Psykoer i krybesporet

motorpsycho-kingdom

Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.

Kunstner
Titel
Kingdom Of Oblivion
Dato
16-04-2021
Genre
Trackliste
1. The Waning (Pt. 1 & 2)
2. Kingdom Of Oblivion
3. Lady May
4. The United Debased
5. The Watcher
6. Dreamkiller
7. Atet
8. At Empire's End
9. The Hunt
10. After The Fair
11. The Transmutation Of Cosmoctopus Lurker
12. Cormorant
Karakter
3

Det ville ikke være fair at kalde Motorpsycho for grungegenerationens Grateful Dead, men det er der på den anden side så meget, der ikke er. Og Motorpsycho besidder den samme vedholdenhed som hippiebandet, den samme inkarnerede fanbase, der uafladeligt går på røven over deres årlige studiealbum, og ikke mindst den samme naturligt fritflydende musikalitet, der lader dem skabe sang efter sang i et organisk flow, der ubesværet veksler mellem det psykedelisk folkede, det harmoniske beatpopppede og den knusende tunge heavyrock.

I 30-året for deres debutalbum udgiver de så deres studiealbum nummer omtrent-lige-så-mange, alt efter hvad man medregner af minialbums, samarbejder og plader under pseudonym, men uden at medregne en god bunke EP'er og livealbums. Motorpsycho er med andre ord bemærkelsesværdigt produktive, men mere imponerende end mængden af udgivelser er det, at de er blevet ved med at overrumple karrieren igennem med jævne mellemrum. 'Child Of The Future' i 2009 var en atypisk ligetil plade skrevet og indspillet over en lille uge med Steve Albini, 'The Tower' for fire år siden var en kolos af et værk med nogle af de bedste riffs, guitaristen Hans Magnus Ryan har løftet fra Tony Iommi. Sammen med bassisten og forsangeren Bent Sæther udgør han stadigvæk grundstammen i bandet, og det er en del af forklaringen på, at Motorpsycho kan blive ved med at lyde så umiskendelig meget som Motorpsycho.

Det er en rar lyd at være i. At høre Motorpsycho er godt og trygt. Men på 'Kingdom Of Oblivion' er det bare heller ikke frit for at fremstå temmelig fantasiforladt. Der er de labre vokalharmonier, der skal være, der er den tyngde, der skal være, der bliver eksperimenteret, som der skal, men det hele føles for meget som en reprise. Som om de simpelthen ikke har været inspirerede til at lave noget nyt denne gang.

Problemet er tydeligt allerede på pladens åbner, 'The Waning (Pt. 1 & 2)'. Ikke fordi det ikke er en basalt velfungerende og medrivende stonerrocksang, men fordi de simpelthen er kommet til at skrive Kyuss' 29 år gamle klassiker 'Thumb' om igen.

Hovsa.

Det har selvfølgelig altid været en del af det at høre Motorpsycho at spotte de åbenlyse referencer, som jeg også påpegede sidste gang, jeg anmeldte en af deres plader. Det er bare knap så sjovt på 'Kingdom Of Oblivion', og det er måske, fordi referencerne forbliver de samme. Der er noget, der lyder henad Black Sabbaths 'Paranoid' i hooket på 'The United Debased', det er bare ikke et særligt engagerende riff. Der er 'Dreamkiller', der løfter sit rul fra Yes' 'Heart of the Sunrise'. Og så fremdeles. Selv den urovækkende 'The Watcher' er i bund og grund en reprise af deres egen 28 år gamle 'Step Inside Again'.

Det er velkendt, og det er i orden. Motorpsycho har lavet masser af plader, der bryder med deres egen måde at lave plader på. Problemet med 'Kingdom Of Oblivion' er, at de små fem kvarter, den varer, bliver mere og mere stillestående, som de skrider frem. Det er simpelthen mere uinspireret, end man med al ret bør forvente af en Motorpsycho-plade.

De er et bedre band end det her. Og det skal de nok komme til at vise igen.