Grungens sidste åndedrag

Populær
Grungens sidste åndedrag

Vi ser tilbage på Nirvanas tredje og sidste studiealbum, 'In Utero', i anledning af, at det er udkommet i en 20-års jubilæumsudgave med et spritnyt og åbenbarende mix af Steve Albini samt masser af bonus.

Kunstner
Titel
In Utero
Dato
23-09-2013
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Serve the Servants
2. Scentless Apprentice
3. Heart-Shaped Box
4. Rape Me
5. Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle
6. Dumb
7. Very Ape
8. Milk It
9. Pennyroyal Tea
10. Radio Friendly Unit Shifter
11. tourette's
12. All Apologies
(Gallons of Rubbing Alcohol Flow Through the Strip)
Karakter
4

I 1993 blev 'In Utero' markedsført som et radikalt og brutalt statement fra Nirvana-frontmand Kurt Cobain. Og det var da også anderledes råt produceret af Steve Albini. Men så inspireret som Cobain alle dage var af Pixies, var der egentlig ikke noget videre odiøst i, at han nu arbejdede sammen med "deres" producer, selvom det unægtelig var svært at bevæge sig længere væk fra Butch Vigs polerede 'Nevermind'-lyd.

Albini havde selv en fortid i brutale Big Black og Rapeman, og da han samarbejdede med Cobain og co. havde han lige dannet et nyt band, Shellac, samt siddet bag mixerpulten for navne som Urge Overkill, The Jesus Lizard, Helmet og førnævnte Pixies. Han nægtede (og nægter fortsat) at blive krediteret som "producer". Han vil hellere kaldes "lydingeniør", da førstnævnte – ifølge ham selv – fratager musikere for meget af deres personlige udtryk.

Og hvis der er noget, 'In Utero' er, så er det Cobains mest personlige udspil. Rent musikalsk er pladen en slags perverteret lillebror til 'Nevermind', der ikke tæller helt så mange poppede ørehængere som sin forgænger. Men Cobain var også mere psykisk splittet end nogensinde – mellem rockstjernelivet og sit stormfulde parforhold til stofmisbrugende Courtney Love, med hvem han var blevet gift og netop havde fået en datter.

Nu har 'In Utero' fået samme luksuriøse 20-års jubilæumsbehandling, som 'Nevermind' fik for to år siden. Det vil sige, at arkiverne er blevet støvsuget for materiale fra sessionerne, alternative mixninger og demoer, fordelt over to cd'er. Og hvis man køber "Super Deluxe"-udgaven til 7-800 kroner, så får man en tredje disk og en dvd med livekoncert fra 1993 samt et hæfte og en plakat med i købet. (Hér vil der kun blive skrevet om albummet i sig selv og de to første skivers indhold. Det er disse, der følger med standardversionen, som også er blevet stillet til rådighed til anmeldelse).

Og holder Cobains svanesang så, hér, 20 år senere? Kort sagt: Ja, det gør den, selvom den tidstypiske grungelyd og den plagede frontmands vrængende nasale stemme virker særdeles tidstypisk og minder om horderne af kassationsværdige "post-grunge"-bands, der fulgte i slutningen af årtusindet (hvem husker ikke Bush, Puddle of Mudd og Staind? - eller måske snarere: hvem husker dem?), men som ikke desto mindre indkapsler den somme tider lige vel navlebeskuende musiker-Generation X.

Smadret og liderligt swing

At der dog ikke var sket nogen vild revolution i Cobains sangskrivning mellem album to og tre, er dog tydeligt fra de første forsigtige minutter af 'In Utero', der blotlægger den plagede frontmands Beatles-fascination (som Dave Grohl senere videreførte i radiovenligt dengseformat i Foo Fighters). 'Serve the Servants' lyder nemlig som en grunge-fordærvet udgave af titelnummeret fra "The Fab Four"s 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band', ligesom balladerne 'Heart-Shaped Box' og 'Pennyroyal Tea' skylder John Lennon en del, mens 'All Apologies' lyder som Soundgarden, der spiller David Bowie (og i øvrigt ligger til grund for, hvordan Stone Temple Pilots lød på deres andet album, 'Purple').

Herudover er det også svært at høre 'Rape Me' som andet end en omskrivning af 'Smells Like Teen Spirit', 'Dumb' som en mere stille anden del af 'Lithium' tilsat cello samt det "skjulte nummer", eller 'Gallons of Rubbing Alcohol Flow Through the Strip' som et forsøg på et lave en ny 'Endless, Nameless'. Men den epokegørende formular fungerer alligevel. Ikke mindst fordi bassist Krist Novoselic og trommeslager Dave Grohl på dette tidspunkt spillede med et usigeligt smadret og liderligt swing bag deres frontmand, hvilket bare forstærkes yderligere af Albinis levende produktion.

Mod en frisk fremtid?

Cobain bringer dog også friske idéer på banen i form af 'Scentless Apprentice', der nærmest lyder som The Jesus Lizard eller Tad med Grohls dundrende trommeintro og et simpelt riff (i øvrigt den eneste sang på pladen, som Grohl og Novoselic var med til at skrive). Den skæve 'Milk It' peger tilbage mod navne som Slint og Bitch Magnet, men med Cobains tække for den stille vers/eksploderende omkvæd-struktur, som han perfektionerer et andet sted på pladen i 'Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle'. 'Radio Friendly Unit Shifter' indfanger den energi, man kan opleve i den tids liveoptagelser af Nirvana, mens 'tourette's' flirter med hardcore-punk og endda tæller et nærmest Slayer-agtigt riff i pusterummene mellem treakkorders-bombardementet.

Sange som disse pegede mod den friske fremtid, det aldrig blev til for Nirvana, der imploderede i forbindelse med Cobains selvmord året efter. Men nu er 'In Utero' altså blevet støvet af med manér, og det med lidt af et scoop med i handlen. For første gang kan man nemlig høre, hvordan Steve Albini egentlig ville have haft, at musikken skulle lyde. Han har nemlig remixet pladen, så den fremstår som den ret brutale noise-fest, som Nirvana og deres pladeselskab ellers trak i land med og tæmmede i forbindelse med mixningen i 1993 (dette "originale" albummix fra 93 findes remastered på disk 1).

Albinis åbenbaring

Albinis 2013-mix bringer helt nye ting frem i optagelserne. Der er gravet små kommentarer (midt i sangene) fra musikerne og ham selv frem hist og her, hvilket giver det hele et mere live præg. 'Very Ape' og 'Pennyroyal Tea' lyder næsten som nye sange, med guitaren mixet markant anderledes – generelt går de mange lag af støjende guitarer klarere igennem overalt, mens en helt ny ekstraguitar synes at titte frem i verset i 'All Apologies', der vist også har Wurlitzer (!) i omkvædet og kaotisk strygerspil mod slut. Det giver sætter et noget mere dramatisk punktum, som pladen aldrig tidligere har haft. Desuden er celloen i netop 'All Apologies' og 'Dumb' mixet fuldstændig om, hvilket gør sangene mere nøgne, mens der også leges ekstra meget med stereoeffekten i eksempelvis 'Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle'.

Cobains plagede vokal skærer og rører desuden på en helt anden måde, navnlig hans skrig i slutningen af 'Scentless Apprentice', hans skrøbelighed i 'Milk It' og hans snerren i 'Scentless Apprentice'. Samlet set har pladen nu også fået et mere uniformt udtryk, eftersom der ikke er flere forskellige producere inde over og manipulere med lyden (Scott Litt blev hyret til at finpudse sagerne i 1993). Det er som at få sandheden at høre, blot med 20 års forsinkelse. Det eneste minus, og det, der kan undre, er, at Albini ikke har taget 'Gallons of Rubbing Alcohol Flow Through the Strip' med, når nu han var i gang ...

Bonus til nørderne

Foruden dette uomtvistelige scoop er begge cd'er – genudgivelsestraditionen tro – fyldt med "bonus" i form af B-sider og demoer (primært instrumentale) af pladens sange, indspillet over mange forskellige sessioner. Førstnævnte findes på den første disk, der tæller 'Marigold' (med Grohl på vokal), nye Albini-mixninger af 'Moist Vagina', melodiske 'Sappy', der virker lidt for "glad" til at høre hjemme blandt de andre sange på 'In Utero' og 'I Hate Myself and I Want to Die' fra et Beavis & Butt-Head-soundtrack. Herudover er der tre alternative mixnininger fra 1993 fra både Albini og Scott Litt.

Den anden disk indeholder demoer indspillet i 1992 og 1993 og skiftevis produceret af Jack Endino (der producerede 'Bleach'-albummet) og Screaming Trees-trommeslager Barrett Martin. De mestendels instrumentale demoer er primært rettet mod den inkarnerede Nirvana-nørd, omend det er kuriøst at høre, hvordan sangene tog sig ud (nogle gange i helt andre tempi), inden de blev banket af i Albinis hjemmestudie.

Det mest bemærkelsesværdige er, at demoen af 'Marigold' er helt tilbage fra 1990, indspillet af Grohl selv, allerede før han kom med i Nirvana. Ydermere er 'All Apologies'-versionen fra 1991, og dét i en radikal jangle-pop-udgave, der lyder som en krydsning af The Vaselines og Creedence Clearwater Revival med Cobains vokal dybt begravet i mixen. Samtidig er den det mest lytteværdige indslag blandt de knap så interessante demoer. Endelig er der også to overflødige jams 'Forgotten Tune' (som aldrig har været udsendt før) og 'Jam' (der har ekkoer af Ted Nugents 'Stranglehold'!), der begge lever op til deres navne. Det er riffs, der endnu ikke har taget form som reelle sange. Kun for kompletister.

Men når alt dette er sagt, så er Albinis nye mix af 'In Utero' hele udgivelsens pris værd. Nu kan man for alvor blive mindet om, hvorfor man eller elskede Nirvana, eller – ikke mindst – hvorfor man hadede dem som pesten. 'In Utero' emmer af selvhad, grænsende til nihilisme. Det er lyden af grungens sidste åndredrag. Og det er faktisk rigtig sort. Også selvom Cobain inderst inde tydeligvis var en popdreng.