Med speedometeret i bund
Populær
Det er 25 år siden, at de første gang drejede ind på deres karismatiske blandingsrute af punk, 60'er-psych og lo-fi-heavy, men på ’Vanishing Point’ fortsætter Mudhoney med at drøne ufortrødent videre. Dog ikke specielt vellykket.
I Like It Small
What to Do With the Neutral
Chardonnay
The Final Course
In This Rubber Tomb
I Don't Remember You
The Only Son of the Widow from Nain
Sing This Song of Joy
Douchebags on Parade
Selv uden et større kendskab til bandets diskografi skal man have gjort sig umage for ikke at have stødt på Seattle-navnet Mudhoney, der vel nærmest kan siges at være gjort af et rockhistorisk stof. Rygtet vil, at Mark Arm er ophavsmand til selve termen ”grungerock”, men uanset om det er sandt eller ej, at forsangeren i Mudhoney skulle have døbt rockmusikkens flannel-genre, så er der heldigvis milevidt til både Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden. Ikke at ens forkærlighed for alle disse bands ikke er til stede. Det er den i den grad. Men glæden ved at have et band som Mudhoney, der i grunge-sammenhæng altså mest bare er sig selv behøver man blot at lytte til bandets tre første plader fra slut-80’erne/start-90’erne for at få bekræftet - de er nogle af 90’er-rockens allerbedste.
Denne glæde bliver dog ikke helt imødekommet på ’Vanishing Point’, der er bandets niende fuldlængde til dato og deres første udgivelse med nyt materiale siden ’The Lucky Ones’ (2008). På samme måde som den forrige plade er produktionen på det nye udspil selvfølgelig dejligt larmende og wah-wah-smadret. Kompositionerne er dog også en smule mere irrelevante, end de var på netop den forrige plade. Det betyder ikke, at der ikke er stunder med en god rocknæve at finde på ’Vanishing Point’. Det er der. Stunderne er bare ikke tilnærmelsesvis så solide, som de kan være.
Nonkonformt
Albummet starter ud med ’Slipping Away’, der indleder albummet med et kort jazzet trommespil, som er til for at hylde diversitet og den løsere tilgang til også rockmusikken. Den løse hensigt hos Mudhoney bifaldes enormt, og det samme gør de suveræne guitarflader, der fører nummeret over til Arms uafrysteligt karismatiske vokal. For denne skribent er Arms vokal på mange måder inkarnationen på Mudhoney, som hans på én gang irriterende halsnasale og fascinerende stemme er ukonventionel, grim og samtidig weird vedkommende. Hans vokal er indbegrebet af det nonkonforme politiske oprørsperspektiv, som man ikke kan komme udenom i høj grad er en vigtig faktor i Mudhoneys musik. Der er imidlertid flere ting ved netop vokalen på den nye plade, der ikke lykkes. Arms vedvarende forsøg på at gå Iggy Pop i bedene på den påtaget cool skæring ’What to Do With the Neutral’ er et mislykket eksempel, der tager en imitation for langt ud, mens den nasalt skrigende vokal på den punkkorte ’Chardonnay’ aldrig finder frem til en medrivende vrede.
Charme / aggression / melankoli / påtagethed
PÅ den anden side er der noget charmerende og nærmest uskyldigt og over det melodiøse i ’I Don’t Remember You’, hvilket ikke mindst skyldes henholdsvis dens åbning og korte mellemstykker, som åbenlyst associerer til Hendrix’ ’Crosstown Traffic’. Omtrent samme charmerende stil er til stede i den efterfølgende, ’The Only Son of the Widow from Nain’, omend appellen også stammer fra noget anderledes aggressivt i dette nummer. ’Sing This Song of Joy’ finder derefter det mere melankolske udtryk frem, hvilket altid har været til stede hos Mudhoney. Nogen ’Acetone’ eller ’Check-Out-Time’ er denne rockmelankoli muligvis ikke, men den dukker alligevel op som en okay-god sag, inden ’Douchbags on Parade’ imidlertid slutter pladen af med atter en vredesfølelse, der er mere påtaget sensationssøgende end egentlig rockmedrivende.
Weltschmerz & derouter
Og det er desværre generelt for pladen, at den aldrig formår at rykke lytteren rundt i den musikalske manege, som den åbenlyst sigter efter at invitere indenfor i. Sangene er simpelthen ikke stærke nok, produktionen ikke støjende nok, og i sidste ende resulterer det i en egentlig ret banal rockplade uden megen pondus og uden den essentielle Mudhoney-faktor, der blander weltschmerz med oprørs- og opgivelsesderouter, og som så mange gange tidligere har karakteriseret disse velspillede musikeres sange og gjort dem pokkers vedkommende. For instrumenteringen er der skam intet i vejen med, på ingen måde, den spiller løst derud af med gode intentioner på al rockmusikkens vegne. Fornemmelsen for det løse skal dog for alt i verden fremstå naturlig, og på ’Vanishing Point’ er det, som om at bandet betragter sig selv for meget. Naturligheden synes på den måde at blive blokeret af en forceret trang efter at frembringe den.