Næsten rødt kort til Rammstein

Populær
rammstein 2019 artwork

Efter ti års tavshed er tyskerne tilbage med en plade, der starter ganske hæderligt, men ender så tamt og kedeligt, at de fleste af numrene formentlig aldrig bliver luftet live, men går direkte i glemmebogen.

Kunstner
Dato
17-05-2019
Distributør
Trackliste
1. Deutchland
2. Radio
3. Zeig dich
4. Ausländer
5. Sex
6. Puppe
7. Was ich liebe
8. Diamand
9. Weit weg
10. Tattoo
11. Hallomann
Karakter
2

Ingen bliver på toppen for evigt. Det måtte de forsvarende tyske verdensmestre i fodbold surt sande, da holdet for første gang nogensinde blev sendt ud allerede efter gruppespillet under VM i Rusland sidste sommer. Landsmændene i Rammstein giver ikke den tyske nation megen oprejsning med sekstettens syvende og navnløse plade, der med kun en tændstik på albummets hvide artwork helt symbolsk kan blive døbt ”Fuseren” – eller ”Fuseren 3”, er det vel snarere.

For selvom Rammstein på ingen måde er udbrændte, når gruppen giver koncerter, men tværtimod er blandt klodens bedste og mest spektakulære livebands, så har materialet fra tyskernes to forrige plader ikke just fyldt på sætlisterne, når Rammstein ellers flittigt har gæstet Danmark og turneret verden rundt i løbet af de ti og fjorten år, der er passeret, siden ’Liebe ist für alle da’ og ’Rosenrot’ udkom.

Den navnløse plade er godt nok en tand bedre end de to tarvelige forgængere, men ti års ventetid er den ikke værd. Desværre. Det lød ellers lovende med de to første musikvideoer, ’Deutschland’ og ’Radio’, der blev sluppet i marts og april og på få dage blev set af millioner på YouTube. Som altid visuelt imponerende udført og med den klassiske lyd af et hæderligt Rammstein.

’Deutschland’ åbner formentlig ballet, når Rammstein gæster et totalt udsolgt Parken den 19. juni, som bliver så voldsomt stort et show, at det kræver 300 mand og kvinder hele tre dage i næsten døgndrift at sætte op! ’Radio’ er også selvskrevet til sætlisten, men så begynder det også at se sort ud med materiale, der er værdigt til at afløse de mange velkendte klassikere, der normalt har stået på sætlisterne siden seneste triumf, ’Reise, Reise’, der udkom helt tilbage i 2004.

Tændstik-pladens aggressive tredje nummer, hvor Till Lindemann hidsigt snerrer titlen i omkvædet ’Zeig Dich’, har nogenlunde det, der skal til, for ikke at få publikum til at vandre ud i Parkens barer og købe fadøl til overpriser. Det er også muligt, at fjerde nummer, ’Ausländer’, har kvalitet nok til at holde folket fanget foran scenen i nationalarenaen. Nummeret er ganske medrivende synthpop, og teksten fremstår politisk som en udstrakt mellemfinger til hjemlandets – verdens – mere og mere aggressive flygtningepolitik. Helt klassisk i denne sammenhæng kommer Till Lindemann rundt i omkvædets gloser på både engelsk, fransk og spansk, og selvom det er catchy, så fremstår det temmelig tyndslidt at høre den 56-årige frontmand synge ”Come on baby, c’est la vie!” med ironisk distance til tekstens politiske tema.

Hvis nogle lyttere fandt forrige plades ’Pussy’ latterlig, så er der mere at hente af den slags – bare musikalsk meget ringere – på ’Sex’, der lyder som en akavet omskrivning af Depeche Modes ’Personal Jesus’. Om det er så en bevidst gimmick, Rammstein her byder på ved at stjæle fra deres helte i Depeche Mode og koble Jesus og sex sammen på en eller anden smart facon, skal være usagt.

Hvis den navnløse plade så ellers bare nogenlunde holder i den første halvdel, så brænder det helt sammen for tyskerne på de sidste seks skæringer. ’Puppe’ åbner med melankolske rene guitartoner og udvikler sig i retning af en udsyret lydcollage, som Mike Patton kunne have fået ideen til og kasseret med det samme.

På ’Was ich liebe’ forsøger Rammstein ihærdigt at lave pladens sørgmodige sjæler og pendant til ’Ohne dich’ og ’Sonne’, men resultatet er en omgang skrabet sentimentalt sjat. Efterfølgeren ’Diamant’ er dog totalt sjælløs til sammenligning og decideret kedelig med romantisk ævl og spanske guitartoner.

’Weit Weg’ løfter pladen op med et fedt intro i Tangerine Dream-stil og sætter ind med tunge riffs og trommer, så det meget hurtigt minder om Mobys 1994-cover af Joy Divisions ’New Dawn Fades’ – bare tilsat tamme tyske gloser og et fladt udført omkvæd.

På næstsidste skæring, ’Tattoo’, falder det helt igennem i forsøget på at sparke liv i langsomheden med den klichefulde og typiske Rammstein-stil. Pumpende guitarriffs, der falder ud under Lindemanns korte sætninger, hvor kun trommerne akkompagnerer vokalen, før guitarerne pumper videre. Og som forskriften som bekendt anviser, sætter omkvædet ind med guitar, trommer og vokal. Det er meningen, at det hele skal munde ud i medrivende hård synthpop. Det fungerer ikke. Det er lyden af anmassende ligegyldighed.

Og for at understrege, hvor ligegyldige det fleste af de samlede 47 minutter, Rammstein har brugt ti år på at skabe, er, lukker den navnløse plade af med den helt håbløse ’Hallomann’, der er så tamt et forsøg på en slags sjæler, at det er uværdigt for Rammstein efter et helt årtis tavshed.

Stillede Rammstein op i VM i metal, ville de fleste numre få det røde kort, og makværket ville blive sparket ud lige så hurtigt som deres nations herrelandshold i fodbold. Heldigvis har Rammstein deres bagkatalog af fuldtræffere, der nok skal sørge for en storsejr i Parken, når tyskerne kommer forbi med det angiveligt mest hæsblæsende show i karrieren.