Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt fra Vestfronten: Air Raid

Updated
Air Raid band 2

Air Raid er et stækt svensk svar på et band, der lyder som noget, du har hørt før i nærheden af metalguderne i Judas Priest. Men bare ungt med små dun på hagen og dugfriskt som i det band, der spiller højest i ungdomsklubben.

Kunstner
Forfatter

Gøteborg er en industriby, og i industribyer kan man lave sej heavy, fordi den slags skal lyde af metalliske hamre, der smadrer bunker stål på plads – og sådan noget. Allerede derfor giver Air Raid god mening.

Det er blevet til to fuldlængdealbums siden 2014, hvor der bliver riffet igennem, og liret endnu mere. De mangler måske at skrive de rigtigt skarpe omkvæd og er klart svagest, når de forsøger på at gøre det alt for melodisk.

Men det kompenseres der for med et energisk øvelokale-udtryk med et band, hvor alle kæmper om at komme først i mål på den højest mulige måde. Sådan en slags alle-spiller-på-11-indtil-leadguitaristen-skruede-op-på-12.

Air Raid har lovet et nyt album i 2021, og hvis det følger tråden i singlen 'Demon’s Eye' fra 2019, bliver det et stærkt tredje udspil.

Er det et band, der ser sejt eller farligt ud, og kan de måske køre knallert?
Den skarpe iagttager vil bemærke, at der er pigtrådshegn mellem fotograf og band. Det besvarer al tydeligvis spørgsmål om deres umiddelbare farlighed. 40% bandana og 60% solbriller kan også kun tolkes som om, bandet består af fem benhårde fyre, som kan rocke et par stramme jeans.

Air Raid band2

Men har de et navn, der lyder sejt, når du fortæller om det til dine venner?
Egentlig overhovedet ikke. Men du siger det sikkert også forkert – du ved godt, hvordan du vil forsøge at sige det med den rette BBC-accent, fordi ingen skal kunne afsløre, at du i virkeligheden hedder Carsten og er fra Herlev. Men det er jo din fejl, og ikke Air Raids. Så læg navnet langt ned i svælget og skrig dig op over dit normale toneleje og gør det med lange hylende toner, fordi navnet selv siger, at det er sådan man siger det – og det er rigtigt sagt. Altså: “Aiiiiiiiiiir Raaaaiiiiiiiiiiiiiiiid”. Husk, at man stiger en oktav mere mellem tredje og fjerde vokal.

Har de et navn, der ser godt ud, når du skal skrive det bagerst på dit kladdehæfte?
Hvis du har et velassorteret penalhus og måske endda en dejligt giftig sølvtusch, så kan der skabes magi med Air Raid, for alt hvad der skinner og glitrer er som bekendt guld. Men det er ikke der, hvor Air Raid brillerer. For logoet er spidst som en Rambo-kniv, og ingen vil være i tvivl om, at dette er et band, der snitter hul i heavy metal-jomfrunalske trommehinder.

Air Raid Logo

Hvad kan jeg sætte på min battlevest, og hvad kan jeg have under den?
Ja, men altså nej. Lige nu er shoppen tom som den sjove del af en alkoholafdeling i et supermarked hinsidan. Dine svenske rubler kommer til at brænde op i lommen, hvis du har planer om at udvide din sejhed med Air Raid. Men de har engang solgt shirts med ørne og patches med bandlogo, og med sådan en fornemmelse for seje fugle, kan man ikke forestille sig andet, end at der med næste album også vil eksistere et tilfredsstillende sortiment.

Air Raid PatchAir raid Shirt

Hvis du nu kun vil høre et enkelt nummer, så skal du starte her:

Hold the Flame! Flammer = ild = fare!
Fængende fraser og højt tempo!



Og hvis du nu bliver fanget, så går du i gang med hele diskografien i denne rækkefølge:
Side A på kassettebåndet er det perfekte sted at starte, og så kan man med fordel vende båndet, når musikken ophører. Men ellers kører man igennem kronologisk, fordi 'Point of Impact' fra 2014 er en del mere impulsiv og intens end 'Across the Line' fra 2017.

Du skal lytte til dette band, når du er træt af dinosaurerne i:
Primal Fear og Sinner – altså tyskermetal, der befinder sig en del niveauer under deres helte Judas Priest. Så når du er træt af Judas Priest og bands, der lyder som Judas Priest, kan du altså her dykke ned i et band, der lyder som et band, der lyder som Judas Priest. Bare meget, meget friskere!