En stank af visne blomster

a0094682931_10

Mike Pattons første udgivelse i 2019 virker rodet, ufærdig og frembragt af lyst frem for gode ideer. Der er enkelte lyspunkter, men ikke nok til at redde pladesamarbejdet med Jean-Claude Vannier.

Kunstner
Titel
Corpse Flower
Dato
13-09-2019
Trackliste
1. Ballad C.3.3
2. Camion
3. Chansons D'Amour
4. Cold Sun, Warm Beer
5. Browning
6. Hungry Ghost
7. Corpse Flower
8. Insolubles
9. On Top of the World
10. Yard Bull
11. A Schoolgirl's Day
12. Pink and Bleue
Forfatter
Karakter
2

Det er umuligt at beskylde Mike Patton for at ligge på den lade side. Der går sjældent et kalenderår uden en eller flere udgivelser fra multivokalistens side, og med det in mente er det nærmest overraskende, at vi skulle helt frem til september, før det var muligt at beskue en pladeryg med Faith No More-sangerens navn på. Året har budt på et par liveoptrædener med Mondo Cane-projektet, en ganske fjollet gæsteoptræden med Jack Black hos spoof-komikeren Neil Hamburger og en offentliggørelse af en kortvarig reunion af de stilskabende Mr. Bungle.

Og så ’Corpse Flower’. Projektet er blevet til i samarbejde med Jean-Claude Vannier, den aldrende franske komponist og pianist, som udenfor hjemlandet mest er kendt for sine musikalske samarbejder med Serge Gainsbourg i 1970’erne. I mødet med Patton har de to angiveligt været fælles om kompositionerne, men det står ganske hurtigt og tydeligt frem, at Patton er primus motor. Han er stjernen, han sælger billetterne, og størstedelen af numrene er gennemsyret af velkendte Patton-virkemidler; skæve percussion-indslag, vokaler, der gerne sovses ind i effekter for variationens skyld, en kærlighed til den sydeuropæiske musiktradition i det første par årtier efter 2. Verdenskrig og en lyd, der i flere numre umiskendeligt giver associationer til to specifikke plader i mandens bagkatalog: Mr. Bungles ’California’ og Faith No Mores ’King for a Day…Fool for a Lifetime’. Uden dog på noget tidspunkt at nå disse to værkers højder.

For ’Corpse Flower’ vil en hel masse ting, uden for alvor at lykkes med meget af det. De første par numre og flere senere på pladen ligger og roder rundt mellem en stille funk, lidt jazz, en trist, enlig harmonika, Vanniers piano, lidt fuzzguitar fra tidligere Beck-guitarist Smokey Hormel (der sammen med bassist Justin Meldal-Johnsen og trommeslager James Gadson tidligere har ageret musikalsk rygrad for americana-eksperimentalisten og nu gør det på ’Corpse Flower’-pladen) og en mængde blandede instrumenter fra percussion-kassen, der alt sammen undgår for alvor at komme til sin ret, da Pattons vokal ligger tonstung, reciterende og ganske kedelig ovenpå hele herligheden. Man får associationer til baggrundspianisten på en fin hotelrestaurant, der gerne vil være, men ikke er, meget mere end blot ligegyldig tidsudtrækning mellem forretten og hovedretten.

Det er først på ’Chansons D’Amour’, hvor Jean-Claude Vannier egentlig kommer til sin ret, at vi får fornemmelsen af noget nyt. Sammen med ’Insolubles’ er det pianistens glansstunder som sangskriver på pladen, og begge numre er så ulideligt franske og oser så meget af arven fra Gainsbourg, at det er svært ikke at trække anerkendende på smilebåndet. Specielt sidstnævnte, der med sit triste tema, sin klagende harmonika og en storladen Mike Patton, der endelig giver vokalen los, står som et af de mere mindeværdige numre på pladen. Simpelthen fordi det skiller sig ud og er anderledes fra hvad Patton ellers plejer at byde os. Hvilket formentlig i høj grad er Vanniers skyld. At franskmanden ikke har fået lov til at komme mere til sin ret på pladen er trist. Det kunne have gjort en stor forskel.

Når fjolleri lykkes og fejler
Vi er vant til, at Patton holder legestue, når han udgiver materiale. Han udgiver sine plader selv og har tonsvis af skæve og skøre ideer, som personkulten omkring ham og den tilhørende fanbase, denne anmelder inkluderet, oftest gerne labber i sig. Og inkluderet i Pattons univers er altid en hvis grad af vulgært fjolleri. På ’Corpse Flower’ fungerer det i den let vanvittige, strygerdrevne ’Pink and Bleue’, hvor Patton gør sig som en rendestens-Frank Sinatra samt ’On Top of the World’, der snildt kunne have været et levn fra de senere Faith No More-dage. Til gengæld er titelnummeret og ’A Schoolgirl’s Day’ fjollet og dumt i en grad, hvor det næppe havde behøvet at blive udgivet.

Der er steder på pladen, hvor Pattons ideer fungerer, hvilket rent faktisk resulterer i mindeværdige numre. ’Browning’ trækker meget på stemning og tematik fra Nancy Sinatras ’Bang Bang’ og kunne snildt afløse det ikoniske nummer i Quentin Tarantinos ’Kill Bill’-film. En spansk guitar og et par skæve rytmiske strukturer gør det til et stærkt nummer og samtidig også et af de få på ’Corpse Flower’, hvor Mike Patton byder på noget af den vokale alsidighed, der har gjort ham så anerkendt.

Desværre er snapsene for få, for små og med for store mellemrum. ’Corpse Flower’ er i bedste fald en halvt hæderlig plade, men det er tydeligt, at det er lysten fremfor de gode ideer, der driver værket. For mange numre er enten anonyme eller virker ufærdige. Det er langt fra alt i Mike Pattons enorme diskografi, der har stor, længerevarende værdi. Og ’Corpse Flower’ bliver heller ikke en af de plader.