Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Modent og legende

Populær
Updated
Modent og legende

Spock's Beard spiller kælent prog for dem, der vil have den 70'er-sober, og det skinner igennem på en ganske fin live-udgivelse.

Titel
The X Tour
Dato
13-02-2012
Distributør
Trackliste
Disk 1.

1. Edge of the In-Between
2. The Emperor's Clothes
3. From the Darkness
4. The Quiet House
5. The Man Behind the Curtain
6. Kamikaze
7. Jaws of Heaven

Disk 2.

1. Drum Duel
2. On a Perfect Day
3. Thoughts
4. Ryo's Solo
5. The Doorway
6. June
Karakter
3

Tilbage i 2005 havde denne anmelder en koncertoplevelse af de helt specielle, da Spock's Beard besøgte det nu hedengangne The Rock. Den californiske prog-enhed var nogle år forinden blevet godt og grundigt testet, da frontmand og sangskriver Neal Morse af religiøse årsager havde forladt truppen for, helt bogstaveligt, at følge Guds ord, men i kældrene på Skindergade beviste Nick D'Virgilio, Alan Morse, Dave Meros og Ryo Okumoto dengang, at de også uden Neal Morse ved roret, altså var et old school progspillende orkester af format.

En progressiv tidslomme

Til trods for at det aldrig har været den dybe tallerken, der har karakteriseret Spock's Beard, har de altid formået at spille deres sange med en oprigtig musikalsk glæde, som gør, at man tilgiver dem musikkens temmelig åbenlyse referencer hentet hos Genesis, Yes, Beatles, Gentle Giant, Marillion, The Whos 'Tommy' (1969) og andre tilbud fra den progressive rocks glansperiode. Med udgangspunkt i denne del af rockhistorien, har Spock's Beard efterhånden leveret en solid blanding mellem følsom AOR-rock med rytmisk kant og gakket, humørfyldt prog i efterhånden tyve år.

Nu smides så en live-udgivelse på gaden - eller endnu én, burde man måske sige. Denne dobbeltudgivelse, blot kaldet 'The X Tour', er ikke mindre end ottende live-plade fra Spocken. Det kan selvfølgelig siges at være et ganske stort overkill, men på den anden side så er det ét overkill, som glædede denne skribent, der ikke rigtig har givet Spock's Beard opmærksomhed siden udgivelsen af deres sidste studieplade, den holdbare 'X' (2010).

En kærkommen udgivelse

Det er i øvrigt også "X", der udgør stor set hele 'The X Tour'. Lige med undtagelse af 'On a Perfect Day', som er hentet fra den selvbetitlede studieplade (2006) samt et par afsluttende klassiskere fra bandets glansperiode med Neal Morse, består hele denne udgivelse af "X"-materiale.

Det er dog ret naturligt, at 'The X Tour' mere eller mindre udelukkende koncentrerer sig om specielt den sidste plade, og at der bliver kigget meget lidt på diskografiens tidligere plader. Siden Neal Morses religiøse deroute har Spock's Beard udgivet fire studieplader, hvor de første to af disse fire plader tidligere er blevet live-dokumenteret på 'Gluttons for Punishment' (2005). Det er et nyt kapitel, der her tages under livevingerne på X Tour, og selv om man savner det gamle materiale, kan man ikke rigtig bebrejde bandet, at de vælger at fokusere på deres senere.

Et nyt kapitel igen igen

Men da der hen i mod slutningen på disk 2 løsnes op for diskografien, som der bliver tunet ind på først den eklektiske 'Thoughts', derefter den melodiøse og opløftende 'The Doorway' og afslutningsvis den populære Neal Morse-typiske ballade, 'June', da når man kun lige at blive imødekommet en ganske lille smule, inden Nick D'Virgilio takker af på bandets vegne.

Dermed slutter D'Virgilio i øvrigt også sin epoke hos bandet, da han november sidste år udmeldte sin afsked med dem. På den måde runder 'The X Tour' endnu et kapitel af i Spock's Beards progressive formåender, som - stik imod manges forventninger - altså blev et ganske vellykket ét. Hvis ikke andet, så dokumenterer 'The X Tour' i hvert fald det ganske fint.