Hetfield bærer det hele
Populær
James Hetfield er den absolutte stjerne på Metallicas nye plade. Både stemme og tekster er det, der løfter en ellers middelmådig og lang udgivelse.
2. Shadows Follow
3. Screaming Suicide
4. Sleepwalk My Life Away
5. You Must Burn!
6. Lux Æterna
7. Crown of Barbed Wire
8. Chasing Light
9. If Darkness Had a Son
10. Too Far Gone?
11. Room of Mirrors
12. Inamorata
Efter syv års ventetid er Metallica omsider tilbage med en ny plade. Millioner af fans har ventet længe. Nu er den her. ‘72 Seasons’. 77 minutter. Pladen føles næsten lige så lang, som ventetiden har været. Den er dog umiskendelig Metallica på godt og ondt. En blanding af den thrash, der gjorde dem populære og den senere rockede lyd, der definerede halvfemserne.
Pladens titel ‘72 Seasons’ er et ordspil på livets første 18 år. Barndommen. Vi har alle én. Der sker typisk både gode og dårlige ting. Vi husker begge, men kan have en tendens til at fokusere på det sidste. Hvad gik galt? Hvorfor? Var mine forældre dårlige mennesker? Er jeg et dårligt menneske? Er det deres skyld eller min egen? Spørgsmålene har James Hetfield kæmpet en del med. For at forstå hvorfor, tager vi lige en kort introduktion til barnet James Alan Hetfield.
James Hetfield blev født ind i en religiøs familie i 1963. Forældrene blev skilt, da Hetfield var 13 år gammel og faderen forlod hjemmet. Få år senere bliver moderen syg af kræft, men pga. deres religion, ville hun, selvom hun faktisk var sygeplejerske, ikke tage imod kemoterapi eller anden medicin. Hun dør da Hetfield er 16 år gammel. Derefter bor han hos sin storebror, mens han går i gymnasiet.
På grund af religionen har Hetfield også måtte sidde udenfor klasselokalet i skolen, når de andre elever fik undervisning i biologi og sundhed. Med strengt religiøse forældre og en familie, der blev sprængt i atomer, mens han var teenager, er det ikke svært at forestille sig, hvorfor Hetfield har kæmpet med sin fortid og barndom. Der er blevet vrisset vredt af selvsamme forældre i sangtekster som ‘Dyers Eve’ fra ‘...And Justice For All’ og ‘The God That Failed’ på ‘Metallica’.
Her på ‘72 Seasons’ er det en åben og ærlig Hetfield, der kigger på ikke bare det dårlige, men det hele. Og sådan har Hetfield altid kigget indad, når der skulle skrives tekster. Allerede i firserne skrev han om indre dæmoner i titelnummeret ‘Master of Puppets’, mens Slayer skrev om nazister. På den måde har Hetfield altid skilt sig ud. Det gør han på hele den nye plade ‘72 Seasons’. Teksterne er tydeligt inspireret af barndommen og ungdommen.
På nummeret ‘Screaming Suicide’ tackler Hetfield emnet om, hvorvidt man føler sig god nok til at fortjene en plads i verden. Med tekster som:
Then a voice appears
Whisper in your ears
“You are good enough”
Throwing down a rope
A lifeline of hope
Never give you up
Det er i øvrigt ikke første gang, Metallica har kredset om emnet selvmord. Allerede på deres anden plade, ‘Ride the Lightning’, havde de sangen ‘Fade to Black’, der også havde det dystopiske tema. Her er ‘Screaming Suicide’ umiddelbart mere opløftende.
Som voksen har alle kunnet se Hetfield kæmpe med fortiden. Alkoholproblemer op gennem halvfemserne kulminerede i dokumentaren 'Some Kind of Monster'. Den dobbeltrolle der er i at være en genert dreng og samtidig skulle være musikbranchens største alfahan foran titusindvis af mennesker hver aften. Alkohol blev en måde at tage den persona på sig på, selv om han på det tidspunkt stadig ikke følte sig tryg i rollen.
Siden seneste plade ‘Hardwired… to Self-Destruct’ i 2016 er der sket en del ting i Hetfields liv. Han flyttede fra San Francisco for at komme væk fra storbyen. Livet blev nu levet i bjergene i Colorado. Siden kom der en pandemi, han er blevet skilt, har igen været i behandling for misbrugsproblemer og senest har han tilsyneladende igen fundet kærligheden. Vi har set forsangeren stå og udvise sårbarhed på scenen, hvor hele bandet gik hen og krammede ham. Nu ved vi hvorfor. For Hetfield sker livet, som det sker for så mange andre. Han har bare levet sit i offentligheden og bruger aktivt sine sangtekster som et redskab til at forliges med fortiden. Det er endnu mere tilfældet på ‘72 Seasons’ end det nogensinde har været i Metallicas historie.
På en måde er ‘72 Seasons’ derfor en slags musikalsk selvbiografi over forsangerens første 18 leveår, med alt hvad det indebar af glæder og rigelige mængder tragedier. Men pladen er ikke, som det plejer, en solomission hvor Hetfield kommer med alle riffs, Lars Ulrich sorterer og planlægger og derefter kaldes guitarist Kirk Hammett og bassist Rob Trujillo ind til studiet, når de to herrer er færdige med at klippe og klistre.
Denne gang har Metallica aktivt valgt en helt anden strategi. Hele bandet mødtes i studiet. Alle har riffs med. Alle ideer lægges på bordet, og der er blevet jammet over riffs fra alle kanter, førend der er begyndt at blive truffet beslutninger om hvilke ideer, der virker. For første gang i bandets over 40 år lange karriere, har Hetfield og Ulrich oprigtigt åbnet for, at hele bandet kunne deltage i den kreative proces.
Den næsten syv minutter lange ‘If Darkness Had A Son’, der godt kan tolkes som endnu en lille stikpille til førnævnte opvækst.
‘72 Seasons’ består af 12 skæringer. Metallica, specifikt James Hetfield, siger at den gule farve på coveret symboliserer lys. Livet. Tremmesengen og alle effekterne omkring den, i sorte farver og skærende kontrast til det gule, skal så symbolisere barndommen på godt og ondt. Coveret er kreeret af David Turner, som Metallica har arbejdet sammen med siden ‘Death Magnetic’ fra 2008.
Mest iøjnefaldende er det dog nok listen af sange og længden på dem. Det sidste nummer, 'Inamorata', varer mere end 11 minutter. Den har i den grad en følelse af at blive sendt tilbage til ‘Load’ og ‘Reload’, men også klart strejf af 'Halo on Fire' fra den foregående plade. Det var her, Metallica satte sig selv fri og nægtede at lade sig begrænse. Sådan er der flere sange, hvor de ikke nødvendigvis bliver bedre for hvert ekstra omkvæd. En kritik, der har lydt for hver udgivelse siden ‘Load’. Metallica tager den tilsyneladende ikke til sig. For der er virkelig meget overflødigt fedt på ‘72 Seasons’.
Et sted, hvor man måske har lyttet til kritikken, er, at man på enkelte plader har haft svært ved at høre bassen. Ikke mindst ‘...And Justice For All’ fra 1988. Her på ‘72 Seasons’ har man så ‘Sleepwalk My Life Away’ (har Hetfield mon hørt lidt for meget D:A:D under covid-lockdown?), der starter med en fed bas, så ingen glemmer Rob Trujillo på den nye plade. Det er også ét af i alt tre numre, hvor bassisten faktisk er krediteret som forfatter til nummeret. Generelt har producer Greg Fidelman og d'herrer Lars Ulrich og James Hetfield ramt en virkelig god produktion, hvor alle instrumenter høres og mærkes.
For Kirk Hammett har også fået lov til at bidrage med guitarsoloer på tværs af alle numre, og det klæder dem i den grad at have mere aktivt fokus på det aspekt af deres lyd. Nærmest samtlige sange har en solo, hvor han i den grad får lov at udfolde sig – på den gode måde. Lyt bare til soloen i ‘Room of Mirrors’.
Konklusionen er dog, at pladen er alt for lang. Når man tænker på, hvor effektiv førstesinglen ‘Lux Æterna’ var med sine 3 minutter og 25 sekunder, så kan det undre, at førnævnte numre samt titelnummeret og ‘You Must Burn!’ skal vare 7 minutter eller mere. For ingen af de numre har samme hektiske thrash-tempo, som førnævnte åbningssalve. Fælles for hele pladen er dog, at James Hetfields stemme står stærkt. Han lyder, ligesom instrumenterne, godt.
'Lux Æterna' er nok den sang, der minder mest om tiden da de udgav 'Kill 'Em All'.
I 2016, da vi anmeldte ‘Hardwired… to Self-Destruct’ konkluderede vi:
… 'Hardwired...To Self-Destruct' lyder godt. Den emmer af fagligt godt håndværk rent lydmæssigt. Sangene er bare for lange og for mange. 12 sange og 77 minutter. Det udvander ganske simpelt pladens få, gode momenter, og lytteren når at blive træt af pladen og bandet, inden 'Spit Out the Bone' fornemt lukker festen. Derfor en middelmådig karakter. For nok sikrer pladen, at Metallica kommer ud på de skrå brædder de næste fem års tid, men den vil næppe blive hevet frem fra reolen om fem år.
Man står lidt i den situation, at man kan fælde en nærmest identisk dom over ‘72 Seasons’. Præcis samme antal sange og spilletid. Udskift ‘Spit Out the Bone’ med ‘Lux Æterna’ og enkelte gode momenter på tværs af pladen, såsom Kirk Hammetts soloer og Hetfields bidrag på vokal og tekster. Og hånden på hjertet, så er ‘72 Seasons’ nok et mulehår bedre end forgængeren. Dog ikke nok til at tvinge karakteren op på 4. Dertil er der simpelthen for meget fyld.
Her kunne man sagtens afslutte en allerede lang anmeldelse, men hvorfor ikke bruge al spaltepladsen, nu hvor man har muligheden? Der er nemlig små throwbacks eller easter-eggs til firsernes plader på ‘72 Seasons’, så hvis man lytter ordentligt efter, kan man høre Lars Ulrich konkludere ‘That was good, right?’ i slutningen af et nummer. Det er slet ikke første gang, den danske trommeslagers stemme er at finde på et Metallica-nummer. Points til den årvågne fan, der kan huske, hvornår man første gang hører den slags. Flere, hvis man kan nævne samtlige gange, hvor det er sket. Og således fik vi også rundet den danske forbindelse til verdens største metalband, der nu har udgivet deres 12. studiealbum, hvoraf de 11 er egne kompositioner.
Slutteligt er her titelnummeret ‘72 Seasons’, der ligesom resten af pladen er for lang.