Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvasså, skal vi i hegnet eller græde lidt?

Populær
Updated
Metallica 72 Seasons

Man kan fadbamsehygge til de solidt sejtrækkende sange  på ’tallicas nye plade, men kun hvis man undlader at lytte for meget til de emotionelle tekster. ’72 Seasons’ står på to meget forskellige ben.

Kunstner
Titel
72 Seasons
Trackliste
1. 72 Seasons
2. Shadows Follow
3. Screaming Suicide
4. Sleepwalk My Life Away
5. You Must Burn!
6. Lux Æterna
7. Crown of Barbed Wire
8. Chasing Light
9. If Darkness Had a Son
10. Too Far Gone?
11. Room of Mirrors
12. Inamorata
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

Metallica kanaliserer klassisk rock gennem en thrash-prisme på åbnings- og titelnummeret til deres 11. album med egne kompositioner. Der er en vildskab over det, men det er en vildskab, som føles, som om den har fået lov at lægge sig i sedimentlag gennem årtier, og det er vel egentlig også det, der er foregået.

Metallica anno 2023 er lyden af (halv-)gamle mænd, der har fået mere styr på deres liv og er i god form, også rent musikalsk. Man kan ikke sætte en finger på deres musikalske tæft (inden for rammerne af, hvad man kan forvente af Metallica), og det lyder simpelthen så hyggeligt, og det er problemet. Det er så fucking knashyggeligt, rent musikalsk.

Bevares, det er da bestemt rørende at høre James Hetfield synge om sine indre dæmoner og sin mildest talt fucked up barndom. Men trods det vægtige og vigtige emne – hvis man tillader sig at hæve Hetfields forældres undertrykkende religiøsitet og knusende egoisme op på et mere generelt niveau – er det også næsten for bogstaveligt og poetisk entydigt. Lyt for eksempel til ’Shadows Follow’, men der er mange andre eksempler. Hetfield har selvfølgelig aldrig været en særlig kryptisk eller poetisk tekstforfatter, men selv med det in mente synes jeg, at pladens temaer bliver serveret på en måde, hvor man føler, at Hetfield har glemt at løfte sine tekster op fra selvterapi til kunst. Jeg kan dog godt lide hans vokalpræstationer generelt. Han lyder tændt og fokuseret.

20220615215612 TR526718 58 1655331716

Dissonans, but make it kognitiv
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ’72 Seasons’ lyder, som om Hetfield vil noget lidt andet end de andre tre, hvilket måske er meget naturligt, når nu pladen handler om hans personlige mentale bagage. Jeg siger ikke, at Ulrich, Trujillo og Hammett ikke har gjort sig umage eller lyder uinspirerede, og det er skønt, at de har fået lov at deltage i sangskrivningen, men der er en form for kognitiv dissonans mellem teksternes hudløse og meget direkte emotionalitet og den hyggelige thrashrock, der triller ud ad landevejen i roligt tempo med cruise control på. Jeg savner lyden af det helt unge Metallica – og jeg er her helt udmærket klar over, at det nok også er, fordi jeg savner min egen ungdom – og jeg savner, at nogen ville træffe en vanvittig, men også givtig beslutning á la Lars’ lilletrommelyd på ’St. Anger’. Den var det bedste ved hele det album, og det siger jeg ikke for at provokere. Jeg mener det. Den var en smuk og tiltrængt ridse i lakken.

’Lux Æterna’ har det thrashy tempo, man ellers ikke hører på pladen, men jeg tror ikke helt på Hetfields ”full speed or nothing” i samme omfang, som jeg gjorde det på ’Motorbreath’ fra ’Kill ’Em All’, til gengæld er Hammetts solo ret fed, og jeg kan ikke engang rigtigt lide soloer, så det siger noget. Der er bestemt lyspunkter på denne plade.

’If Darkness Had a Son’ har et ret fængende omkvæd. Den tror jeg vil finde vej til Metallicas kommende setlister. Den er en god nakkenikker. Et af pladens bedste numre er i min optik den 11 minutter lange lukker ’Inamorata’, hvilket måske er en smule ironisk, for den overordnede spilletid på 1 time og 17 minutter er egentlig for lang. Man kunne godt have dræbt et par af de mere fyld-agtige darlings i redigeringsprocessen, men det samlede indtryk er faktisk nogenlunde positivt. ’72 Seasons’ vinder på Hetfields følelsesliv og den mere kollaborative kompositionsstrategi, men jeg har simpelthen svært ved at forene teksternes gravitas med musikken, der sigter direkte efter midten af centralperspektivet.