Alt godt kommer til den tålmodige
Hvad er Norma Jean egentlig? Ud over en løbende udskiftning i bandsammensætning og medførende udvikling? Norma Jean er garant for god, potent, højkvalitets metalcore.
Call for the Blood
Spearmint Revolt
Memorial Hoard
Aria Obscura
Any%
Parellella
W W A V V E
A Killing Word
Penny Margs
el-roi
Sleep Explosion
Heartache
Ved første gennemlyt er ‘Deathrattle Sing for Me’ ikke et specielt mindeværdigt lyt. Det er kun de to indledende numre ‘Call for Blood’ og ‘Spearmint Revolt’, der formår at slå igennem.
Det er trist, for man kan kun ønske det bedste for det amerikanske metalcore-band. Dels fordi Norma Jean tidligere har udgivet nogle ganske flotte plader, og dels fordi bandet har været så meget igennem. Traditionen tro fortsætter sidstnævnte. Siden udgivelsen af ‘All Hail’ (2019) har der igen været udskiftning i bandsammensætningen, og forsanger Cory Branden er efterhånden det eneste længerevarende medlem. Resten har maksimalt været med i fire år.
Den slags udfordringer fordrer jo heldigvis udvikling. I dette tilfælde en mere midtersøgende af typen, uden at gå på kompromis med bandets kernestyrke. Metalcoren er skramlet, rå, foranderlig og aggressiv – præcis som metalcore skal være.
Norma Jean har altid været garant for ekstrem potent metalcore. Måske de højfrekvente udskiftninger i bandet ligefrem er årsagen til det konsekvent høje kvalitetsniveau for bandets udgivelser? Historisk efterlader bandet sig en strøm af stærke plader, men hvorfor er ‘Deathrattle Sing for Me’ så ikke en tilsvarende mindeværdig udgivelse?
Når førstehåndsindtrykket fejler
Det korte svar er, at det er en plade der tager tid. Det kræver en lyttemæssig investering, men det er en investering, der i høj grad giver et positivt afkast.
‘Call for the Blood’ er ret ligefrem. Den slæbende, træge start, der bygger op til en højenergiske kulmination, krydret med eminente riff-sektioner, er nærmest definitionen af bandet. Også selvom vi savner lidt af vildskaben. ‘Spearmint Revolt’ er pladens hit, om man vil. Det er et kaotisk ridt i metalcore og et markant screamo-omkvæd, krydret med en midtersektion, der lyder som Architects møder Deftones.
Og så taler vi slet ikke om den eminente, rustne og nærmest gustne afslutning på nummeret. En stærk bejler til et af årets mest velskrevne metalcore-kompositioner.
Derefter får vi ‘Memorial Hoard’. Nummeret, der er bevis for bandets udvikling i denne ombæring. Et mere afdæmpet nummer, der byder på rigelig skrigeri fra Branden, men også luller lytteren i søvn i et langt, afsluttende atmosfærisk trav, der nok går fint i forlængelse af nummeret selv, men står som et sært alternativt indslag i forlængelse af de foregående.
Det er pusterum på en hæsblæsende plade. ’Parallella’. ‘el-roi’ og til dels ‘Penny Margs’ har samme funktion. Det er et brud i helheden, et roligt øjeblik i orkans øje – og selvom det ikke er noget decideret nyt i en Norma Jean-kontekst (‘All Hail’ byder på lignende) er det mere udtalt på denne udgivelse. Det er grunden til, at ‘Deathrattle Sing for Me’ tager længere tid at forelske sig i.
Til gengæld er der rig grund til at jagte den forelskelse, for de små, primært smukke, pusterum har præcist den effekt bandet må have tiltænkt. Det giver de højpotente metalcoreskæringer mere fylde og intensitet. ’Any%’ er kaos, energi og højoktan. ‘W W A V V E’ det samme, mens et nummer som ‘Sleep Explosion’ er ligedele dreven agressivitet og indlevende riffs.
Som ‘Heartache’ afslutter pladen, er det unægteligt svært ikke at elske ‘Deathrattle Sing for Me', Ikke at elske Norma Jean for at være det band, det er. Så er det muligt, at pladen er mere melodisk, meget mere afvejet i sit udtryk og mindre kaotisk end tidligere. Langt hen af vejen lykkes det for bandet, at skabe en helstøbt plade, der byder på en lytteoplevelse, der sandsynligvis holder i længere tid, end mange af de metalcore-udgivelser der er udkommet i år.