Når der hygges i helvede
Populær
Sjældent har covernumre fået så megen egen identitet og omarrangering - det er af og til svært at gætte, hvem Hellsongs er i gang med at hylde.
02. Heaven Can Wait
03. Welcome To The Jungle
04. Walk
05. I Wanna Be Somebody
06. Rubicon Crossings
07. Schools Out
08. Sin City
09. Youth Gone Wild
10. Untied
"Spil noget med Slayer!". Hvor tit har man ikke hørt den replik, og hvor tit har man ikke prøvet at stå i en situation, hvor man gerne ville give folk et skud Slayer, selvom det måske ikke passede til lejligheden i en stund med venner, kæreste, svigermor eller chefen?
Men med Hellsongs går det fint at spille - måske ikke ligefrem noget med Slayer, men så noget af Slayer - så selv mormor kan være med. Bandet fra Göteborg har tidligere været på banen med 'Hymns in the Key of 666', hvor kendte metalsange fik en tur under den akustiske kniv i nye arrangementer.
Siden dengang har korsangerinden fået hovedrollen. Det betyder, at det er Siri Bergnéhr, der varetager vokalen, og det er ikke noget dårligt bytte, for hendes let jazzede stemme trækker på det bedste i den blide kvindevokal, som man også kender stilen fra Tina Dickow. Og så har bandet oppet sig i forhold til at give sangene en ny, sej identitet.
Ja, det var lige en pop-singer/songwriter, der blev nævnt her på sitet. Og det er ganske passende for metallen er vasket helt ud af numrene fra Pantera, Slayer, Iron Maiden, Skid Row osv., som er dækket på 'Minor Misdemeanors'.
Men for et afslappet lille afbræk fra tordentrommer og nedstemte guitarer, så er skiven fantastisk som en slags dinner/lounge-musik, og det er sjov gætteleg med metal-venner at sætte den på, for så at se folks ansigtsudtryk, når de gætter hvilken sang, det er, bandet har gang i.
Storartede vokalarrangementer
Af og til føles det som om tempoet daler undervejs, men det er ikke tilfældet. Blot den lille ulempe, at musikken for ører, der normalt gennemsyres af metal, kan komme til at virke sløv. Det opvejes dog af de fremragende ændrede vokalmelodier, hvor man langsomt genkender originalen og giver applaus for den nye vinkel.
Bandet prøver også med et eget nummer ('Rubicon Crossings'), men her går idéen lidt tabt, da publikummet især forventes at findes indenfor metallen, og her er der ikke rigtigt brug for et akustisk stykke pop-musik.
Alligevel: så elegant, så smukt og så meget slet ikke metal. Men lad dig endelig forføre.