Manden med Weekendvesten: Del 14 – usportslig forælder
Manden med Weekendvesten står overfor igen at skulle se en af sine største fjender i øjnene, da sidstfødte griber ud efter en bold. Heldigvis udligner Blazon Rite det ulige opgør i kampens døende sekunder.
2. Diamond Daggyr
3. Into The Expanse (Solar Portals and Celestial Holes)
4. Udug Hul (Summons You)
Manden med Weekendvesten møder sidstfødte i køkkenet. Hun har en bold i hånden. Manden med Weekendvesten er ikke tryg. Han kan godt lide bolde på afstand. Inde på en grønsvær, hvor professionelle behandler den. Hvor han kan nøjes med at kigge på og ikke skal udstille sine manglende motoriske evner. Sidstfødte vil spille med bolden, og derfor nikker Manden med Weekendvesten, idet han vender sig mod telefonen og sender Blazon Rites debut EP ud på bluetooth-højttaleren.
Han har brug for styrke, for det kan stikke fuldstændigt af med den bold. Hun kunne blive bidt af det. Blazon giver ham klogeligt styrke med 'The Warriors Choice (Take Me Away)', som er en tung galloprytme. Men hvorfor denne afstandstagen? Manden med Weekendvesten er jo en moderne mand, der vil give sine arvinger frit valg på alle hylder, der ikke involverer at blive influencer eller ISIS-kriger. Fordi han frygter for søndagen, og for lørdagen, og for samtlige ugedage, der potentielt kan blive besat af træning, træning, træning, træning og kamp i weekenden.
The Warriors Choice:
Blazon Rite er en stærk forfriskning, når livet som soccer-dad eller basket-far truer i horisonten. De fire numre har den der uimodståelige kraft af skrigende guitarer, der skriger, fordi det er sådan, man bekæmper drager og boldspil. Med styrke, med knyttede næver og et hidsigt omkvæd. Manden med Weekendvesten husker med gru, dengang han havde tvunget førstfødte til at dyrke fodbold og en sen onsdag eftermiddag i efterårsregn, rusk og almindelig ulidelighed blev tilbragt i Fælledparkens uvejr, mens drengen stormede glad og gennemblødt efter læderet.
Og mens han hører ‘Diamond Daggyr’, og mens han nyder stavningen, husker han sorgen, da den førstfødte opgav fodboldkarrieren, fordi bolde ikke var ham alligevel. Væk fra muligheden for at blive underholdt af sønnike, der spillede for millioner i en eller anden klub, som han elskede af hele sit hjerte og klubånd, indtil rivalklubben lokkede med at fordoble millionerne. 'Diamond Daggyr' er heftigt, Iron Maidensk, som dengang de opkaldte deres plade efter dem selv, og så med en melodi halvt stjålet fra Dio, vist nok. Det er kick ’n’ rush, høje bolde og ditto pres. Ingen finurligheder og unødige driblende finesser. Kun momentvise tempo-stop og, to ryk, den lange aflevering og et skud på mål.
Det skulle jo være sundt
Måske skal Manden med Weekendvesten åbne op for, at sidstfødte kan gå til bold. Det skulle jo være sundt siger de. Og man kan lære om både holdånd og udholdenhed og noget med taktik og ledelse. Alt det der kan dygtiggøre hende til bestyrelsesmøderne, når hun senere skal være i front for et multinationalt selskab og samtidig tjene penge nok til Manden med Weekendvestens otium ved den franske riviera eller på en nordsjællandsk golfbane.
Hun kaster bolden i luften og forsøger at gribe den. Blazon Rite er ved deres tredje nummer ud af fire. EP'ens episke og dynamiske højdepunkt lyder bekendt, som et tyveri af andres idéer ved højlys dag, som så alligevel fastholder noget umiskendeligt Blazon Rite'sk – hvis man skulle lade som om, at bandet havde deres eget udtryk, der ikke stod på skuldrene af et helt og fjernt årti. Hun griber ikke bolden. Men beder mig alligevel om at se hende gentage tricket. Blazon spiller meget langsomt nu. Begge dele er klædeligt. Jeg kan lide det sådan.
Into the Expanse (Solar Portals and Celestial Holes):
Igen forsøger hun at gribe bolden. Det er slet ikke tæt på at lykkedes. Manden med Weekendvesten bliver alligevel ramt af mismod. Hans eget boldøje har overvundet alle konkurrerende gener og fuldstændigt overtaget pigebarnets mulighed for at selv at udvikle sportslige evner. Det er chokerende tragisk, hvor stærk den sportslige arv viser sig at være. Et liv som sidstevalgte ser ud til at blive gentaget. Heldigvis formår Blazon Rite at overdøve malurten i bægeret.
Men det er jo ikke fordi, han hader sport, tænker han. Ej heller, fordi arvingerne ikke må overgå ham. Men timerne med at køre børn til sport, timerne med at vente på omklædning, opvarmning og nederlag, og så turen hjem og aflevering af andres børn – alle de sure pligter for at først- eller sidstfødte en dag, måske, sandsynligvis ikke, får gennembruddet.
Den usportede formåen
Og så er der den store udfordring med at være voksen blandt andre sportsforældre. Sportsmennesker der engang var lige ved at klare den op i serie 5, og som stod foran gennembruddet ved et stort stævne standard-dans for europa-junior-joller i jævn bantamvægt. Manden med Weekendvesten ved alt om, hvordan han blandt idrætsfædre vil blive spyddet af sin egen usportede formåen, der engang bragte ham et mærke i 50 meter svømning og tæt på engang at vinde en badmintonkamp. Nej, med Blazon Rite er han med i deres sejr, mens sidstfødtes mulige sportisering kun vil bringe Manden med Weekendvesten endnu et nederlagslignende møde med bolde og bander.
Manden med Weekendvesten vil jo gerne sine børn det bedste. Men han vil også føle sig fri – som han gør det med Blazon Rite. Han føler sig ikke sej med dem. Dertil er de for bedagede. Men frisk, ubekymret og uden pligter. Og sport harmonerer så dårligt med det. Uendelige sportsarrangementer hvor man venter på, at ens eget barn kan skinne og tage rampelyset fra alle de andres lige så uduelige afkom. Det er præcis den indskrænkelse i friheden, der rider ham som en mare, hver gang barnet griber en bold. Ved de overhovedet, hvilken forbandelse organiseret sport kan være mod muligheden for at sove længe i weekenden? Når man kunne sidde til langt over midnat og høre Blazon Rite?
Sikkert ikke. Børn i dag kommer ikke til at forstå Blazon Rites slidte heavy metal. Men Manden med Weekendvesten ved, at han må vælge et sådan band over at sporte sport på en sportslig måde. Måske kan barnet løbe en tur i parken før midnat? Hun er trods alt snart 5, og man løber hurtigere på en frygt for mørket, når man sanser, at der altid er nogen der.