Nedtur med Down

Populær
Nedtur med Down

Downs første ud af fire - efter sigende musikalsk forskellige - ep'er er en skuffelse af format. Faktisk kan det næsten kun blive bedre med næste udgivelse.

Kunstner
Titel
Down IV Part I
Dato
17-09-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Levitation
2. Witchtripper
3. Open Coffins
4. The Curse Is a Lie
5. This Work Is Timeless
6. Misfortune Teller
Karakter
2

Down bør ikke behøve nogen nærmere introduktion på disse kanter, men for en god ordens skyld, er her tale om en af metallens første rigtige supergrupper; et sammenrend af Phil Anselmo (ex-Pantera), Pepper Keenan (ex-Corrosion of Conformity), Jimmy Bower (Eyehategod), Kirk Windstein (Crowbar) og nu også Kirks bandbuddy Patrick Bruders.

Down har på lettere ambitiøs og ganske interessant vis bestemt sig for at fordele deres fjerde album ud over fire separate ep'er, der er planlagt til at udkomme hver for sig i løbet af det næste års tid. Efter sigende vil hvert af de små udspil have sit eget specifikke musikalske tema. Ep'erne vil være titelløse og skal i stedet kendes på coverfarven. At dømme ud fra den første, foreliggende lillafarvede skive i sættet, så er Down dog også gået Led Zeppelin i bedene og giver hver EP et symbol; denne har en halvmåne trykt på ryggen.

Men efter al farve- og symbolleg er det jo til syvende og sidst musikken, det kommer an på. Og det vil måske glæde nogle, at denne ep er det sikre kort i sættet; Down lyder nøjagtig som de gjorde, da de sidst gav lyd fra sig på fem år gamle 'Over the Under'. På godt og ondt. Godt gammeldags, ondt uinspireret og stadig uden evnerne til at hoste op med mindeværdige riffs af den slags, der gjorde debutalbummet så lytteværdigt og medrivende.

Metallica-hyldest og uduelige jams

Man kan godt høre, at de fem Louisiana-rødder virkelig sigter efter det episke udtryk i håbet om at nå op til sokkeholderne på idolerne i eksempelvis Saint Vitus (som desuden opvarmer for Down på deres USA-tour!), men det lykkes desværre langt fra. Utvivlsomt fordi den eneste vision, d'herrer har, er at hylde barndomsheltene uden at bringe noget nyt til bords. Og når man så ikke evner at skrive et riff, der bare tilnærmelsesvis kan rykke i nakken på den hårdtprøvede lytter, så står det altså ret slemt til.

Denne lilla ep's mest spændende øjeblik er faktisk dens åbnende minutter i 'Levitation', der lyder som en kærlig hyldest til Metallica; Jimmy Bower tæsker endda til trommerne og spiller rundgangene, som Lars Ulrich ville have gjort det. Sådan har Down aldrig lydt før. Nemmere er de at kende på den gumpetunge, forudsigelige og trættende førstesingle, 'Witchtripper', der lyder som kasseret materiale fra 2002's comebackalbum.

'Open Coffins' er virkelig ikke noget at skrive hjem; en uduelig jam over et dårligt riff trukket ud over seks minutter, mens 'The Curse Is a Lie' er en af de der doom-sange, hvori Down hylder Saint Vitus, Pentagram og selvfølgelig Sabbath med inferiøre riffs, der simpelthen bare ikke holder vand. Attituden – og det at ville det godt og fyre en fed – er altså bare ikke nok.

En drøj lytteoplevelse

Der er optakt til noget stort mod slut i 'This Work Is Timeless', hvor Pepper Keenan endelig træder i karakter og disker op med en storladen harmoni a la Corrosion of Conformity, da de var på deres højeste stoner-niveau i midten af 90'erne. Men så lukkes der med mere tomgang i form af 'Misfortune Teller', der ligesom 'Open Coffins' er en dårlig idé trukket ud i ekstremerne (denne gang syv minutter!), inden der som "skjult" nummer ligger en bid af harmonistykket fra 'This Work Is Timeless' blot med vokal på.

Det er i det hele taget svært at finde på noget at fremhæve, udover Downs unægteligt kompetente sammenspil, der emmer af saft og kraft på trods af det akutte fravær af idéer og inspiration. Og Phil Anselmo spiller da også sin tough guy-rolle vanligt overbevisende, men flere steder lyder hans vokal underligt påklistret og tydeligt indspillet på et andet tidspunkt. Det er underligt, at Down ikke har formået at indfange et mere liveagtigt feel, når nu de selv har produceret musikken, som er indspillet i Phils hjemmestudie, Nosferatu's Lair.

Alt i alt er denne første ep er en underlig drøj lytteoplevelse, der skuffer fælt og desværre ingenlunde lover godt for de kommende tre af slagsen. Det er nedtur med Down. Om ikke andet kan det næsten umuligt blive værre næste gang. Hvilket vel i sig selv er en slags trøst.

{youtube}8Xw2siSx7Ew{/youtube}