brutalt per se. Hertil er der for lidt smadder på trommerne og ikke nok lydmur i guitarer og bas.
’Dying for the Sun’ er en decideret rocksang, der er bygget stærkt op fra en blid start med en fængende melodi til den væsentligt tungere slutning, som introducerer et fedt riff, som lyder kraftigt inspireret af Griegs 'I Dovregubbens hall' (som i metalkredse nok er bedre kendt under den engelske titel, ’In the Hall of the Mountain King’). Og godt halvvejs inde i ’To the Calling of Blood and Dreams’, hvor en autentisk Nightingale-passage er overstået, så kommer der et stykke med rock a la Dizzy Mizz Lizzy. Og selvom det måske er tilfældigt, så er det måske ikke så sært, at hovedet kommer på de tanker, for når sangene rammer rocken på en lidt hårdere måde, så er det, som det var typisk for midt-halvfemsernes alternative (hårde) rock.
Rig variation på vokalen.
Vokalmæssigt har Dan Swanö leveret bedre, både hvad angår growl og ren vokal. Men han er stadig længder foran så mange andre vokalister, så det er kun i forhold til egen merit, at der for en fan kan opstå lidt skuffelse. Omvendt har han aldrig før på én skive boltret sig i så mange forskellige udtryk i sin melodiske vokal. Og det er fedt! Han har en sans for iørefaldende melodier, og selvom de flerstemmige korpassager måske kræver en fascination for Marillion på samme måde, som Swanö har det, så er også de sære flødekor i halen på growls med til at gøre Witherscape til et interessant bekendtskab.
Det er ikke til at sige, hvor meget de to herrer i bandet hver især har bidraget til musikken, men kender man til Dan Swanös bagkatalog, så er der elementer fra de blidere Edge of Sanity-sange, men især spor fra ’Moontower’ og Nightingale. Det har de så tilsat lidt nye elementer, der i sig selv ikke er så originale, da de har tydelig inspiration fra diverse klassisk rock og klassisk metal (måske deraf titlen 'The Inheritance´?). Og det er i den manøvre, at det går hen og bliver originalt. Ikke helt genialt, men godt og vældigt interessant at lytte til – og det er skrevet velvidende, at nogle vil krumme tæer, når et fornuftigt metalriff tillades afbrudt af symfonisk rock med synth/keyboards helt i front i mixet.