Manden med Weekendvesten: Del 15 – Cykelstiens mester

152221021_2832308090421966_4616145724071125091_n
Thunderslave

Det kræver skinger falsetsang og hysteriske guitarsoloer, hvis Manden med Weekendvesten skal overleve på de københavnske cykeljungler. Derfor tager han mexicanske Thunderslave med sig – og ingen cykelhjelm!

Kunstner
Titel
Unchain the Night
Trackliste
1. Lightning Strikes
2. Still On Time
3. Wicked Night
4. The Maniac
5. Heavy Metal Master
6. Inner Voices
7. Lucifer Morning Star
8. Black Thunders
9. Laying Down Your Life
10. Warriors Of The Night
Forfatter
Karakter
3

Manden med Weekendvesten er pinligt bevidst om, at han burde have en motorcykel. Ikke fordi han på noget tidspunkt i sit liv har haft lyst, men fordi den på en måde hører med til at være heavy metaller. Ligesom han kun burde spise enormt store stykker råt kød, gå med patronbælte og snerre ad gamle damer.

Men Manden med Weekendvesten har aldrig været klar, og de tohjulede biler trækker stadig ikke i ham. Måske fordi han så skal skifte identitet til Manden med Lædervesten, måske fordi han hellere vil klare midtlivskrisen med lige netop at høre den pensionsmodne heavy metal, der skal genopfindes, hvis den skal gendefinere hans ungdom.

I det mindste findes der ungdommelige bands som Thunderslave fra Mexico, der stadig spiller den seje metal fuldstændigt overbevist om, at de udgyder den farligste musik af dem alle. Ingen genopfindelse, men den rette energi. Dem tager Manden med Weekendvesten i ørerne, da han springer op på sin pedalkværn den morgen for at bevæge sig ud på de lovløse københavnske cykelstier.

Lightning Strike:

Har han så en lowrider-hjemmebygget cykel, Manden med Weekendvesten? Næh, han kører Kildemoes, og den harmonerer på ingen måde med bikerkultur. Men Thunderslave lægger ud med melodiske guitarer på ‘Lightning Strikes’, og Manden med Weekendvesten læner sig tilbage i sadlen, da han træder sig ud mellem parkerede biler og rammer kørebanen. En enorm A-bus tordner forbi med få centimeter mellem cyklist og bakspejl, og minder straks Manden med Weekendvesten om, at han i nogles øjne vil være en dødsforagtende rebel, fordi han ikke har cykelhjelm. Han er forfængelig, og han vil hellere dø med en flot og veltrimmet frisure end leve længe med grimt hattehår.

Og ja, det var afsløringen. Det er dér, hvor han lever livet mest på kanten og mest rebelsk. Uden cykelhjelm. Han føler sig en anelse som en maniac, da han bliver overhalet af en jævnaldrende herre på citybike med opsmøgede ben og en af de der hjelme, hvor der kan komme ekstra luft til issen – Manden med Weekendvesten stråler af indre ungdom, og skriger lige så meget i sit indre som Thunderslave.

Maniac:

Men enhver sejr er kort på cykelstien, og Manden med Weekendvesten kommer ned fra den høje jernhest, da en christiania-cykel lastet med afkom stryger forbi i yderbanen. Ydmygelsen er totalt, og usle cykelbyggere har endda formastet sig til at skjule batteriet til elmotoren, så det er umuligt for andre at se de feje hold. Manden med Weekendvesten har fået baghjul af en snyder på elcykel. En indre stemme forsøger at berolige ham, men en mand af ære lader ikke sådan noget sidde på sig, og han tramper hårdere i pedalerne.

Inner Voices:

Han får sit tempo fra Thunderslaves travle metal, og ja, det virker også på selvtilliden. Han er igen en ungersvend med friske ben og en sikker fornemmelse for at stryge gennem trafikken. Han overhaler en yngre kvinde, en af dem med plastikblomster på cykelkurven, og han noterer sig elegant og uden at nedstirre, at hun er smuk – men også langsom! Og han fyldes med kraft, da han lægger sig ind foran hende på cykelstien. Velvidende at hun er sat fra hans enmands-felt, og at han denne gang er den ydmygende part.

Heavy Metal Master:

Han er morgentrafikkens mester, og han føler sig i et med pedalerne, når han træder dem rundt. Forude venter dog et trafiklys, og netop som han nærmer sig, skifter det forræderisk til rødt. Han gearer ned og glider de sidste par meter, før han let anbringer en udstrakt fod på fortovskanten og balancerer, som var det en buldrende monitor. Og Manden med Weekendvesten får dermed også tid til at nyde Thunderslaves næsten Judas Priest'ske omkvæd i ’Heavy Metal Master’. Det er som ægte uforfalsket EPO sprøjtet direkte ned i lægmusklerne.

Og så, så sker det. Forbrydelsen! Forræderiet! Forkastelsen af god cykelkultur. Kvinden med den blomstrede cykelkurv glider let ind foran Manden med Weekendvesten. Parkerer midt i fodgængerfeltet og trækker sin mobil frem for let at swipe ventetiden væk. Lige der foran Manden med Weekendvesten! Som en rød klud i hans aldrende ansigt! Fuldstændigt skamløst. Hun tager sig endda tid til at gætte på, om der nu også virkelig skulle blive grønt lys, efter en omgang rød og efterfølgende gul, før hun endeligt sætter i rolig fart. Med rolige tråd ruller hun ud i krydset omtrent midt i vejbanen.

Lucifer Morningstar:

Manden med Weekendvesten er rødglødende af raseri. Han er i selskab med Thunderslave en djævel i morgentrafikken. Han nærmest sparker cyklen i gang og suser forbi kvinden. Værdiger hende ikke et blik men håber inderligt, at hun vil opdage, at det er samme midaldrende mand, som hun netop har overhalet – efter at han i første omgang har overhalet hende. Og at hun dermed vil forstå, hvilken egoistisk handling hun har begået med sin chikanerende kørsel. For er man én gang overhalet, forbliver man overhalet! Sådan er den udskrevne Emma Gad for pedal-kørende. 

Han må tordne resten af sin vej. Være nådesløs foran og lade ingen ligge på hjul. Ingen skal lukrere på hans fart, og alle skal tænke, at det er vanvid at cykle i sådan et tempo uden hjelm. Fra nu af er han den, som kører længst frem i hvert et kryds for at vente på den rette farve i trafiklyset. Og han sætter aldrig foden ned for at hvile og holde balance i krydset – for han balancerer sig hellere ud på den tværliggende kørebane, end han igen vil lade sig blive ydmygende overhalet. Og han har Thunderslave med sig, og det er godt for ham. For Thunderslave skyr ingen midler, når der skal spilles metal for Manden med Weekendvesten. Det er som nævnte Priest på Defenders for the Faith, og mexicanerne forsvarer metallen lige her. Og de forsvarer og støtter Manden med Weekendvesten i hans ridt gennem byen.

Black Thunder:

Endelig når Manden med Weekendvesten sikkert frem med let fugtige armhuler. Han løfter højre ben over sadlen og med hele den tunge krop kun hvilende på én enkelt pedal, sejler han som en skonnert mod en ledig plads i cykelstativet. Han vikler kædelåsen ind i stativet, gennem forhjul, rundt om stel, gennem baghjul og tilbage i stativet, før han låser. Manden med Weekendvesten er en forsigtig mand, og han ved at nattens krigere ofte udser sig de dårligste låste cykler, når de skal begå usle kriminelle handlinger mod byens miljøvenlige pendlere. Men lige i dette øjeblik har han alligevel en tro på menneskeheden, for Thunderslave har båret ham sikkert gennem byen på en bidsk snert af farlighed og ret så store melodier med i deres hysteriske udtryk.

Warriors of the Night: